Hjem > Sundheds- og omsorgschef til en af Danmarks store vækstkommuner

Sundheds- og omsorgschef til en af Danmarks store vækstkommuner

Vil du være leder for Sundheds- og Omsorgsafdelingen i et af Danmarks mest attraktive områder? I en af Danmarks helt store vækstkommuner? I en kommune, der i disse år investerer massivt i byudvikling, velfærd og infrastruktur? I en kommune, der har ambitionen om at være hele Danmarks Outdoor Hovedstad? Så er chancen der nu, da Silkeborg Kommune søger en ny leder for Sundheds- og Omsorgsafdelingen.

Silkeborg Kommune er Danmarks 10. største kommune. Vi ligger midt i den smukkeste natur og har et sprudlende kulturliv, velfungerende by- og landsbysamfund og dynamiske erhvervsområder. Vi er et fællesskab med over 93.000 aktive borgere og en ambition om at være 100.000 borgere i 2025.

Vi ønsker at skabe udvikling i kommunen i fællesskab med borgere og virksomheder. Vi indgår i en lang række samarbejder med både lokale og regionale aktører, og vi er en aktiv del af Den Østjyske Millionby med Aarhus som centrum (Business Region Aarhus).

Med vores smukke natur og udnævnelsen til årets friluftskommune er vi hele Danmarks Outdoor Hovedstad. Øget bevægelse, sundhed og livskvalitet for alle er en integreret del af vores friluftsstrategi og masterplan for udviklingen af Danmarks Outdoor Hovedstad, og et væsentligt element i vores udviklingsstrategi.

Vi søger en leder, der med stor indsigt i velfærdsudfordringerne på sundheds- og omsorgsområdet, vil stå i spidsen for en fortsat udvikling af Silkeborg Kommunes indsatser og sikre, at Sundheds- og Omsorgsafdelingen fortsat understøtter vores borgere med gode sundheds- og omsorgstilbud. En helt central tilgang i Silkeborg Kommune er, at det sker ved inddragelse af politikere, medarbejdere og borgere og i et helhedsorienteret og tæt samarbejde med Silkeborg Kommunes øvrige afdelinger. Du vil i den forbindelse som noget af det første skulle færdiggøre og implementere Silkeborg Kommunes nye sundheds- og forebyggelsespolitik.

Som sundheds- og omsorgschef er du en del af koncernledelsen, som består af direktionen og cheferne for kommunens ti afdelinger og stabe. Koncernledelsen er kommunens øverste koordinerende strategiske ledelsesforum, og som sundheds- og omsorgschef har du i koncernledelsen, med afsæt i dit eget fagområde, ansvar for aktivt at medvirke til at udvikle, koordinere, aftale og realisere tværgående initiativer. Du skal derfor have mod og lyst til også at tage et fælles kommunalt ansvar.

Du kommer til at stå i spidsen for hele sundheds- og omsorgsområdet. Her får du ansvaret for seks fagligt kompetente og veldrevne sektioner med ca. 1.500 dygtige og engagerede medarbejdere og ledere samt et budget på 1.1 mia. kr. Du yder faglig sparring til og rådgivning af Sundheds- og Ældreudvalget, og du har ansvaret for de dagsordener, der frembringes til udvalgets beslutninger. Du har derfor politisk flair og evner den politiske rådgivning og håndtering, og du medbringer således solid ledelseserfaring fra en politisk styret organisation.

Tillid, dialog og ordentlighed er dit naturlige udgangspunkt i dine relationer til borgere, medarbejdere og politikere, og du er inddragende og lyttende i din tilgang til ledelsen af afdelingen. Du har respekt for den politiske styring, og som person trives du med selv at stå på mål samtidig med, at du giver plads til andre.

Du er dygtig til at kommunikere og kan levere klare budskaber til såvel ledere, medarbejdere som samarbejdspartnere, og du forstår at samle organisationen om kommunens visioner om vækst og udvikling.

Du er ambitiøs og visionær på kommunens vegne, og du er engageret og passioneret i arbejdet med sundheds- og omsorgsområdet.

På Silkeborg Kommunes hjemmeside kan du læse mere om kommunens strategiplan, ledelsesgrundlag samt job- og personprofil mv.: "Bliv leder hos os".

Yderligere information:

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte direktør Anders Kjærulff på 20 16 73 47.

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningsfristen til stillingen er fredag 22. november 2019.

Første samtalerunde finder sted mandag 2. december i tidsrummet kl. 8.00-15.00 og anden samtalerunde mandag 9. december i tidsrummet kl. 8.00-12.00.

Kandidater, der går videre til anden samtale, skal gennemføre en Garuda Kompetenceprofil.

Forventet tiltrædelse 1. februar 2020.

Vi foretrækker, at du sender din ansøgning online. Du finder stillingen på Silkeborg Kommunes hjemmeside. Klik på Ansøg og vedhæft din ansøgning og relevante bilag.