Ny sundhedsreform
Den 1. januar 2027 træder en ny sundhedsreform i kraft, og også i ETF er forberedelserne i fuld gang.
Sundhedsreformen er kort fortalt en strukturreform, hvor landets fem regioner bliver til fire og der oprettes 17 nye såkaldte sundhedsråd, som erstatter de nuværende sundhedsklynger.
Reformen betyder, at ansvaret for mange sundhedsopgaver bliver fordelt på nye måder, og derfor får det også betydning for ergoterapeuter i både regioner og kommuner. Som et eksempel på en forandring, som reformen vil føre med sig, kan nævnes en fusion af somatik og psykiatri.
For at komme de mange spørgsmål fra alle jer medlemmer af ETF i møde holdt vi i februar 2025 et webinar om de kommende forandringer på fx genoptrænings- og hjælpemiddelområdet.
Webinaret er ikke optaget, men du kan læse mere om sundhedsreformen her:
Aftale om ny sundhedsreform får betydning for ergoterapeuter
Regionerne overtager ansvaret for specialiseret genoptræning og patientrettet forebyggelse
Ældreområdet
Ældrereform og ny ældrelov
Siden 2022 har ældreområdet været centrum for et reformarbejde – og det har været både intenst og vigtigt. Målet har været at mindske bureaukratiet og sikre, at færre forskellige medarbejdere havde deres gang i borgernes hjem. Helhedspleje, tværfaglige teams, tillid til faglighed og borgerens selvbestemmelse og livskvalitet har været centrale pejlemærker, og samtidig har der været fokus på, at al pleje gives med et forebyggende og rehabiliterende sigte.
ETF har fulgt processen tæt og sat et markant præg på den – blandt andet ved at insistere på, at forebyggelse, rehabilitering og træning er kerneelementer i en ældrepleje, der giver mening for både borgere og kommuner.
Vi har opsøgt dialog med alle ældrepolitiske ordførere og fået foretræde for dem alle. Vi har deltaget i møder med ældreminister Mette Kierkgaard – både på hendes og vores initiativ. Vi samarbejder desuden med en række andre aktører på området.
ETF mener - og arbejder for - at:
Borgerne får målrettet forebyggelse, individuel rehabilitering og genoptræning
Tværfaglige teams skal inkludere ergoterapeuter
Tværfaglig ledelse er afgørende for at understøtte teamsamarbejdet
Ergoterapeuters kerneopgave er rehabilitering og genoptræning – ikke plejeopgaver
Ergoterapeuter skal kunne indgå i helhedsplejen, når det har faglig relevans
Ergoterapeuter kan koordinere rehabiliteringsforløb, rådgive kolleger og styrke onboarding og teamtilknytning
Der skal være mulighed for monofaglig sparring på tværs af teams
Ret til rehabilitering – en rød tråd i ETF’s arbejde
At sikre borgernes ret til rehabilitering er en kerneopgave for ETF – både fagligt og politisk. Gennem netværket Rehabiliteringsforum Danmark, som ETF var med til at stifte, arbejder vi for, at rehabilitering får den anerkendelse, den fortjener i uddannelse, praksis og forskning. Her repræsenteres ETF af næstformand Margrethe Boel.
Vi tager afsæt i Hvidbog om rehabilitering og udbreder kendskabet til begrebet functioning – på dansk funktionsevne – som en vigtig indikator, der bør være styrende for rehabiliterende indsatser.
Siden hvidbogen udkom i 2022, er der kommet flere tillæg, blandt andet ”Rehabilitering og palliation – sammenhæng ved livstruende sygdom”.
Ny ældrelov trådte i kraft 1. juli 2025
Selvom vi har kæmpet for det, er § 83a og § 86 ikke længere borgerrettigheder under den nye ældrelov. Alligevel rummer loven – både eksplicit og mellem linjerne – et fokus på forebyggelse, rehabilitering og træning. Ældreministeren har tilkendegivet tillid til, at kommunerne gør det rette.
"I ETF er vi bekymrede for, om borgerne fortsat vil få adgang til målrettet, individuel rehabilitering.
I ETF er vi bekymrede for, om borgerne fortsat vil få adgang til målrettet, individuel rehabilitering. Derfor sendte vi i januar 2025 et nytårsbrev til alle 98 kommuners ældrechefer med et klart budskab om værdi og effekt af rehabilitering, koordineret af en ergoterapeut. Responsen på brevet var positiv: Flere kommuner meldte, at de fastholder en indsats svarende til § 83a – og flere inviterede os på besøg til dialog.
Læs nyheden om brevet: Rehabilitering: ETF sender brev til alle kommuner
I tæt samarbejde med EFS Geriatri og Gerontologi har vi skrevet høringssvar til både lovforslag, bekendtgørelser og vejledninger. Vi er repræsenteret i alle partnerskaber under Ældreministeriet, der skal understøtte og evaluere lovens implementering – og vi deltager desuden i kommunale følgegrupper og i Det nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærds (VIVE) udviklingslaboratorium for ældreområdet.
I 2025 har vi holdt flere webinarer om Ældreloven, og her har i alt ca. 500 medlemmer deltaget.
Nyt partnerskab på demensområdet
Ergoterapeuter har meget at byde på, når det gælder mennesker med demenssygdomme, og derfor er ETF også en del af et nyt partnerskab på området.
For at få endnu flere til at tage ansvar for at skabe et demensvenligt samfund er Demensalliancen og Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark nemlig gået sammen i et nyt partnerskab for demensvenlighed: Partnerskabet for Demensvenlighed, hedder det, og det skal især arbejde for at skabe synlighed, inklusion og fremdrift.
Partnerskabet samler aktører fra faglige organisationer, civilsamfund, patientforeninger og vidensorganisationer med det formål at skabe værdi for mennesker med demens, deres pårørende, medarbejdere og samfundet generelt.
Styregruppen består af: ETF, DSR, FOA, Ældresagen og Alzheimerforeningen, og partnerskabets aktiviteter kører i to spor:
Indsatser for et demensvenligt Danmark – herunder demenssymbolet og demensugen
Indsatser for medarbejdere og ledere – bl.a. udviklingen af demensvenlige kommuner, demenstopmøde og demenscamps
Om Demensalliancen
Afholder demenscamps for kommunerne. Næsten alle kommuner har deltaget på alliancens demenscamps, og mange ergoterapeuter har i den forbindelse holdt oplæg og været sparringspartnere
Kvalificerer kampagnen ”Aldrig alene med demens” i et kommunalt perspektiv
Inviterer en gang om året til Demenstopmøde
ETF har været en del af Demensalliancen siden 2016
Fra 2025 er Kommunernes Landsforening indtrådt, og Ældresagen er udtrådt af alliancen
Om Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark (FFDD)
Arbejder for at gøre det lettere og tryggere for mennesker med demens at færdes i sundhedssektoren, bl.a. ved at øge kendskabet til det nationale demenssymbol og hvordan man møder mennesker med demens
Gennemførte i efteråret 2023 en undersøgelse blandt kommunalt ansatte, der var i berøring med og/eller havde indsigt i kommunens arbejde med mennesker med demens
Undersøgelsen viste bl.a., at 83 procent af de mennesker, der lever med demens, fortsat bor i eget hjem, men trækker sig fra sociale aktiviteter og fritidstilbud
Deltog på ETF’s fagkonference ERGO24 og hjælpemiddelmessen Health & Rehab 2025
Om demens
100.000 danskere lever med en demenssygdom
Mennesker med demens udgør en særligt sårbar gruppe. De tager mindre initiativ til at henvende sig til sundhedsvæsenet. De har sværere ved at give udtryk for deres symptomer og behov. De har svært ved at overholde deres aftaler og behandlingsplaner og kan generelt være utrygge ved at færdes i ukendte rammer
Om Parkinsonalliancen
En sammenslutning af foreninger, der arbejder for at forbedre forholdene for mennesker med Parkinson ved at tale deres sag over for beslutningstagere
Alliancen består af: Parkinsonforeningen, Dansk Selskab for Bevægeforstyrrelser (Danmodis), Dansk Neurologisk Selskab, Danske Nervelægers Organisation, Fagligt Selskab for Neurosygeplejersker, Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Ergoterapifagligt Selskab for Neurorehabilitering, Audiologopædisk Forening, Kost- og Ernæringsforbundet, Fagligt Selskab af Kliniske Diætister, Dansk Psykolog Forening og Pårørende Danmark
Udgav i 2023 ”Hvidbog om Parkinson”, som ETF og EFS Neurorehabilitering var involveret i tilblivelsen af. Download bogen gratis her: Hvidbog om Parkinson
EFS Neurorehabilitering har en plads i styregruppen for Dansk Parkinson Kvalitetsdatabase og har sendt ergoterapeut Lene Møller. Læs mere her: Dansk Parkinson Kvalitetsdatabase
Om Parkinsons sygdom
Den hastigst voksende neurologiske sygdom. Antallet af patienter forventes at stige fra 12.000 i 2025 til flere end 20.000 i 2040
Det er en kompleks sygdom, der påvirker menneskers fysiske, kognitive og mentale helbredstilstand. Sygdommen kan ikke helbredes, men der kan gøres meget for, at man kan leve et forholdsvis godt liv med sygdommen