Privatpraktiserende ergoterapeuter – ret til frit valg
Siden 2019 har ETF arbejdet for, at ergoterapi – ligesom andre sundhedsfag – skal kunne tilbydes med offentligt tilskud i privat regi. Vi mener, at borgerens frie valg også skal gælde ergoterapi.
Behovet er klart: Flere børn og unge mistrives, mange voksne har senfølger efter sygdom, og kravene til uddannelse og arbejdsliv stiger. Ergoterapi kan støtte mennesker til et aktivt og meningsfuldt liv – også uden for det offentlige system.
Ca. 210 af vores medlemmer arbejder i privat praksis, og de dækker hele paletten af ergoterapi. Vi samarbejder tæt med Klub for Privatpraktiserende Ergoterapeuter (KPPE), og der er opbygget nye samarbejder med regionerne og med Jordemoderforeningen, Socialrådgiverforeningen og Danske Fysioterapeuter.
Det internationale samarbejde – en stærk dansk stemme
ETF er aktiv i både det europæiske og globale ergoterapifællesskab. Formanden sidder i WFOT’s bestyrelse (World Federation of Occupational Therapists), og næstformanden i COTEC’s bestyrelse (Council of Occupational Therapists for the European Countries).
I 2024 blev en ny europæisk kongres lanceret: The 1st Occupational Therapy Europe Congress – med undertitlen “Future Proofing Occupational Therapy”. Kongressen favner praksis, forskning og uddannelse og markerer et nyt skridt for ergoterapifagligt samarbejde i Europa.
Danmark er fortsat det land i verden med flest ergoterapeuter pr. indbygger – og mange danske forskere deltager aktivt på de internationale konferencer.
Nordisk samarbejde – inspiration og fælles erfaringer
De nordiske formænd og næstformænd mødes hvert år og udveksler erfaringer og viden. I 2024 deltog også sekretariaterne, og det blev tydeligt, at Danmark – og ETF – står stærkt i forhold til politisk adgang, indflydelse og samarbejde. Vi er en lille, men slagkraftig organisation, der bliver lyttet til. Og det er ikke givet i andre lande, hvor kontakt til politikere og beslutningstagere kan være meget sværere.