Person i blå trøje ser til siden mod turkis baggrund

Ergoterapeuter på Health & Rehab, ERGO24 og Folkemødet

Medlemmernes forening

Ergoterapeuter styrker fagets position på Health & Rehab

1.324 ergoterapeuter fra hele landet tog i foråret 2025 turen til den store hjælpemiddelmesse Health & Rehab, som rundede i alt 7.608 deltagere. EFT’s stand på messen var både i 2025 og 2023 velbesøgt.

På messen deltog også 65 ergoterapeutstuderende fra alle skoler, og til dem havde ETF bl.a. et oplæg under overskriften Sex som aktivitetsproblem, ligesom de studerende på en særlig stand kunne få en snak om alt fra fagets faglige spændvidde til fordelene ved at være medlem hos os.

Den store interesse for messen understreger, at ergoterapeuter er den primære faggruppe på hjælpemiddelområdet. I ETF tager vi ansvar ved at følge både den faglige og den teknologiske udvikling på området tæt – og ved at bidrage til den politiske debat på området.

På selve messen præsenterer formand Tina Nør Langager i de politiske paneldebatter ETF’s fagpolitiske budskaber. I 2025 var fokus på vores anbefalinger på hjælpemiddelområdet set i lyset af en landspolitisk beslutning om at afskaffe det såkaldte afgrænsningscirkulære og den varslede forenkling af reglerne på hjælpemiddelområdet.

Om Health & Rehab

Danish.Care – Branchen for Hjælpemidler og Velfærdsteknologi – ejer konferencen. ETF er samarbejdspartner og har plads i messens Advisory Board

ETF er desuden – sammen med Dansk Handicap Forbund og Danish.Care – en del af et trekløver, som planlægger messens åbning og politiske paneldebat.

Fagkonferencen ERGO24

For fjerde gang inviterede ETF den 6. - 7. november 2024 alle sine medlemmer til den store fagkonference ”ERGO24 – En del af løsningen”, der fandt sted i Vingsted lidt uden for Vejle. I alt deltog 450 ergoterapeuter, og der blev indsendt flere end 100 abstracts, som konferencens faglige indhold blev tilrettelagt ud fra.

Programmet bød på alt fra sundhedsøkonomi over hverdagsteknologi og træning af facialis parese til ADL-I, dysfagi, hjerterehabilitering, neurorehabilitering, vægttabsinterventioner, energiforvaltning, transformation og forskningsstrategi.

Sundhedsøkonom og professor Jes Søgaard gav deltagerne et indblik i sundhedsøkonomien bag de store udfordringer, som i de her år presser sundhedsvæsenet. Den svenske professor Ingeborg Nilsson fortalte, hvordan ergoterapeuter med sociale aktiviteter på recept kan komme til at spille en stor rolle i bekæmpelsen ensomhed hos ældre. Og fra Schweiz klædte professor emeritus Jerome Bickenbach deltagerne på med ny viden om begrebet funktionsevne, som han ser som en tredje og vigtig sundhedsindikator.

På konferencen blev der også uddelt priser og netværket til den helt store guldmedalje, og generelt fik vi positive tilbagemeldinger på fagkonferencen: 89 procent af deltagerne svarede efter konferencen, at indhold og tema i ”meget høj grad” eller ”i høj grad” var relevant for dem. 96 procent svarede, at det samlede udbytte af konferencen var ”meget godt” eller ”godt”.

Vi planlægger at holde næste fagkonference i 2027.

Ergoterapi på Folkemødet – tæt på folk og politik

Hvert år i juni drager Ergoterapeutforeningen (ETF) til Folkemødet på Bornholm for at fortælle omverdenen, hvor stor betydning ergoterapi har for velfærdssamfundet.

På Folkemødet når vi på få dage en masse borgere, organisationer og beslutningstagere. Nogle kender alt til ergoterapi og har direkte eller indirekte indflydelse på vores arbejdsvilkår. Andre møder vores fag for første gang. For alle gælder det, at vores deltagelse øger anerkendelsen og interessen for faget.

På Folkemødet bruger vi de politiske dagsordener til at gøre os relevante og synlige, og vi bidrager til debatten på de områder, hvor ergoterapeuter er en vigtig faggruppe. De seneste tre år har vi bl.a. sat fokus på recovery i psykiatrien, velfærdsteknologi og hjælpemidler, rehabilitering på ældreområdet, ulighed i sundhed, dysfagi, sanseintegration, vores uddannelsesstruktur og offentligt tilskud til privat ergoterapi.

Traditionen tro inviterer ETF til morgenbadning på stranden lørdag kl. 8 – og på den måde sætter vi også fysisk fokus på meningsfulde aktiviteter.

I løbet af Folkemødet møder vi selvfølgelig også ETF-medlemmerne, og vi har også medlemmer repræsenteret enten i vores debatter eller i arrangementet ”Hverdagens Sundhedshelte”.

I et par år har vi også været en del af det såkaldte ”Fælles sundhedstelt” og sammen med andre sundhedsfaglige grupper sat fokus på faggrupperne og temaer fra hverdagen i sundhedsvæsenet. Blandt meget andet har vi i sundhedsteltet stået bag en hjælpemiddelquiz, der ud over at gøre ergoterapien synlig også gav anledning til en snak om rehabilitering.

Alle de uformelle stunder, måltider og arrangementer på Folkemødet bruger vi til at tale vores fag op og sætte fokus på ergoterapi.

REP25 - ETF's beretning