Fremtidens fællesskab: De unges stemmer i ETF
Hvordan skaber vi et fagligt fællesskab, som unge ergoterapeuter har lyst til at være en del af?
Det spørgsmål har været omdrejningspunkt for en række initiativer i denne repræsentantskabsperiode, hvor vi blandt andet har undersøgt, hvad studerende efterspørger af deres fagforening. Indsatsen har omfattet dialog på studenterarrangementer, interviews og spørgeskemaundersøgelser – og ét tema gik igen: Det kan være svært at få unge i tale – og endnu sværere at få dem engageret i det organiserede foreningsliv.
Indsatsen lærte os dog også noget andet vigtigt: Relationer og nærvær virker, og på Health & Rehab-messen i marts fik vi talt med stort set alle de studerende, der deltog. 10 meldte sig ind i ETF - ikke på grund af en kampagne, men fordi de blev mødt i øjenhøjde.
Erfaringerne viser, at vi skal tilbyde engagement med lavere adgangsbarrierer og muligheder for medskabelse uden tungt bureaukrati. Og at vores tilbud ikke nødvendigvis skal tale ind i en særlig generation – men i menneskers reelle behov.
Indsatsen markerer første skridt i en større bevægelse, hvor vi vil styrke medlemsdemokratiet og sikre, at unge oplever ETF som et relevant, værdibåret og engagerende fællesskab.
I den kommende periode vil vi arbejde videre med:
Hvordan vi kan invitere flere unge ind i fællesskabet
Hvordan vi kan udvikle relevante og attraktive tilbud
Hvordan vi giver plads til de unges stemme og engagement i ETF
Studieambassadører - de studerendes stemme i ETF
I januar 2023 lancerede ETF pilotprojektet ”Studieambassadører”. To ergoterapeutstuderende – én fra UCN og én fra Københavns Professionshøjskole (KP) – blev ansat med det mål at styrke forbindelsen mellem de studerende og deres fagforening.
Ambassadørerne blev vores øjne og ører på uddannelsesstederne. Gennem tæt dialog og løbende sparring blev vi klogere på, hvad de studerende har brug for, og hvordan vi bedst kan være relevante i deres studieliv. De gav os viden om, hvad der rører sig – og hvad der betyder mest for de studerende.
Samtidig bidrog ambassadørerne til at gøre ETF mere synlig på studiestederne – i et sprog og en form, som de studerende kan spejle sig i. De var med til at skabe en nærværende og tilgængelig kontaktflade til foreningen.
Pilotprojektet viste sit værd – og i dag er det blevet et fast tilbud i ETF. Vi har nu studieambassadører på alle ergoterapeutuddannelser, og arbejdet fortsætter med blandt andet webinarer, lokale aktiviteter og en styrket tilstedeværelse på campus.
Studieambassadørerne er blevet et vigtigt led i arbejdet med at styrke tilknytningen til de studerende og gøre ETF til et fællesskab, de har lyst til at være en del af – allerede fra studiestart.
7. semester-studerende hurtigt i job med fælles projekt
Fra april 2022 til vinteren 2023 deltog ETF i et fælles projekt med Danske Fysioterapeuter, Din Sundhedsfaglige A-kasse (DSA), VIA University College og Københavns Professionshøjskole. Målet var at støtte de studerende på 7. semester i overgangen fra studie til arbejdsmarked – og hjælpe de få ledige dimittender hurtigere i job.
Selvom dimittendledigheden blandt ergoterapeuter generelt var lav, ønskede vi at afprøve nye metoder, der kunne styrke de studerendes vej ud i deres første job. Derfor bidrog en lang række ergoterapeuter fra kommuner, regioner, privat praksis og det selvstændige område med personlige oplæg på uddannelsesstederne. De fortalte om deres karriereveje og gav inspiration og konkret viden om både det første job og arbejdslivet i dag.
Samtidig tilbød DSA en række målrettede aktiviteter til dimittenderne – fx individuel vejledning, workshops, online netværk og jobmatch-møder med arbejdsgivere. Projektet viste, at en mere intens og praksisnær indsats virker: Flere ergoterapeuter gik enten direkte i job efter endt uddannelse – eller hurtigere end tidligere.