Psykiatri - vi arbejder for en specialuddannelse
ETF har gennem flere år arbejdet målrettet på at få etableret en specialuddannelse i psykiatri for ergoterapeuter og fysioterapeuter.
En af udfordringerne i psykiatrien er – ligesom i resten af sundhedsvæsenet – mangel på personale. Samtidig har mange ergoterapeuter heldigvis et ønske om at arbejde i psykiatrien, og de har særlige kompetencer, som er eftertragtede og anerkendte, og som kan være essentielle for patienters recovery. Ergoterapeuter er med andre ord en vigtig faggruppe i psykiatrien. Det skal bakkes op af en specialuddannelse, der er ligestillet med sygeplejerskernes. Og det initiativ står øverst på ETF’s dagsorden i forhold til at kunne forbedre ergoterapeuters kompetencer og karrieremuligheder i psykiatrien.
Regionerne har bakket op og ønsket uddannelsen, og Sundhedsstyrelsen har udarbejdet et fagligt oplæg til uddannelsen, så vi er på vej og arbejder sideløbende i flere spor.
ETF’s formand Tina Nør Langager har en plads i Psykiatrirådet og følger udmøntningen af indsatserne i 10-års planen for psykiatrien. Samtidig har ETF’s regionsformænd holdt møder med regionale psykiatriudvalg, ligesom Tina Nør Langager har været til møder med psykiatriordførere på Christiansborg, og ETF-sekretariatet løbende fastholder en dialog med ministeriet.
Det kan tage flere år at få en politisk opbakning, der er tilstrækkelig stor til, at en sag bliver prioriteret og taget med i de politiske forhandlinger. Men i ETF giver vi ikke op.
Hjælpemiddelområdet - nytænkning og faglighed
Arbejdet med hjælpemidler er et kerneområde for mange ergoterapeuter og har derfor naturligvis altid fyldt meget i ETF’s arbejde. Nu er området under forandring, og vi mener, at det kræver radikale ændringer: Der skal lægges endnu mere vægt på det enkelte menneskes behov, og de ergoterapeutiske vurderinger skal være omdrejningspunkt. Det kræver en nytænkning af struktur og regler på hjælpemiddelområdet.
I 2022 undersøgte vi, hvordan medlemmer af ETF oplevede hjælpemiddelområdet, og resultatet dannede grundlag for et målrettet arbejde med at påvirke politiske beslutningstagere og samarbejdspartnere på området.
Nu ser det ud til, at ETF’s benarbejde har virket, for regeringen har bebudet, at der skal ske en forenkling af reglerne på hjælpemiddelområdet.
Nu ser det ud til, at ETF’s benarbejde har virket, for regeringen har bebudet, at der skal ske en forenkling af reglerne på hjælpemiddelområdet. I 2024 indgik et bredt flertal i Folketinget en politisk rammeaftale, som bl.a. pålægger kommunerne at indføre løsninger, der betyder, at borgerne kan få udleveret udvalgte hjælpemidler uden en forudgående visitation. Derudover skal reglerne på hjælpemiddelområdet forenkles, så borgerne oplever en mere smidig visitation til hjælpemidler. Sideløbende er det i ”Aftale om Sundhedsreform 2024” politisk blevet besluttet, at det såkaldte afgrænsningscirkulære skal afskaffes.
Alle ændringer på hjælpemiddelområdet forventes at være implementeret i 2027.
Læs om rammeaftalen: Rammeaftale mellem regeringen (SVM) og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet
Læs om: Sundhedsreformen
Ergoterapeutforeningen er enig i, at der skal ske en forenkling af reglerne på området, men vi mener, at det skal gøres klogt og uden at gå på kompromis med den faglige vejledning. Derfor udarbejdede vi i samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL) i 2024 et fælles udspil om, hvordan vi får skabt klarhed på hjælpemiddelområdet. Samtidig udgav ETF selv otte anbefalinger, der skal sikre fagligheden på området.
Læs udspillet Skab klarhed på hjælpemiddelområdet
Begge udspil fortæller, hvordan udvalgte ændringer på hjælpeområdet kan forenkle sagsbehandlingen og sætte fokus på de faglige vurderinger.
I 2025 blev ETF inviteret ind i en arbejdsgruppe i Social- og Boligministeriet for at give input til, hvordan man kan forenkle reglerne på hjælpemiddelområdet. Det gælder blandt andet etableringen af en ny model, der skal skabe klarhed om, hvem der har ansvar for udleveringen af behandlingsredskaber og hjælpemidler. Den nye model skal erstatte afgrænsningscirkulæret, som i dag giver ergoterapeuter en del udfordringer, fordi cirkulæret betyder, at mange borgere falder mellem to stole.
Arbejdet har givet os mulighed for at argumentere for, hvor vigtig den ergoterapeutiske faglighed er på området. Samtidig sætter vi vores præg på udviklingen via en plads i et Advisory Board på hjælpemiddelområdet i Social- og Boligstyrelsen.
For at spille ind i det overordnede landspolitiske ønske om at kunne udlevere hjælpemidler ud fra en positivliste uden forudgående visitation har ETF sat fokus på de velfungerende såkaldte kvikserviceløsninger, som 80 procent af de danske kommuner ifølge Danske Kommuner har etableret til hurtig udlevering af hjælpemidler. Ergoterapeutforeningen mener, at alle kommuner bør oprette en kvikserviceløsning med ergoterapifaglig bemanding, og har derfor til inspiration og videndeling samlet erfaringer fra ni kommuner.
Læs mere
Flere og flere ergoterapeuter får job på dag- og botilbud på det specialiserede voksensocialområde og i socialpsykiatrien, og samlet set vurderer ETF, at ergoterapeuter er den sundhedsfaglige gruppe, der er flest af på socialområdet.
Det er ikke så underligt, for ergoterapeuter tager sig af indsatser til en bred og kompleks målgruppe – fra børn med handicap til voksne med psykiatriske lidelser. I ETF’s øjne er den ergoterapeutiske faglighed afgørende for at sikre, at ingen borgere falder mellem to eller flere stole – og at indsatsen til dem bliver både meningsfuld og effektiv.
Nu skal kvaliteten på området løftes.
I 2024 indgik SVM-regeringen, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre en rammeaftale, der skal sikre udviklingen af området. Partierne foreslår, at den højt specialiserede del af handicapområdet inddeles i specialer, så man samler viden, kompetencer og indsatser til personer med beslægtede behov og på den måde kan løfte kvaliteten af indsatsen.
ETF argumenterer for, at den ergoterapeutiske faglighed bliver inddraget i arbejdet med specialeplanlægningen og udviklingen af det højt specialiserede handicapområde. Tina Nør Langager har bl.a. mødtes med socialminister Sophie Hæstorp Andersen (S), der godt kan se potentialet i, at den ergoterapeutiske faglighed bliver repræsenteret i relevante arbejdsgrupper.
Læs om rammeaftalen: Rammeaftale mellem regeringen (SVM) og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti samt Radikale Venstre om en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet
Ergoterapeuter gør en forskel på det specialiserede socialområde, fordi:
De arbejder helhedsorienteret og målrettet med at støtte mennesker i at opnå selvstændighed – hvad enten det handler om at kunne tage tøj på, benytte offentlig transport eller vende tilbage til arbejdsmarkedet
De qua deres sundhedsfaglige kompetencer kan identificere sundhedsfaglige udfordringer. Det ses bl.a. i arbejdet med kræftpatienter og i palliative forløb
De qua deres sundhedsfaglige kompetencer spiller en vigtig rolle som brobyggere
Børn og unge i psykisk mistrivsel – lettilgængelige tilbud skal hjælpe
For at imødekomme en stigende mistrivsel blandt børn og unge er et nyt tilbud sat i søen: De lettilgængelige tilbud. De lettilgængelige tilbud er en del af regeringens 10-årsplan for psykiatrien og har til formål at sikre en hurtigere og mere direkte indsats for børn og unge, der oplever psykisk mistrivsel. Tilbuddene etableres i alle landets kommuner og skal være fuldt implementeret inden udgangen af 2025. Ordningen er forankret i Sundhedsloven og giver børn, unge og deres forældre mulighed for at søge hjælp uden henvisning. Tilbuddene er gratis og lettilgængelige, hvilket skal sikre, at flere får den nødvendige støtte i tide.
Ergoterapeuters tilgang med aktivitetsbaseret behandling kan være afgørende for, at børn og unge, der har det svært, finder mening og glæde i hverdagen.
Indsatsen med de lettilgængelige tilbud er et vigtigt skridt i retning af at skabe en mere helhedsorienteret tilgang til mental sundhed. I ETF har vi fokus på, at ergoterapi bliver inkluderet i de nye tilbud, fordi en styrkelse af ergoterapiens rolle i det kommunale sundhedssystem er vigtig for de børn og unge, som har brug for støtte i hverdagen.
Ergoterapeuters tilgang med aktivitetsbaseret behandling kan være afgørende for, at børn og unge, der har det svært, finder mening og glæde i hverdagen. Samtidig har ergoterapeuter en unik tilgang til det tværfaglige samarbejde, hvor fokus på aktiviteter og miljøtilpasning kan forbedre trivsel og funktionsevne.
Læs mere
På etf.dk har vi samlet information om de lettilgængelige behandlingstilbud samt inspiration til, hvordan du som ergoterapeut sætter ord på værdien af de ergoterapeutiske interventioner for målgruppen
Fagbladet Ergoterapeutens tema om børn og unge i mistrivsel, hvor også de nye lettilgængelige behandlingstilbud er nævnt