Opdaterede beregnere styrker rådgivning og overblik
Løn- og barselsberegnerne er vigtige værktøjer for medlemmerne, ikke mindst tillidsrepræsentanter, der bruger dem i forbindelse med rådgivning og forhandling.
Efter overenskomstforhandlingerne i 2024 og ændringer i barselslovgivningen har ETF opdateret begge beregnere på tværs af de tre offentlige overenskomstområder, så de fortsat er aktuelle og brugbare.
Lønberegneren – nu med fritvalg og vagttillæg
De seneste overenskomstresultater indeholdt elementer, som den tidligere version af lønberegneren ikke kunne håndtere – fx vagttillæg på det regionale område og ændrede regler om fritvalgstillæg, der trådte i kraft 1. april 2025.
I tæt samarbejde med vores leverandører arbejder vi i ETF på at opdatere lønberegneren, så den kan:
Give et klart overblik over lønsammensætningen
Medregne både vagttillæg og fritvalg
Understøtte tillidsrepræsentanter i forhandlinger og dialog med medlemmer
Derudover har vi indført, at nye tillidsrepræsentanter får gennemgået lønberegneren som en del af introduktionen – så de hurtigt kan anvende værktøjet i praksis.
Barselsberegneren – mere fleksibel og opdateret
På barselsområdet har der også været ændringer – både i overenskomster og lovgivning. Det gælder bl.a.:
Øget lønret til far/medmor
Mulighed for at overdrage barsel til nærtstående eller sociale forældre
Derfor har ETF – i samarbejde med Danske Fysioterapeuter – opdateret barselsberegneren, så den nu rummer alle gældende regler og rettigheder. Mange medlemmer bruger beregneren aktivt og tager planerne med til møder om deres kommende barsel.
Beregnere, der bruges og gør en forskel
Både løn- og barselsberegnerne bliver i stigende grad brugt – både selvstændigt af medlemmerne og i dialogen med sekretariatet og tillidsrepræsentanter. Det visuelle overblik i barselsberegneren og den konkrete beregning af lønelementer i lønberegneren har gjort begge til vigtige redskaber i medlemsrådgivningen.
ETF opdaterer løbende beregnerne, så de giver maksimal værdi og støtte til medlemmerne.
Prøv Lønberegneren og Barselsberegneren