Person står foran grøn beplantning og ser til siden

Tidsregistrering, hviletid og mere detaljerede ansættelsesbeviser

Arbejdslivet

Juridiske ændringer i arbejdslivet

Tidsregistrering

Fra 1. juli 2024 skal alle arbejdsgivere indføre systemer, der registrerer daglig arbejdstid. Det gælder også selvtilrettelæggere i kommunerne og skal sikre overholdelse af arbejdstidsregler og hviletid.

Hviletid og rådighedsvagter

Samtidig træder nye regler i kraft, som betyder:

  • Rådighedsvagter på arbejdspladsen kan ikke længere tælle som hvile

  • Kompenserende hviletid skal afholdes umiddelbart efter arbejdsperioden

Disse ændringer skal indgå i arbejdsmiljøsamarbejdet og dokumenteres gennem tidsregistrering.

Ansættelsesbeviser bliver mere detaljerede

En ny lov om ansættelsesbeviser trådte i kraft den 1. juli 2023. Bag den nye lov ligger et EU-direktiv fra 20. juni 2019 (EU 2019/1152), som Folketinget skulle implementere – og det skete så ved at vedtage den nye lov.

Loven om ansættelsesbeviser gælder for alle lønmodtagere, hvis gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er på mere end tre timer målt over en fire ugers referenceperiode.

Loven udvider arbejdsgivers oplysningspligt i forbindelse med udarbejdelse af medarbejdernes ansættelsesbeviser - tidligere skulle 10 specifikke punkter fremgå af ansættelsesbeviset, nu skal arbejdsgiver oplyse om 15 specifikke punkter.

For at sikre, at også de kommunale, regionale og statslige ansættelsesbreve fremover lever op til lovens krav, blev den eksisterende aftale om ansættelsesbeviser opdateret med virkning fra 1. september 2023.

Som noget nyt er der fx tilføjet:

  • Varigheden af og vilkårene for prøvetid

  • Medarbejderens rettigheder ved fravær med løn

  • Ordninger for overarbejde og betaling herfor, oplysning om garanterede arbejdstimer, varsling m.v., også når medarbejderens arbejdsmønster er helt eller overvejende uforudsigeligt

  • Eventuel ret til uddannelse

  • Identitet på sociale sikringsinstitutioner, som arbejdsgiver betaler til

Den ansatte skal i henhold til loven eller aftalerne have sit ansættelsesbevis i hænde ved stillingens tiltrædelse, eller senest syv dage herefter. Ved ændringer i ansættelsesvilkårene, skal den ansatte have besked om det hurtigst muligt og senest på det tidspunkt, hvor ændringerne træder i kraft.

Allerede ansatte pr. 1. september 2023, hvis ansættelsesbevis ikke lever op til kravene i de nye aftaler, kan skriftligt anmode arbejdsgiveren om at modtage de manglende oplysninger. Arbejdsgiveren skal efterkomme anmodningen senest inden for en frist af otte uger efter, at den er fremsat.

Ergoterapeutforeningen oplever, at de offentlige arbejdsgivere lever op til kravene i de nye aftaler, mens der fortsat er enkelte arbejdsgivere på det private område, som endnu ikke har fået implementeret de nye regler i deres ansættelsesbeviser.

REP25 - ETF's beretning