Person sidder foran rød trævæg og ser til siden

Bedst mulige løn- og arbejdsvilkår

Arbejdslivet

Et godt arbejdsliv med bedst mulige løn- og arbejdsvilkår

Siden seneste repræsentantskabsmøde har reformer og samfundsudvikling sat markante aftryk på ergoterapeuters arbejdsliv. Overenskomstforhandlingerne i 2024 fandt sted i en tid præget af forandringer i sundhedsvæsenets struktur, økonomisk usikkerhed og anbefalinger fra Robusthedskommissionen. Det påvirkede både de offentlige og private forhandlinger i 2023 og 2025.

OK24 – stærke resultater og klar retning

Forhandlingerne ved OK24 førte til en betydelig lønudvikling over to år samt nye muligheder for fleksibilitet. Alle personalegrupper fik den samme økonomiske ramme – og ETF sikrede, at den blev udmøntet med fokus på vores medlemmers behov.

Vi opnåede:

  • Reallønsforbedringer til alle

  • En markant forhøjelse af pensionsprocenten

  • Øgede muligheder for frit valg mellem løn, opsparing og pension

  • Mulighed for at opspare op til 15 dages frihed (fx afspadsering og 6. ferieuge)

  • Videreførelse og styrkelse af de offentlige kompetencefonde

Med over 97 procent ja-stemmer ved urafstemningen blev OK24 en historisk opbakning til aftalen.

Vagttillæg og trepartsmidler

Robusthedskommissionen og den efterfølgende trepartsaftale satte fokus på at forbedre vagtarbejdet. Regeringen udpegede udvalgte faggrupper til ekstra lønmidler – men ved OK24 lykkedes det også at sikre andel i midlerne til ergoterapeuter med vagtfunktion.

Vi aftalte:

  • Forhøjede arbejdstidsbestemte tillæg for alle

  • Vagttillæg til ansatte i regionerne

Medlemmernes stemme i forhandlingerne

Over 500 medlemmer deltog i dialogen op til OK24 – via 39 arbejdspladsbesøg og møder for ledende ergoterapeuter. Det gav os et stærkt mandat til at kæmpe for det, der er vigtigst: et fleksibelt, meningsfuldt arbejdsliv og gode løn- og ansættelsesvilkår.

Klar til OK26 – fleksibilitet og balance i centrum

Forberedelserne til OK26 er i gang. Medlemmerne har allerede sat retningen med fokus på:

  • Øget fleksibilitet og indflydelse på arbejdstid

  • Bedre balancer mellem arbejdsliv og familieliv

  • Stærke løn- og ansættelsesvilkår

Vi forhandler i Akademikerne – for større handlefrihed

Ergoterapeuterne forhandler sammen med Akademikerne, hvor vi koordinerer tæt med Danske Fysioterapeuter og Jordemoderforeningen – og fremover også Danske Bioanalytikere.

Ved OK24 forhandlede vi selvstændigt uden om Forhandlingsfællesskabet, fordi vi ønskede løsninger, der bedre matcher vores behov. Vi meldte os siden ud for at sikre fleksibilitet og målrettede aftaler – uden at give køb på det lokale samarbejde, som vi stadig prioriterer højt.

REP25 - ETF's beretning