Hjem > Pædagogiske og sundhedsfaglige medarbejdere søges til tværfagligt døgntilbud i Center for Autisme og Specialpædagogik

Pædagogiske og sundhedsfaglige medarbejdere søges til tværfagligt døgntilbud i Center for Autisme og Specialpædagogik

Kom og vær med til at skabe trivsel og livskvalitet i et tværfagligt miljø, der brænder for at skabe et godt tilbud for otte borgere på vores særlige skærmede døgntilbud.

Vi søger friske, engagerede og erfarne medarbejdere til flere forskellige stillinger i CAS 2

  • en fast 37 timers stilling og en fast 32 timers stilling
  • tre medarbejdere til weekendstillinger hver anden uge
  • barselsvikariat på 6 måneder

Vi leder efter dig med en socialpædagogisk, ergoterapeutisk eller sundhedsfaglig baggrund eller anden relevant erfaring. Skynd dig at søge jobbet eller ring og hør mere.

 

​Hvem er vi?
Vi er to afdelinger, som er en del af et større organisatorisk botilbud. Vi er ca. 20 engagerede medarbejdere med socialfaglig eller sundhedsfaglig baggrund eller pædagogmedhjælperbaggrund. Derudover har vi et sundhedsteam bestående af sygeplejersker. Vi glæder os alle til at få nye kollegaer og give en ordentlig introduktion til jobbet.  

Om jobbet
Vores beboere har et højt støttebehov i alle dagligdagens funktioner. Derfor vil det centrale i arbejdet være relations-, pleje- og omsorgsarbejde, hvor du tilbyder og støtter/guider borgerne i deres daglige struktur. Det er vigtigt, at du har gåpåmod og brænder for special- og neuropædagogikken samt plejemæssige opgaver. Vi ser gerne, at du har erfaring eller evnen til at skabe struktur, der danner rammer for en tryg og genkendelig hverdag for vores borgere. 

Til tider kan beboerne være udadreagerende i deres adfærd. Ved hjælp af vores faglige tilgange og struktur arbejder vi med at forebygge og mindske den udadrettede adfærd, så vi skaber trivsel for vores beboere.

Vi tilbyder konflikthåndterings-/afværgekurser til alle nye medarbejdere. Derudover har vi løbende opkvalificering i neuropædagogik samt deltagelse i neuropædagogisk netværk og pårørendeuddannelse.

Vores nye kollega
Som vores nye kollega ønsker vi, at du har erfaring med at arbejde på en døgninstitution med lignende målgruppe. Du er engageret i at støtte borgerens mulighed for livskvalitet og et meningsfuldt liv. Derfor går du til opgaven med fokus på den enkelte borgers behov og har en positiv tilgang. Det vil samtidig være et plus, hvis du er initiativtager af natur og kan lide at være fysisk i gang i løbet af arbejdsdagen. 

Du

  • har forståelse for og gerne erfaring i at arbejde med struktur, mål og metode
  • kan støtte vores beboere i personlig pleje
  • kan lide at være fysisk i gang i løbet af arbejdsdagen
  • har lyst til at arbejde med visualiserede dagsprogrammer
  • har gode it-kundskaber og forstår vigtigheden af dokumentation
  • er ansvarsbevidst, nærværende og stabil
  • har god energi og bidrager til et godt arbejdsmiljø
  • har gode samarbejdsevner og sætter pris på at arbejde tværfagligt

 

Hos os får du

 

  • dygtige og engagerede kollegaer
  • grundig oplæring
  • løbende faglig kompetenceudvikling, såsom autismespecifikke og konfliktforebyggende metoder, og et særligt fokus på neuropædagogik 
  • en daglig ledelse baseret på tillid
  • en arbejdsplads, hvor du har indflydelse og ansvar

Du kan læse mere om CAS 2 og Center for Autisme og Specialpædagogik på www.centercas.kk.dk.

 

Arbejdstider – arbejdspladsen
Vi har skiftende arbejdstider, som ligger i tidsrummet 7 til 15 eller 15 til 23. 

Arbejdspladsen er beliggende på Amagerfælledvej i København S.

Ansættelsesvilkår
Løn efter gældende overenskomst og principperne for Ny Løn. Vi er en røgfri arbejdsplads.

I henhold til gældende aftaler i Københavns Kommune kan ansættelsen først begynde, når kommunen har modtaget straffeattest fra Politiet. Vi indhenter referencer inden ansættelse. 

​​Fakta
Vi har følgende ledige stillinger: en fast stilling på 37 timer ugentligt, en fast stilling på 32 timer ugentligt, et barselsvikariat på 6 måneder samt tre weekendmedarbejderstillinger på 8 timer ugentligt med samlet tjeneste hver anden uge. Skriv i ansøgningen, hvilken stilling du søger. Stillingerne er til besættelse snarest muligt.

Yderligere information
Har du spørgsmål vedr. stillingerne, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Jan Thulstrup Hansen i tidsrummet 7 til 10 på 2497 6193.  

​Søg via link senest søndag den 11. april 2021

Ansættelsessamtaler bliver afholdt den 14 april.