Hjem > Om Frit Valg fra KPPE-bestyrelsen

Om Frit Valg fra KPPE-bestyrelsen

Her kan du læse seneste nyt om Frit Valg fra Anette Jackson, formand for KKPE.

Mange tak for alle jeres tilbagemeldinger vedr Frit valg - herunder samtaler. Det gav et mere velfunderet grundlag at handle udfra. Vi må stå sammen i det her!

Det vil være en massiv underskudsforretning, hvis vi tager opgaver via Frit valg under nuværende takster, og det vil kun være af idealistiske grunde, hvis vi tager dem.

Jeg har talt med Rambøl (Frit Valgs udsending). Rambøl tog det til sig, fordi jeg nu havde et konkret eksempel. Jeg har til morgen skriftligt udtrykt nedestående til dem. Jeg deler det her, fordi jeg finder det meget væsentligt, at I ved hvad der sker: Som jeg sagde holder prislejet på basalt niveau under ingen omstændigheder, og da jeg havde fordøjet grundlaget for jeres prissætning, må jeg stoppe op.

Jeg finder det ikke holdbart, at I kun får enkelte kontakter (på privatpraktiserende), som I henvender jer til individuelt. Det vil ikke give et reelt billede af virkeligheden, at I får 5-10 kontakter mere.

Hvis jeg giver jer nogle flere kontakter, bliver det blot nogle flere stikprøver på linje med det, der har skabt nogle takster til basal genoptræning, som er absolut urealistisk lave for en privatpraktiserende ergoterapeut. Ligesom det ikke holder at tjekke diverse hjemmesider fra ergoterapeuter, som har sat pris på deres ydelser på hjemmesiden. (Disse kan ses som vejledende takster, der ikke giver et retvisende billede af, hvad specifikke ydelser koster, fordi de ikke er baseret på en konkret vurdering af de faktiske forhold for den pågældende borger).

Vi er godt 200 medlemmer i Klub for PrivatPraktiserende, og det er nødvendigt at tjekke med den samlede gruppe. Det er nødvendigt at beskrive ydelserne indenfor de områder, som Klubbens medlemmer har budt sig til på som leverandører inden for Frit Valg.

Ydelserne vil beskrives fagligt, så det bliver klart, hvad der tilbydes. Herudfra undersøger vi, hvad den enkelte privatpraktiserende tager for en undersøgelse, og hvad de tager for et behandlingsforløb, så vi får så klart et billede af virkeligheden som muligt. Det må i den forbindelse understreges, at forløb varierer væsentligt afhængigt af borgerens funktionsniveau. Derfor vil det være nødvendigt med flere pakkeforløb. Jeg vil i samråd med Etf få dette afdækket, så I kan få et velfunderet resultat, som giver et mere sagligt og redeligt grundlag at sætte priser ud fra".

Og til alle jer medlemmer: HVIS I tager opgaver af idealistiske grunde (og det kan være en meget relevant grund;-) husk den vejledning, som vi sendte ud om prissætning og om forhandling: 

Prissætning

Vigtigt vi på tværs af landet støtter hinanden i at holde fast i en høj faglig kvalitet. Det kræver også en bevidsthed om prissætning. På netværksdøgnet kom det frem, at der er behov for en mere konkret vejledning.

Følgende tip blev videregivet: Du skal have minimum 2 ½ gang mere pr time ift. dit tidligere lønmodtagerjob (for at tage hensyn til de ekstraudgifter der er som selvstændig). Hvis du har udviklet særlige kompetencer siden da, skal disse føjes til i din prissætning. Der er andre detaljer, som der kan tages højde for. Vigtigt med den åbne dialog. Dette drejer sig ikke om nogen former for kartel dannelse, men om at skabe rammer der støtter en sund udvikling af vores ergoterapeutiske private virksomhed.

Frit valg til genoptræning

Der vil være forhandlingsmuligheder ift. behandlingsforløb via Fritvalgservice.

Ved informationsmødet d. 16. marts kl. 14-16 om Frit valg til gentoptræning understregede Gudrun Klint, direktør for Fritvalgservice, at man kan tage en faglig dialog, hvor man argumenterer og tydeliggør de behandlingsbehov den privatpraktiserende ergoterapeut oplever hos den enkelte patient. Så selv om der ikke kan forhandles om pris, kan der på andre måder forhandles, så vi fagligt kan stå inde for det, vi tilbyder. Flere guldkorn kom frem, - hvis du har spørgsmål, så stil dem endelig i Klubbens lukkede facebookgruppe, ” Klub for PrivatPraktiserende Ergoterapeuter”.

Anette Jackson, formand for KPPE
August 2019