ETF's vedtægter
Ergoterapeutforeningens vedtægter pr. januar 2026.
§1 Navn
Ergoterapeutforeningen (ETF). Foreningen er juridisk hjemmehørende i Storkøbenhavn. Foreningens sekretariat er fysisk placeret i Storkøbenhavn. Foreningens officielle postadresse er sekretariatet i Storkøbenhavn. Herudover består foreningen af Pillorissaasut - Grønlandske Ergoterapeuter.
ETF er medlem af Hovedorganisationen "Akademikerne".
§2 Formål
Foreningen er professions- og fagforening for ergoterapeuter. Foreningens formål er:
- At støtte medlemmerne i deres arbejdsliv
- At sikre bedst mulige løn- og arbejdsvilkår
- At være drivkraft i ergoterapifagets udvikling
- At påvirke samfundsudviklingen ud fra en ergoterapeutisk synsvinkel
- At understøtte netværksdannelse blandt medlemmerne
§3 Værdigrundlag
Foreningen bygger på et demokratisk værdigrundlag og møder det enkelte medlem i respekt, ligeværdighed, dialog og tillid. Foreningen arbejder løbende med kvaliteten i sine serviceydelser og løser sine opgaver centralt og decentralt. Foreningen sikrer, at medlemmerne har indflydelse på foreningens politik og dermed foreningens aktiviteter.
Hvert medlem opfordres til at bidrage til en fagligt stærk forening, hvor flest mulige ergoterapeuter finder det attraktivt at være medlem for derigennem at styrke såvel fællesskabet som særlige interesseområder.
§4 Medlemsfordele
Det enkelte aktive medlem kan:
- Få sine løn- og ansættelsesvilkår forhandlet og aftalt
- Få en afskedigelsessag behandlet
- Få en arbejdsskadesag behandlet
- Deltage i urafstemning om toneangivende overenskomster
- Få rådgivning og vejledning om løn- og ansættelsesvilkår for ergoterapeuter
- Ansøge foreningens fonde, puljer og legater
- Få rådgivning og vejledning i forbindelse med job i udlandet
- Deltage i faglige og fagpolitiske møder
- Oprette og deltage i faglige fora, som kan få støtte fra foreningen
- Få rådgivning og vejledning om grund-, efter- og videreuddannelse og karriere
- Tilmelde sig foreningens kollektive forsikring for privatpraktiserende
- Opstille til samtlige tillidsposter i foreningen under hensyntagen til arbejdsplads- og regionstilhørsforhold
- Være stiller for andre medlemmer til tillidsposter i foreningen. Man kan maksimalt være stiller for kandidater svarende til antallet af ledige poster i det pågældende valg
- Deltage i foreningens valg af forperson, næstforperson, hovedbestyrelsesmedlemmer m.m. under hensyntagen til arbejdsplads- og regionstilhørsforhold
- Stille forslag til repræsentantskabsmødet
- Deltage med taleret på repræsentantskabsmøder
- Få mulighed for deltagelse i udvalg og arbejdsgrupper nedsat af Hovedbestyrelsen
- Blive informeret om beslutningsforslag og beslutninger fra foreningens repræsentantskabsmøder, hovedbestyrelsesmøder
- Blive informeret om urafstemningsresultater
- Blive informeret om foreningens politik og aktiviteter
- Få foreningens emblem, medlemsblad og information via www.etf.dk
- Få debatoplæg formidlet i foreningens medier, såfremt dette ikke strider mod landets love
- Få indlæg behandlet på hovedbestyrelsesmøder eller af andre relevante fora
- Få optaget fagligt relevante artikler og indlæg på www.etf.dk og/eller i medlemsbladet
- Deltage i relevant kompetenceudvikling i forbindelse med varetagelse af tillidsposter
- Få relevant materiale i forbindelse med varetagelse af tillidsposter
Aktive medlemmer, der er dobbeltorganiserede og medlemmer, der er ansat på en overenskomst, hvor ETF ikke har forhandlings- og aftaleretten, har alle medlemsfordele, dog ikke i punkterne 1-4. Passive medlemmer har medlemsfordelene i punkt 16 og 18-24.
Studerende medlemmer har ret til punkterne 1-10 (pkt. 6: Dog kun Studierejsefonden), 12 (dog ikke valgbar til forperson og næstforperson), 13-26 (pkt. 21: Dog ikke ”foreningens emblem”).
Pensionistmedlemmer har ret til punkterne 3 (pkt. 3: dog kun behandling af arbejdsskader opstået under status som aktivt medlem), 8-9, 12-26 (pkt. 12: Dog kun valgbar til repræsentantskabet, men ikke valgbar til hovedbestyrelse, forperson og næstforperson).
§5 Medlemspligter
Et medlem må først tiltræde en stilling inden for foreningens forhandlingsområde, når løn- og ansættelsesvilkår er forhåndsgodkendt eller godkendt i foreningen. Hvis der er indgået overenskomst eller anden aftale mellem foreningen og et ansættelsessted, må et medlem ikke tiltræde en stilling på andre vilkår end de i overenskomsten eller aftalen anførte, medmindre foreningen har godkendt dette. Hvis der ikke er indgået overenskomst/aftale for det pågældende sted, skal medlemmet kontakte foreningen, så løn- og ansættelsesvilkår så vidt muligt aftales mellem foreningen og ansættelsesstedet.
Medlemmer er forpligtet til at give foreningen relevante oplysninger om eksempelvis ansættelsessted, bopæl, funktionsområder samt efterfølgende ændringer i disse forhold. Foreningen kan videreformidle disse oplysninger inden for medlemsgruppen i henhold til foreningens formål.
Udtaler medlemmer sig offentligt om forhold vedrørende ergoterapeuters løn- og ansættelsesvilkår og faget ergoterapi, skal de angive på hvis vegne, de udtaler sig.
Medlemmer er forpligtet til at følge de etiske retningslinjer m.m., som foreningen via verdensforbundet (WFOT) og det europæiske forbund (COTEC) har tilsluttet sig.
Medlemmer er forpligtet til at vælge tillidsrepræsentanter i overensstemmelse med de til enhver tid gældende aftaler mellem foreningen og de berørte arbejdsgiverparter.
§6 Klageadgang
6.1 Politiske niveau
Ønsker et medlem at klage over foreningens håndtering af medlemmets rettigheder, kan dette ske skriftligt til foreningens hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen er forpligtet til at svare medlemmet skriftligt hurtigst muligt, dog seneste 14 dage efter afholdelse af det 2. ordinære hovedbestyrelsesmøde efter modtagelse af klagen.
Hovedbestyrelsen skal over for Repræsentantskabet redegøre for antallet af klager, deres karakter samt hovedindholdet i Hovedbestyrelsens svar på klagerne.
Er en klage ikke adresseret til Hovedbestyrelsen, regnes denne for en administrativ klage (se § 6.2).
6.2 Administrativt niveau
Ønsker et medlem at klage over foreningens håndtering af medlemmets rettigheder, kan dette ske skriftligt til foreningens sekretariat. Sekretariatet svarer medlemmet skriftligt senest 3 uger efter modtagelse af klagen. Sekretariatet skal i forbindelse med Hovedbestyrelsens forberedelse af repræsentantskabsmødet redegøre for omfanget og indholdet af klager fra medlemmer.
Medlemmet kan i forlængelse af svaret på den administrative behandling vælge at videresende sin klage til Hovedbestyrelsen.
§7 Medlemmer
7.1 Medlemsstatus
Foreningens medlemmer har status af aktive, passive, studerende eller pensionister.
Aktive medlemmer
- Er autoriserede ergoterapeuter, der i Danmark udøver virksomhed som ergoterapeut - det være sig i offentlige eller private virksomheder - heltid, deltid eller som privatpraktiserende
- Er arbejdssøgende, på syge- eller barselsdagpenge eller på anden vis tilknyttet arbejdsmarkedet
- Er ergoterapeuter, der arbejder med henblik på opnåelse af dansk autorisation (udenlandske ergoterapeuter)
- Studerende på en kandidatuddannelse eller erhvervskandidatuddannelse
Passive medlemmer
- Er autoriserede ergoterapeuter beskæftiget i fagområder uden for foreningens forhandlingsområder og uden samarbejdsaftale med foreningen, men organiseret i områdets forhandlingsberettigede organisation
- Er autoriserede ergoterapeuter, som ikke arbejder eller som ikke er arbejdssøgende inden for det ergoterapeutiske arbejdsfelt
- Er autoriserede ergoterapeuter, der arbejder udenfor Danmark
Studerende medlemmer
- Er studerende ved grunduddannelsen ved landets ergoterapeutuddannelser
Pensionistmedlemmer
- Er ergoterapeuter, der er overgået til efterløn eller pension og som ikke udøver virksomhed som ergoterapeut.
§8 Indmeldelse, statusændring, udmeldelse og eksklusion
8.1 Indmeldelse
Indmeldelse i foreningen skal ske skriftligt til sekretariatet.
8.2 Statusændring
Ved statusændring skal meddelelse ske skriftligt til sekretariatet med en måneds varsel til udgangen af en måned. Passive medlemmer, som ikke længere opfylder betingelserne herfor, har pligt til straks at melde sig aktive. Studerende medlemmer bliver efter uddannelsens afslutning overført til aktivt medlemskab.
8.3 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til sekretariatet med en måneds varsel til udgangen af et kvartal. Aktive medlemmer kan ikke melde sig ud fra den dag, der varsles konflikt mellem foreningen og en større overenskomstpart. Hovedbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra dette efter skriftlig ansøgning fra et medlem.
8.4 Eksklusion
Eksklusion af medlemmer sker:
- Hvis medlemmet overtræder foreningens vedtægter, og Hovedbestyrelsen beslutter eksklusion. Hovedbestyrelsens beslutning kan af medlemmet indankes for Repræsentantskabet på det førstkommende repræsentantskabsmøde. Anken har opsættende virkning, såfremt klagen er fremsat senest 4 uger efter, at beslutning om eksklusion er meddelt medlemmet. Det betyder, at medlemskabet opretholdes, indtil klagen er behandlet.
- Hvis medlemmet er blevet frataget sin autorisation af Sundhedsstyrelsen
- Hvis medlemmet ikke har betalt kontingent i et halvt år
Et ekskluderet medlem kan af Hovedbestyrelsen få sine rettigheder tilbage, når der findes tilstrækkeligt grundlag herfor. Hovedbestyrelsen er forpligtet til at udarbejde procedure for behandling af eksklusionssager, der indeholder størst mulig retssikkerhed for det enkelte medlem.
§9 Opnåelse af rettigheder
Medlemmer opnår rettigheder fra den dag, indmeldelsen/aktiverklæringen er modtaget og registreret i sekretariatet.
I følgende situationer må medlemmet som udgangspunkt afvente tre måneder, før der kan ydes rådgivning eller økonomisk støtte fra foreningen:
- Ergoterapeuter, der optages eller genoptages som medlemmer senere end tre måneder efter ansættelse i stilling, hvor ETF har forhandlingsretten til stillingen
- Ergoterapeuter, der optages senere end en måned efter afsluttet ergoterapeutisk grunduddannelse
- Ergoterapeuter, der begærer statusændring fra passivt til aktivt medlemskab 3 måneder senere end det tidspunkt, de opfyldte betingelserne for denne statusændring
- Ergoterapeuter, der har udmeldt sig af ETF med baggrund i ansættelse i andet erhverv, og som kan dokumentere medlemskab af tilsvarende relevant faglig organisation i perioden op til genindmeldelse i ETF, kan opnå de fulde rettigheder fra den dag, indmeldelsen er modtaget og registreret i ETF.
Ved ”relevant faglig organisation” forstås organisationer, der er berettiget til at være medlem af en hovedorganisation i Danmark.
Medlemmer, der er ekskluderet på grund af restance, har ikke ret til juridisk eller økonomisk støtte fra foreningen før tre måneder efter genoptagelsen. Genoptagelse forudsætter, at restancen er betalt.
§10 Kontingent
Kontingentet for aktive medlemmer, passive medlemmer, studerende medlemmer og pensionistmedlemmer fastsættes på foreningens repræsentantskabsmøde for de følgende tre kalenderår. Repræsentantskabet kan ligeledes fastsætte nedsat kontingent for udvalgte grupper. Forpersonen eller næstforpersonen kan - når omstændighederne taler for det - nedsætte, give henstand eller eftergive et medlem kontingent, såfremt medlemmet ansøger skriftligt om det.
Hovedbestyrelsen fastlægger retningslinjerne for opkrævning af kontingent.
§11 Urafstemning
Urafstemning skal afholdes ved:
- Valg af forperson
- Valg af næstforperson
- Valg til hovedbestyrelse
- Valg til repræsentantskabet
- Foreningens opløsning
Urafstemning kan i øvrigt besluttes af Repræsentantskabet og Hovedbestyrelsen. Senest 3 uger efter en sådan beslutning sørger Hovedbestyrelsen for, at afstemningen finder sted. Resultatet af afstemningen skal foreligge senest 8 uger efter, at beslutningen om urafstemning er blevet truffet og bekendtgøres derefter snarest på foreningens medier.
Urafstemning afgøres ved almindelig stemmeflerhed, dog kræver vedtægtsændringer og opløsning af foreningen 3/4 flertal af de afgivne stemmer. Hovedbestyrelsen fastlægger, om urafstemningen skal foregå manuelt/fysisk eller digitalt.
Ved manuel/fysisk urafstemning optælles stemmerne af et uvildigt stemmeudvalg. Ved digital urafstemning sikrer Hovedbestyrelsen, at afstemningssystemet på baggrund af en uvildig, ekstern faglig godkendelse lever op til de til enhver tid gældende standarder for digitale afstemningssystemer.
11.2 Stemmeberettigede medlemmer
Alle aktive medlemmer, studerende medlemmer og pensionistmedlemmer er stemmeberettigede, hvis de ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen, jf. §§ 12 og 13.
11.3 Urafstemning vedrørende overenskomstindgåelser
Indgåelse og fornyelse af overenskomster og aftaler med toneangivende arbejdsgivere, dækkende en betydelig andel af foreningens medlemmer, skal sendes til urafstemning. Alle aktive medlemmer og studerende medlemmer er stemmeberettigede, hvis de ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen.
Indgåelse og fornyelse af overenskomster og aftaler med mindre arbejdsgivere, dækkende et mindretal af foreningens medlemmer, kan sendes til urafstemning, såfremt Hovedbestyrelsen beslutter dette. Ved urafstemning om disse mindre overenskomster og aftaler er kun aktive medlemmer og studerende medlemmer stemmeberettigede, såfremt de ifølge medlemssystemet er omfattet af overenskomsten og ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen.
Resultatet skal ikke opgøres regionsvis. Hovedbestyrelsen kan beslutte, at foreningen indgår i og forpligtes af fælles urafstemninger afholdt i forhandlingsfællesskaber, hvor foreningen er indmeldt.
§12 Repræsentantskab
§ 12 Repræsentantskab
Repræsentantskabet er foreningens højeste myndighed i alle foreningens anliggender, medmindre emnet bringes til urafstemning. Repræsentantskabet består af 65 repræsentanter.
Fødte repræsentanter er hovedbestyrelsesmedlemmerne og en repræsentant for Pillorissaasut - Grønlandske Ergoterapeuter. De resterende repræsentanter fordeles forholdsmæssigt mellem landets fire regioner efter den d’Hondske metode i forhold til antallet af aktive medlemmer pr. 1. januar året efter ordinært repræsentantskabsmøde. Medlemmer er knyttet til den region, hvor de har arbejdssted, subsidiært bopæl.
12.2 Valg af repræsentanter
Repræsentanter vælges ved urafstemning for en 3-årig periode året efter afholdelsen af ordinært repræsentantskabsmøde. Valget sker samtidig med ordinært valg til forperson. Opstilling af kandidater skal meddeles sekretariatet senest den 1. marts klokken 12.00 sammen med opstillingsgrundlag.
Valget foregår ved urafstemning. Elektroniske stemmesedler og præsentation af kandidater udsendes til de stemmeberettigede medlemmer senest den 14. marts. Frist for afstemning er senest den 31. marts.
Funktionsperioden starter den 1. maj samme år, som valget finder sted.
Alle regionens aktive medlemmer, pensionistmedlemmer og studerende medlemmer, som ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen, har stemmeret og er valgbare som repræsentanter. Der kan dog højst vælges ét pensionistmedlem pr. region.
De kandidater, der opnår flest stemmer, er valgt. De kandidater, der ikke opnår valg, er suppleanter i den rækkefølge, de har modtaget stemmer. Ved stemmelighed foretages lodtrækning mellem de berørte.
Hvis en repræsentant skifter region i funktionsperioden eller udmeldes, overtager suppleanten repræsentantposten for resten af perioden.
Et supplerende valg af suppleanter kan gennemføres samtidig med ordinært valg til næstperson.
12.3 Repræsentantskabsmøde
Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes i andet halvår hvert 3. år. Første gang 2007, dernæst 2010, 2013 og så fremdeles. Datoen fastsættes af Hovedbestyrelsen og bekendtgøres på foreningens medier.
Repræsentantskabet er beslutningsdygtigt, når mindst 2/3 af repræsentanterne er til stede.
Indkaldelse til repræsentantskabsmøde med angivelse af foreløbig dagsorden sker med mindst 8 ugers varsel på foreningens medier - eller ved skriftlig meddelelse til medlemmerne.
Hovedbestyrelsen sikrer afholdelse af formøder, inden afholdelse af repræsentantskabsmødet, hvor medlemmer og de valgte repræsentanter drøfter emner, som skal behandles.
12.4 Forslag
Alle medlemmer kan stille forslag til repræsentantskabsmødet. Forslag, som skal behandles på repræsentantskabsmødet, skal være foreningens hovedbestyrelse i hænde senest 6 uger før repræsentantskabsmødet.
Eventuelle forslag vedrørende honorering af forperson, næstforperson, hovedbestyrelsesmedlemmer samt TR-netværkskoordinatorerne behandles under punkt 9 på repræsentantskabsmødets dagsorden.
Forslag om vedtægtsændringer skal dog være foreningens hovedbestyrelse i hænde senest 10 uger før repræsentantskabsmødet.
Senest 4 uger før repræsentantskabsmødet udsendes alle indkomne forslag til alle repræsentanter og suppleanter. Alle indkomne forslag offentliggøres samtidig på foreningens hjemmeside. Der orienteres om forslagene på foreningens medier.
12.5 Dagsorden
Hovedbestyrelsen fastsætter dagsordenen, som dog minimum skal indeholde:
- Valg af dirigent
- Formalia
- Fremlæggelse og godkendelse af forretningsorden
- Valg af 5 stemmeudvalgsmedlemmer og 2 suppleanter
- Fremlæggelse og godkendelse af beretning om foreningens virksomhed fra Hovedbestyrelsen
- Fremlæggelse og godkendelse af revideret regnskab for den forløbne regnskabsperiode
- Indkomne forslag
- Fremlæggelse og godkendelse af politiske fokusområder for foreningens arbejde i den kommende periode
- Fastlæggelse af honorar-niveau for forperson, næstforperson, hovedbestyrelsesmedlemmer og TR-netværkskoordinatorer
- Fremlæggelse og godkendelse af rammebudget for den kommende periode
- Fastlæggelse af kontingentsatser for den kommende periode
- Valg af en økonomisk kontrollant for en 6-årig periode
- Eventuelt
12.6 Materialer
Senest 8 uger før repræsentantskabsmødet offentliggøres følgende materiale vedrørende repræsentant- skabsmødet på foreningens hjemmeside:
- Hovedbestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i den forløbne periode
- Reviderede regnskaber for den forløbne periode
- Rammebudget for den kommende periode
- Forslag til politiske fokusområder for den kommende periode
- Forslag fra Hovedbestyrelsen
- Forslag til vedtægtsændringer
Materialet sendes samtidig til repræsentanter og suppleanter. Der orienteres i foreningens medier om de ovennævnte forslag.
12.7 Afstemning
Repræsentanterne har stemmeret i alle afstemninger på repræsentantskabsmødet.
Repræsentantskabsmødets afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed. 10 repræsentanter eller dirigenten kan forlange skriftlig afstemning.
Afstemning om udelukkelse og vedtægtsændringer samt beslutning om urafstemning skal altid være skriftlig. Vedtægtsændringer kræver 3/4 flertal blandt de afgivne stemmer.
Eventuelle indkomne forslag, der behandles under indkomne forslag (dagsordenens pkt. 7), skal til særskilt afstemning.
Repræsentanterne kan pålægges at fremføre medlemmernes holdninger til bestemte sager, men er aldrig bundet af et mandat i forbindelse med afstemninger på repræsentantskabsmødet.
12.8 Ekstraordinært repræsentantskabsmøde
Hvis flertallet af Hovedbestyrelsen eller 25 % af repræsentanterne eller 5 % af de aktive medlemmer skriftligt til Hovedbestyrelsen og med angivelse af motiveret dagsorden forlanger det, skal der afholdes ekstraordinært repræsentantskabsmøde.
Indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde med angivelse af den motiverede dagsorden skal ske med mindst 14 dages varsel ved bekendtgørelse i foreningens medier eller ved personlig meddelelse til foreningens medlemmer.
Afholdelse af ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal ske senest 7 uger efter, at kravet er kommet sekretariatet i hænde. I forbindelse med overenskomstforhandlingerne kan et ekstraordinært repræsentantskabsmøde indkaldes med mindst 4 dages varsel ved skriftlig henvendelse direkte til repræsentanterne.
12.9 Referat
Beslutningsreferat af repræsentantskabsmødet udsendes til foreningens medlemmer senest 2 måneder efter repræsentantskabsmødet på foreningens medier eller personligt til medlemmerne.
§13 Hovedbestyrelsen
13.1 Hovedbestyrelsen
Hovedbestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med vedtægterne og de af Repræsentantskabet trufne beslutninger og har den fulde bemyndigelse til at handle på foreningens vegne.
Hovedbestyrelsen består af:
- Forpersonen
- Næstforpersonen
- 2 nationalt valgte hovedbestyrelsesmedlemmer
- 4 regionalt valgte hovedbestyrelsesmedlemmer
- Repræsentant for Dansk Selskab for Ergoterapi
- TR-hovednetværkskoordinatoren
Hovedbestyrelsen er ansvarlig for foreningens økonomi.
Hovedbestyrelsen har på medlemmernes vegne ansvaret for, at de økonomiske midler, der ikke bruges i foreningens daglige drift, investeres i værdipapirer eller på anden lige så betryggende måde.
Sker anbringelsen i værdipapirer, skal disse lægges i depot i anerkendt bank eller sparekasse. Øvrige likvide midler skal anbringes i anerkendt bank eller sparekasse.
Hovedbestyrelsen kan ved underskrift af forpersonen og næstforpersonen forpligte foreningen i økonomiske anliggender. Ved den enes forfald erstattes denne af en repræsentant udpeget af og blandt Hovedbestyrelsens medlemmer. Det skal understreges, at bestemmelsen er en underskriftsregel. Foreningens daglige drift tegnes af direktøren, dog ikke i forhold til pantsætning og lån.
13.2 Valg af 2 nationalt valgte hovedbestyrelsesmedlemmer
Alle aktive medlemmer og studerende medlemmer, som ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen, har stemmeret og er valgbare.
Funktionsperioden er 3 år. Valget sker samtidig med ordinært valg til forperson.
Opstilling af kandidater skal meddeles sekretariatet senest den 1. marts klokken 12.00 sammen med opstillingsgrundlag. Opstilling kræver mindst 10 stillere blandt foreningens aktive medlemmer, pensionistmedlemmer og studerende medlemmer.
Valget foregår ved urafstemning.
Elektroniske stemmesedler og præsentation af kandidater udsendes til de stemmeberettigede medlemmer senest den 14. marts. Frist for afstemning er senest den 31. marts.
De kandidater, der har opnået flest stemmer, er valgt. Af de kandidater, som ikke opnår valg, er de med højeste stemmetal valgt som suppleanter for perioden.
Funktionsperioden for hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter starter den 1.maj.
En suppleant indtræder i Hovedbestyrelsen, hvis et medlems fravær forventes at blive udover tre måneder. Ved et hovedbestyrelsesmedlems varige forfald indtræder suppleanten for resten af funktionsperioden.
Suppleanter modtager det samme materiale som hovedbestyrelsesmedlemmerne og kan deltage i hovedbestyrelsesmøder med observatørstatus.
13.3 Valg af 4 regionalt valgte hovedbestyrelsesmedlemmer
Alle aktive medlemmer og studerende medlemmer, som ikke er i kontingentrestance i det kvartal, der ligger forud for urafstemningen, har stemmeret og er valgbare i den af landets fire regioner, hvor de har arbejdssted, subsidiært bopæl.
Funktionsperioden er 3 år. Valget sker samtidig med ordinært valg til næstforperson.
Opstilling af kandidater skal meddeles sekretariatet senest den 1. marts klokken 12.00 sammen med opstillingsgrundlag. Opstilling kræver mindst 10 stillere blandt aktive medlemmer i regionen, pensionistmedlemmer og studerende medlemmer.
Valget foregår ved regional urafstemning.
Elektroniske stemmesedler og præsentation af kandidater udsendes til de stemmeberettigede medlemmer senest den 14. marts. Frist for afstemning er senest den 31. marts.
Den kandidat i hver region, der har opnået flest stemmer, er valgt. Af de kandidater, som ikke opnår valg, er de med højeste stemmetal valgt som suppleanter for perioden.
Funktionsperioden for hovedbestyrelsesmedlemmer og suppleanter starter den 1. maj.
En suppleant indtræder i Hovedbestyrelsen, hvis et medlems fravær forventes at blive udover tre måneder. Ved et hovedbestyrelsesmedlems varige forfald indtræder suppleanten for resten af funktionsperioden.
Suppleanter modtager det samme materiale som hovedbestyrelsesmedlemmerne og kan deltage i hovedbestyrelsesmøder med observatørstatus.
13.4 Udpegning af repræsentant fra Dansk Selskab for Ergoterapi
Til hovedbestyrelsen udpeges en repræsentant af og blandt medlemmerne af Dansk Selskab for Ergoterapi.
Funktionsperioden er 3 år. Udpegningen skal være sket senest den 31. marts samme år som ordinært valg til forperson. Funktionsperioden starter den 1. maj.
Oplysning om den udpegede skal være ETF i hænde senest den 31. marts.
Ved varigt forfald kan Dansk Selskab for Ergoterapi udpege en ny repræsentant, der indgår i Hovedbestyrelsen resten af den igangværende funktionsperiode.
13.5 Udpegning af TR-hovednetværkskoordinator
TR-hovednetværkskoordinatoren er sikret en plads i Hovedbestyrelsen som repræsentant for foreningens tillidsrepræsentanter.
TR-hovednetværkskoordinatoren udpeges af og blandt TR-netværkskoordinatorerne.
Funktionsperioden er 3 år. Udpegningen skal være sket senest den 31. marts samme år som ordinært valg til forperson. Funktionsperioden starter den 1. maj.
Oplysning om den udpegede skal være ETF i hænde senest den 31. marts.
Ved varigt forfald udpeger TR-netværkskoordinatorerne en ny TR-hovednetværkskoordinator, der indgår i Hovedbestyrelsen resten af den igangværende funktionsperiode.
13.6 Hovedbestyrelsens konstituering og forretningsorden
Hovedbestyrelsen konstituerer sig snarest efter bekendtgørelse af valgets resultat for så vidt angår posterne i interne og eksterne udvalg mm. Samtidig fastlægges Hovedbestyrelsens forretningsorden.
13.7 Rådgivende udvalg for Hovedbestyrelsen
Nedsætter Hovedbestyrelsen permanente rådgivende udvalg, skal udvalgets kommissorium offentliggøres i foreningens medlemsblad og på www.etf.dk sammen med opfordring til interesserede om at melde sig til udvalgsarbejdet.
13.8 Honorering
Hovedbestyrelsesmedlemmers eventuelle honorar fastsættes af Repræsentantskabet.
§14 Forperson og næstforperson
14.1 Forperson og næstforperson
Forpersonen er ansvarlig for foreningens daglige virksomhed under ansvar over for Hovedbestyrelsen og Repræsentantskabet i overensstemmelse med foreningens vedtægter. Næstforpersonen er stedfortræder for forpersonen ved dennes længerevarende fravær. Forperson og næstforperson fører i fællesskab eller hver for sig forhandlinger på foreningens vegne efter de retningslinjer, som Repræsentantskabet og Hovedbestyrelsen har udstukket.
14.2 Valg af forperson og næstforperson
Forpersonen, der skal være aktivt medlem af foreningen, vælges ved urafstemning for en 3-årig periode året efter afholdelsen af ordinært repræsentantskabsmøde. Funktionsperioden starter den 1. maj. Første gang i 2005.
Næstforpersonen, der skal være aktivt medlem af foreningen, vælges ved urafstemning for en 3-årig periode året efter ordinært valg af forperson. Funktionsperioden starter den 1. maj. Første gang i 2006.
Afgår forpersonen i utide, fungerer næstforpersonen indtil valg af forperson kan finde sted. Hvis nyvalg af forperson og næstforperson skal ske i utide, vælges pågældende frem til næste ordinære valg.
Næstforpersonens suppleant udpeges af Hovedbestyrelsen blandt de øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer.
Valg af forperson og næstforperson foregår i øvrigt efter samme regler som valg til Hovedbestyrelsen.
14.3 Honorering
Repræsentantskabet fastlægger forpersonens og næstforpersonens honorar.
Når en forperson eller næstforperson fratræder gælder følgende:
Ved fratræden efter eget ønske ydes honorar i tre måneder. Al anden eventuel indkomst modregnes i fratrædelseshonoraret i den periode, hvor fratrædelseshonoraret udbetales.
Ved fratræden som følge af tabt kampvalg/afgang på grund mistillidsvotum eller sygdom udbetales:
- Op til 3 års funktionsperiode 3 måneders honorar efter fratrædelse
- Efter 3 års funktionsperiode 4 måneders honorar efter fratrædelse
- Efter 6 års funktionsperiode 5 måneders honorar efter fratrædelse
- Efter 9 års funktionsperiode 6 måneders honorar efter fratrædelse
Al anden eventuel indkomst modregnes i fratrædelseshonoraret i den periode, hvor fratrædelseshonoraret udbetales.
Når forpersonen eller næstforpersonen efter en periode på 6, 9 eller 12 år fratræder, udredes herudover et beløb svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders honorar.
Ved fratræden med henblik på pension ydes intet fratrædelseshonorar eller fratrædelsesgodtgørelse (engangsbeløb).
§15 Pillorissaasut - Grønlandske Ergoterapeuter
Hovedbestyrelsen fastsætter særlige regler for Pillorissaasut - Grønlandske Ergoterapeuter.
§16 Tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter
16.1 Tillidsrepræsentanter
Tillidsrepræsentantens opgave er at varetage medlemmernes interesser på arbejdspladsniveau. Tillidsrepræsentanten er foreningens repræsentant på medlemmernes arbejdsplads og handler med udgangspunkt i de politiske beslutninger, som foreningens hovedbestyrelse træffer. Tillidsrepræsentanten er til enhver tid omfattet af tillidsrepræsentantregler indgået mellem foreningen og arbejdsgiveren. Tillidsrepræsentanten tilhører et TR-netværk.
Medlemmerne er forpligtede til at vælge tillidsrepræsentanter og suppleanter i overensstemmelse med de til enhver tid gældende tillidsrepræsentantaftaler indgået mellem foreningen og arbejdsgiver(ne). Tillidsrepræsentanter og suppleanter kan også vælges ved indgåelse af valgfællesskab eller valgforbund med andre faggrupper. Alle aktive medlemmer er valgbare og har stemmeret til hvervet som tillidsrepræsentant eller suppleant for denne. Medlemmer i kontingentrestance er ikke valgbare. Aktive medlemmer med ledelsesret, som er ansat på leder-OK, er ikke valgbare og har ikke stemmeret til hvervet som tillidsrepræsentant. Som udgangspunkt vælges tillidsrepræsentanten og suppleanten for en 2-årig funktionsperiode. Der kan foretages genvalg.
Valget foregår på et møde, der er indkaldt til 8 dage forinden. Valget skal foregå skriftligt, hvis der fremsættes ønske herom fra én af deltagerne på mødet. Der kan indkaldes til mødet af tillidsrepræsentanten, suppleanten eller øvrige medlemmer uden ledelsesret. I tilfælde af stemmelighed foretages omvalg. Resultatet af valget skal bekendtgøres over for samtlige aktive medlemmer på arbejdspladsen. Den valgte tillidsrepræsentant og suppleant skal anmelde valget over for ETF’s sekretariat straks efter valget. ETF godkender og anmelder herefter valget over for den pågældende arbejdsgiver.
Fratræder tillidsrepræsentanten sin stilling, indtræder suppleanten som tillidsrepræsentant for den resterende valgperiode og foranlediger, at der vælges en ny suppleant. Ophør i hvervet som tillidsrepræsentant skal straks meddeles til ETF’s sekretariat. Såfremt halvdelen af de aktive medlemmer på en arbejdsplads ønsker det, kan nyvalg til hvervet som tillidsrepræsentant og/eller suppleant finde sted.
16.2 Fællestillidsrepræsentanter
Fællestillidsrepræsentantens opgave er at varetage og forhandle overordnede forhold, spørgsmål mv. fælles for samtlige de medarbejdere, som den pågældende repræsenterer, og som IKKE ligger inden for den enkelte tillidsrepræsentants område – medmindre andet aftales jf. de til enhver tid gældende tillidsrepræsentant-aftaler.
Medlemmerne er forpligtede til at vælge en fællestillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant-suppleant i overensstemmelse med de til enhver tid gældende tillidsrepræsentantaftaler indgået mellem foreningen og arbejdsgiverne. Fællestillidsrepræsentanten tilhører et TR-netværk.
Fællestillidsrepræsentanten og fællestillidsrepræsentant-suppleanten vælges af institutionens tillidsrepræsentanter ved skriftlig afstemning. Det er ligeledes muligt at vælge en fællestillidsrepræsentant og en fællestillidsrepræsentant-suppleant i valgfællesskab eller valgforbund.
Valg af fællestillidsrepræsentant og fællestillidsrepræsentant-suppleant anmeldes over for ETF’s sekretariatet ved en af samtlige berørte tillidsrepræsentanter underskrevet anmeldelse. Øvrige forhold vedrørende valg følger § 16.1, bortset fra beslutningskompetencen vedrørende evt. nyvalg. Såfremt halvdelen af tillidsrepræsentanterne ønsker det, kan der foretages nyvalg til hvervet som fællestillidsrepræsentant og/eller fællestillidsrepræsentant-suppleant.
Ophør i hvervet som fællestillidsrepræsentant skal straks meddeles til ETF’s sekretariat.
16.3 Kontaktpersoner
Kontaktpersonens opgave er at modtage og videreformidle informationer mellem foreningen og medlemmerne på arbejdspladsen. Endvidere er det kontaktpersonens opgave at tage initiativ til valg af tillidsrepræsentant, så snart der opstår mulighed for det.
Hvor det ifølge den til enhver tid gældende tillidsrepræsentantaftale ikke er muligt at vælge en tillidsrepræsentant eller i særlige tilfælde i øvrigt, kan der vælges en kontaktperson. Valg af kontaktperson skal straks anmeldes over for ETF’s sekretariat. Ophør i hvervet som kontaktperson skal straks meddeles til ETF’s sekretariat i Storkøbenhavn.
Stemmeret og valgbarhed som kontaktperson samt forhold vedrørende evt. nyvalg følger § 16.1.
16.4 Arbejdsmiljørepræsentanter
Medlemmerne er forpligtede til at vælge arbejdsmiljørepræsentanter i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler i Lov om Arbejdsmiljø. Arbejdsmiljørepræsentantens virksomhed skal til enhver tid være i overensstemmelse med gældende lovgivning på området.
Den valgte arbejdsmiljørepræsentant skal anmelde valget overfor ETF’s sekretariat straks efter valget, forudsat den valgte er medlem af ETF. ETF godkender og anmelder herefter valget overfor den pågældende arbejdsgiver.
Ophør i hvervet som arbejdsmiljørepræsentant skal ligeledes straks meddeles til ETF’s sekretariat, forudsat den der ophører, er medlem af ETF.
§17 TR-netværk og TR-hovednetværket
17.1 TR-netværk
ETF’s lokale arbejde er organiseret omkring lokale TR-netværk.
Det lokale TR-netværk består af tillidsrepræsentanterne og -suppleanterne inden for netværkets område. Hvert TR-netværk udpeger en TR-netværkskoordinator.
Hovedbestyrelsen fastsætter den geografiske afgrænsning af de lokale TR-netværk.
17.2 TR-hovednetværket
TR-hovednetværket består af samtlige TR-netværkskoordinatorer. TR-netværkskoordinatorerne udpeger en TR-hovednetværkskoordinator, i henhold til ETF’s retningslinjer for TR-netværk. TR-hovednetværkskoordinatoren er sikret en plads i Hovedbestyrelsen. TR-hovednetværkskoordinatoren udpeges af og blandt TR-netværkskoordinatorerne.
17.3 Honorering af TR-netværkskoordinatorer og TR-hovednetværkskoordinatoren
TR-netværkskoordinatorerne modtager det til enhver tid aftalte honorar, svarende til det honorar Repræsentantskabet fastlægger for hovedbestyrelsesmedlemmer. TR-hovednetværkskoordinatoren modtager honorar for sin funktion som TR-netværkskoordinator samt honorar som hovedbestyrelsesmedlem.
§18 Ergoterapifaglige selskaber, klubber, netværk og andre grupper
Hovedbestyrelsen kan godkende forskellige faglige fora, såfremt de består af medlemmer med samme faglige arbejdsområder, interesser, overenskomst eller lign. og har et formål, som er i overensstemmelse med foreningens formål. Godkendelsen muliggør, at foreningen kan støtte de ergoterapifaglige selskaber, klubber, netværk eller andregrupper økonomisk, herunder give dem tilskud til faglige arrangementer m.v. Hovedbestyrelsen fastlægger retningslinjerne for oprettelsen af og samarbejdsaftaler med ergoterapifaglige selskaber, klubber, netværk m.v.
§19 Ansatte i ETF
Hovedbestyrelsen fastsætter sekretariatets normering. Hovedbestyrelsen ansætter sekretariatets øverste administrative leder, der ansætter de øvrige medarbejdere i sekretariatet. Ansatte i ETF må ikke samtidig have tillidsposter i foreningen eller i kraft af deres medlemskab udøve andre fagpolitiske funktioner inden for foreningen.
§20 Kommunikation
Hovedbestyrelsen sikrer, at der udarbejdes en kommunikationsstrategi, der omfatter udgivelsen af et medlemsblad og driften af www.etf.dk og af tidssvarende medier, og som fremmer foreningens og medlemmernes virke.
Hovedbestyrelsen skal løbende holde medlemmer og tillidsrepræsentanter orienteret om foreningens aktiviteter.
§21 Regnskab og revision
Foreningens regnskabsår er 1.1.-31.12.
Hovedbestyrelsen udarbejder rammebudget for den kommende periode til godkendelse på repræsentant- skabsmødet. Ved hvert regnskabsårs afslutning opstilles driftsregnskab og status, der forelægges Hovedbestyrelsen og senere Repræsentantskabet. Regnskabet skal være revideret af en af Hovedbestyrelsen godkendt statsautoriseret revisor. Regnskabet underlægges tillige intern økonomisk kontrol af to af Repræsentantskabet valgte økonomiske kontrollanter. Arbejdsgrundlaget for de økonomiske kontrollanter fastlægges af Repræsentantskabet.
§22 Fortolkning
Giver vedtægterne anledning til flere forskellige fortolkninger, skal Hovedbestyrelsen i en akut situation afgøre, hvilken fortolkning der skal gælde. Vedtægterne skal derefter præciseres på førstkommende repræsentantskabsmøde.
§23 Opløsning af foreningen
Beslutning om opløsning af foreningen træffes altid ved skriftlig urafstemning efter samme regler, som gælder for vedtægtsændringer. Vedtages det at opløse foreningen, afgør Repræsentantskabet, hvad der skal ske med foreningens aktiver.
§24 Ikrafttrædelse
Vedtægterne træder i kraft 18. december 2025 og erstatter vedtægterne af november 2022.
24.1 Overgangsbestemmelser
Overgangsbestemmelserne vedtaget ved urafstemning den 18. december 2025 vedrører perioden fra den 18. december 2025 til ikrafttræden af den nye politiske struktur 1. maj 2026.
Vedtagelsen af en ny struktur betyder, at de igangværende funktionsperioder afbrydes for de hovedbestyrelsesmedlemmer og repræsentanter, der i henhold til tidligere vedtægtsbestemmelser er valgt med virkning til den 7. maj 2026. For disse hovedbestyrelsesmedlemmer og repræsentanter afkortes funktionsperioden således, at den ophører med udgangen af april 2026. Honorering af de berørte poster følger vedtægtens § 14.3.
De tre siddende urafstemningsvalgte hovedbestyrelsesmedlemmer, som er valgt regionalt, har en funktionsperiode, der udløber med udgangen af april 2027. Disse hovedbestyrelsesmedlemmers funktionsperiode opretholdes, dog således at det valgte medlem i den tidligere Region Midt-Nord fortsætter som repræsentant for den nye administrative Region Midtjylland. Pladsen som urafstemningsvalgt hovedbestyrelsesmedlem i Region Nordjylland besættes for en etårig periode ved urafstemning samtidig med ordinært valg til forperson i 2026.