Hvilke redskaber bruger vi i vurderingen af ADL-evne hos psykiatriske patienter? Virker de? Og er de informationer, vi sender videre til kommunen, overhovedet nyttige for sagsbehandlerne? Det satte Louise Mønsted Stubberup sig for at undersøge i sit kandidatspeciale – et hverdagsmaraton, der nu indbringer hende Ergoterapeutforeningens kandidatpris.
I ni år har Louise Mønsted Stubberup arbejdet i psykiatrien på Aalborg Universitetshospital, og i den tid har hun oplevet, hvordan ergoterapeuter har fået en stærkere stemme på især ét område.
- Jeg oplever, at vi fylder mere og mere i forbindelse med udskrivningskonferencer og på netværksmøder, hvor vores vurderinger af patienternes funktionsniveau i stigende grad bliver brugt af sagsbehandlerne til at anslå et støttebehov, fortæller Louise Mønsted Stubberup, der er udviklingsansvarlig for tyve ergoterapeuter på hospitalet.
Derfor virkede det også oplagt for hende at dykke dybere ned i, hvilke undersøgelsesredskaber ergoterapeuterne bruger, når de vurderer patienternes ADL-evne og behov for støtte, da hun skulle skrive sit kandidatspeciale, og heldigvis stillede hendes kolleger velvilligt op til interview. Resultatet af hendes arbejde blev så vellykket, at Louise nu modtager Ergoterapeutforeningens kandidatpris, og det er en glad modtager, der bliver honoreret for frugten af fire års studier.
- Det er da ikke nogen hemmelighed, at det har været hårdt undervejs, indrømmer hun.
Mangler redskaber
I dag er Assessment of Motor and Process Skills (AMPS), Canadian Occupational Performance Measure (COPM) og ADL Interview udbredte undersøgelsesredskaber, men en af de konklusioner, som Louise kunne drage efter at have interviewet ergoterapeuterne var, at de ikke altid er tilstrækkelige, når det handler om patienter med psykisk sygdom. For dem ser hverdagen nemlig af og til anderledes ud, og meningsfulde aktiviteter er ikke nødvendigvis de samme som for gennemsnitsdanskeren.
- I nogle tilfælde er de aktiviteter, som redskaberne fokuserer på, slet ikke relevante for de patienter, vi taler med, forklarer Louise og giver et eksempel.
- Jeg skulle udrede en ung mand, som havde et voldsomt misbrug og havde boet på gaden de sidste fem år. I sådan en situation var der ikke nogen af de redskaber, som jeg havde ved hånden, der kunne støtte mig i at interviewe ham omkring hans hverdag og hans funktionsniveau, for de aktiviteter, der var fokus på i redskaberne, var simpelthen ikke aktuelle for ham. Han var bekymret for, om han kunne få en plads på varmestuen, om der var en bænk, han kunne sove på, eller hans sovepose blev gennemblødt, hvis det regnede. Jeg kunne ikke engang spørge ind til, om han kunne snakke i telefon, for han ejede jo ikke én, fortæller hun.
Manden var også meget optaget af sit kriminelle liv, som var en måde at skaffe midler til stoffer, og samtidig havde han store udfordringer med at fixe, fordi hans eksekutive færdigheder var svækkede efter det mangeårige misbrug. Og også i forhold til denne form for såkaldt ”dark side of occupation” kommer ergoterapeuterne til kort, pointerer Louise.
- Der er simpelthen ikke noget i vores eksisterende værktøjskasse, som er relevant for sådan en patient, fastslår hun, der på baggrund af sin undersøgelse kan konkludere, at ergoterapeuter i psykiatrien har brug for en bredere vifte af redskaber, når de udreder.
- Hvis vi som ergoterapeuter skal kunne bryste os af at beskæftige os med meningsfulde aktiviteter, så skal vi også kunne tilpasse os de patienter, som ikke passer ind i samfundets gængse rammer, siger hun og peger på, at det fx også kan være mennesker fra andre kulturer.
- Da jeg fx mødtes med en mand fra et nordafrikansk land, sad jeg med et COPM-skema og skulle spørge til, hvordan det gik med madlavning, tøjvask og rengøring derhjemme, og der overvejede jeg da lige, hvordan han ville reagere på de spørgsmål. Men jeg forsøgte, hvilket han grinede af, for det var jo slet ikke en del af hans hverdagsaktiviteter. Det var kvindeopgaver i hans kultur. Sådan kan vi også komme til at fornærme eller såre nogen, hvis ikke vi tilpasser vores forløb til den enkelte, påpeger hun.
Vigtigt ergoterapeutisk bidrag
Et andet aspekt i Louises speciale var at undersøge, hvilken viden om patienternes ADL-evne de kommunale sagsbehandlere rent faktisk har behov for, når de skal bevilge den rette støtte, og her var konklusionen glædelig. Sagsbehandlerne værdsatte i den grad de ergoterapeutiske vurderinger og brugte informationerne direkte i bevillingen, viste Louises interview.
- Sagsbehandlerne satte stor pris på de ergoterapeutiske vurderinger, fordi de lige præcis beskrev det, som var nødvendigt for at finde frem til den rigtige støtte. De får svar på, hvad det helt konkret er, som borgeren har svært ved. Om det kan genoptrænes eller skal kompenseres, og den slags svar er vigtige.
I et samfund med knappe ressourcer har sagsbehandlerne nemlig brug for nogle skarpe, faglige argumenter for at få bevilget midler til den rette støtte, og dem kan de finde i de ergoterapeutiske udredninger, erfarede Louise.
- Noget af det, som er blevet rigtigt tydeligt for mig, er, at med de ergoterapeutiske udredninger får sagsbehandlerne ammunition til at bevilge den rette støtte.
Tilbageløb til praksis
Louise har været fire år om at gennemføre uddannelsen, fordi hun har taget den som en erhvervskandidat, og selvom hendes stemme gløder af engagement, når hun taler om udbyttet, lægger hun ikke skjul på, at det til tider har været lidt af en hverdagsmaraton at kombinere 25 timers arbejdsuge, studier og pendling til Odense fra Nordjylland, når man også skal have tid til familie og venner.
- Men for mig handlede det rigtigt meget om at kunne være i praksis, mens jeg uddannede mig, fortæller Louise Mønsted Stubberup, der med egne ord oplever, at det har været ”en kæmpe fordel” at være erhvervskandidatstuderende, fordi hun løbende har kunnet gribe fat i aktuelle kliniske problemstillinger og inddrage dem på studiet.
- Der har været et stort tilbageløb til mine kolleger, og jeg har også kunnet bevare kontakten til min arbejdsplads på en anden måde, end hvis jeg havde været fuldtidsstuderende, fortæller hun.
Synliggør ergoterapeuter
Med kandidatprisen håber Louise at skabe endnu mere opmærksomhed omkring ergoterapi i psykiatrien.
- Prisen giver mig et talerør. Nu snakker jeg fx med dig og får mulighed for at sige noget til andre ergoterapeuter og ledere om, hvad det er for et udbytte, man får ud af at tage en kandidatuddannelse. Samtidig kan undersøgelsen være med til at vise det bidrag, som ergoterapeuter yder i psykiatrien og understøtte mine kollegers arbejde.
Lige nu skriver Louise på en artikel, der fokuserer på udfordringerne i det tværsektorielle samarbejde mellem kommune og psykiatri, og hun inddrager blandt andet forslag til at forbedre samarbejdet fra de informanter, der medvirkede i specialet. Målet er, at sagsbehandlerne får det bedste grundlag for at vurdere behovet for støtte.
- Og sagsbehandlerne efterspørger endnu flere ergoterapeuter i psykiatrien. De frygter nemlig, at patienterne bliver genindlagt, hvis ikke de får denne type vurderinger med sig, når de bliver udskrevet, fordi det er umuligt for dem at foretage den grundige vurdering i kommunen, hvor de typisk kun har mulighed for at lave et enkelt interview med den enkelte borger, siger Louise Mønsted Stubberup, der er glad for, at hun kastede sig over emnet.
- Og det var jo ikke uden risiko, påpeger hun med henvisning til, at hun gennem sine interview også kunne have blotlagt, hvis sagsbehandlerne makulerede de ergoterapeutiske udredninger med det samme.
- Men nu fandt jeg ud af, at vi som ergoterapeuter faktisk bruger vores knappe ressourcer i psykiatrien på en god måde, og at vi i sidste ende er med til at sikre, at patienterne får den bedst mulige støtte, når de bliver udskrevet.
Louises fire gode råd til at tage en erhvervskandidat
- Forventningsafstem med arbejdspladsen. Det er vigtigt at have klare aftaler med din arbejdsgiver om rammen for dit uddannelsesforløb. Hvor meget fremmøde forventes? Hvor meget fleksibilitet kan jeg forvente og forventes der af mig?
- Tag ét semester ad gangen. Det kan virke uoverskueligt at se ind i fire år med undervisning, arbejde, familie- og fritidsliv og eventuel pendling. Bryd i stedet perioden ned i mindre dele, og fokusér på mindre dele.
- Klarlæg målet. Overvej, hvad du vil bruge din nye viden til efterfølgende, og fokusér på målet undervejs.
- Kommunikér. Sørg for løbende at fortælle din ledelse og dine kolleger om, hvad du beskæftiger dig med på studiet.
Kort om specialet
- HVAD:Formålet var at undersøge:
- hvilke undersøgelsesredskaber ergoterapeuterne anvender i vurdering af ADL-evne og støttebehov hos patienter med psykisk sygdom
- ergoterapeuternes refleksioner omkring disse valg
- hvilken viden de kommunale sagsbehandlere reelt har behov for vedrørende patienternes ADL-evne, for at kunne bevilge den rette støtte.
- HVORDAN: Louise Mønsted Stuubberup foretog en kvalitativ interviewundersøgelse med 11 ergoterapeuter fra psykiatrien i Region Nordjylland og otte sagsbehandlere fra Aalborg Kommune.
- LÆS MERE: ”One size fits all” findes ikke – Brugen af undersøgelsesredskaber i afklaringen af ADL evne og formidling af støttebehov i psykiatrien.
Læs også