Forhandling af seniorordninger

Som tillidsrepræsentant har du mulighed for at forhandle og indgå lokale aftaler om følgende:

  • Seniorstillinger
  • Fratrædelsesordninger
  • Seniorjob, kun for det kommunale område

Seniormedarbejdere i kommuner, regioner og staten har mulighed for at få en individuel aftale om en seniorordning, som kan tilpasses den enkeltes behov og arbejdssituation.

ETF har uddelegeret forhandlings- og aftaleretten til TR, derfor er det dig, der forhandler seniorordninger på plads i tæt dialog med medlemmet. ETF anbefaler, at du som TR kontakter os for sparring undervejs i forhandlingerne – især hvis det er første gang, du skal forhandle en seniorordning eller du er i tvivl om aftalens indhold.

Hvis du skal forhandle en fratrædelsesaftale, skal du altid kontakte ETF forud for forhandlingen og indgåelsen af aftalen.

TR’s forhandlings- og aftaleret

Som TR har du forhandlings- og aftaleretten i forhold til ergoterapeuter på basisoverenskomsten. Det samme gælder TR-suppleanter for flere faggrupper, hvis TR ikke er ergoterapeut.

ETF har uddelegeret forhandlings- og aftaleretten til TR og derfor forhandler du aftalen på plads i tæt dialog med medlemmet.

Vi anbefaler, at du kontakter ETF for sparring undervejs i processen, hvis du er i tvivl om indholdet af en aftale. Det er vigtigt at du som TR har tæt dialog med medlemmet om processen og indholdet af aftalen. Du skal sikre dig, at medlemmet er helt indforstået med aftalens indhold og konsekvenserne af aftalen, inden du tiltræder aftalen på vegne af medlemmet.

Forhandlings- og aftaleret som TR for flere faggrupper

Du har forhandlings- og aftalekompetencen for de ergoterapeuter, du repræsenterer i dit valggrundlag. Er du valgt som TR for flere faggrupper, har du ikke automatisk forhandlings- og aftaleretten for de øvrige faggrupper i dit valggrundlag.

Hvis du ikke allerede har aftalt med den enkelte medlemsorganisation, hvilken kompetence du har på vegne af deres medlemmer, skal du kontakte de øvrige organisationer i dit valggrundlag og afklare, hvilke beføjelser du har som TR. Andre medlemsorganisationer uddelegerer ofte forhandlingskompetencen til TR på udvalgte områder, men sjældent – eller aldrig – aftalekompetencen. Derfor skal du aldrig underskrive en aftale på vegne af en anden medlemsorganisation, medmindre du udtrykkeligt har fået aftalekompetencen.

Husk altid at sende en kopi af indgåede aftaler for ergoterapeuter til [email protected]

Dialogen med medlemmet

Det er medlemmet selv, der skal kontakte dig som TR, hvis der opstår et ønske om at indgå en seniorordning eller en fratrædelsesaftale i forlængelse af en seniorordning.

Medlemmet bør selv orientere sig på hjemmesiden under den relevante overenskomst for at få indsigt i, hvad der kan aftales inden for jeres område.

Du kan som TR hjælpe ved at:

  • Henvise til den relevante sektion på hjemmesiden
  • Give medlemmet sparring om de muligheder, som medlemmet overvejer
  • Orientere om senioraftaler, som du har kendskab til, er indgået på arbejdspladsen

Dialog om jobindhold

Det er vigtigt, at du som TR har en grundig samtale med medlemmet om:

  • Jobbets indhold især hvis der er et ønske om ændrede arbejdsfunktioner
  • Opgaver og ansvar i forhold til medlemmets kvalifikationer.

Forhandling og aftaleindgåelse

Som TR forhandler og indgår du aftalen på vegne af medlemmet. Derfor er det afgørende, at:

  • Du er i tæt dialog med medlemmet
  • Du sikrer, at medlemmets interesser bliver varetaget i aftalen

Medlemmets accept

Inden du tiltræder aftalen, skal du sikre dig, at medlemmet er fuldt indforstået med aftalens indhold.

Din forberedelse som TR

Vi anbefaler, at du som TR forbereder dig grundigt ved at orientere dig på hjemmesiden inden dialogen med medlemmet.

På hjemmesiden finder du både oversigter over seniorordninger og de gældende rammeaftaler for hvert overenskomstområde.

De relevante links er samlet i teksten nedenfor, så du nemt kan finde den information, du har brug for.

Du kan henvise medlemmet til at læse om seniorordningen inden for de 3 overenskomstområder

Seniorordninger på det kommunale område

Som tillidsrepræsentant har du mulighed for at forhandle lokale aftaler om seniorordninger, der kan støtte seniormedarbejdere i overgangen fra arbejdsliv til pension. En seniorordning kan sammensættes på forskellige måder, afhængigt af medarbejderens behov og arbejdspladsens muligheder.

Der er 3 slags ordninger, hvor TR er involveret i forhandlingerne på det kommunale område:

  • Seniorstillinger
  • Fratrædelsesordninger
  • Seniorjob

Seniorstilling

En seniorstilling kan komme på tale, når en medarbejder og en leder i fællesskab er enige om, at én eller flere ændringer i den nuværende stilling vil bidrage til at fastholde medarbejderen. Medarbejderen skal være 52 år eller derover. Der kan også oprettes en ny seniorstilling.

Hvis forholdene på arbejdsstedet tillader det, er der mulighed for at fastholde dig i en seniorstilling.

I seniorstillingen kan indeholde forskellige elementer som nedsættelse af arbejdstiden med opretholdelse af fuld pension, ændrede arbejdsopgaver/arbejdsfunktioner og i en kombination af begge dele.

En seniorstilling vil altid indebære, at medlemmet bevarer pensionsindbetaling beregnet ud fra løn og ansættelsesgrad i hidtidige stilling.

Læs mere:

Om seniorordningen inden for dit overenskomstområde

Om seniorordninger i "Rammeaftale om seniorpolitik" (findes under "KL") og find dit overenskomstområde.

Fratrædelsesordning

Du skal altid kontakte ETF, hvis der er ved at blive indgået en fratrædelsesaftale i forbindelse med en seniorstilling, så du kan få konkret og kvalificeret vejledning.

En fratrædelsesordning er møntet på situationer, hvor et medlem har et ønske om en frivillig afgang fra arbejdspladsen.

Fratrædelsesordninger kan anvendes:

  • Med fratræden som målsætning, eller
  • Som et fastholdelsesredskab

Det er ikke afgørende, om det er medarbejderen selv, der ønsker at fratræde, eller om arbejdsgiveren ønsker at opsige vedkommende. Det vigtige er, at begge parter er enige om at indgå en særlig aftale med specifikke vilkår for fratrædelsen.

Der er ikke knyttet aldersbetingelser til muligheden for at indgå fratrædelsesordninger.

Seniorjob

Muligheden for et seniorjob følger af ”lov om seniorjob”, og som TR har du forhandlings- og aftaleretten.

Et seniorjob er et job i ens bopælskommune på almindelige ansættelsesvilkår.

En senior, der søger et seniorjob, skal:

  • Være ledig
  • Være medlem af en A-kasse
  • Være med i efterlønsordningen
  • Opfylde anciennitetskravet for efterløn, når senioren når efterlønsalderen
  • Desuden må vedkommendes dagpengeperiode tidligst udløbe fem år før efterlønsalderen

En ledig har ret til ansættelse i et seniorjob, når dagpengeperioden er udløbet. Men der er en del frister og krav, der skal overholdes for at få et seniorjob. Derfor skal medlemmer, som er interesseret i dette, kontakte A-kassen for vejledning.

TR’s rolle

Hvis din leder henvender sig til dig som TR med henblik på at ansætte en ledig i et seniorjob, skal du behandle dette som enhver anden nyansættelse i forhold til forhandling af løn og andre ansættelsesvilkår.

Som repræsentant for de ansatte kan du være med til at fastlægge indholdet i seniorjobbet for at sikre, at det har et rimeligt indhold.

Seniorordning på det regionale område

Som tillidsrepræsentant har du mulighed for at forhandle lokale aftaler om seniorordninger, der kan støtte seniormedarbejdere i overgangen fra arbejdsliv til pension. En seniorordning kan sammensættes på forskellige måder, afhængigt af medarbejderens behov og arbejdspladsens muligheder.

Der er 2 slags seniorordninger, hvor TR er involveret i forhandlingerne på det regionale område:

  • Seniorstillinger
  • Fratrædelsesordninger

Seniorstilling

En seniorstilling kan komme på tale, når en medarbejder og en leder i fællesskab er enige om, at én eller flere ændringer i den nuværende stilling vil bidrage til at fastholde medarbejderen.

Medarbejderen skal være 52 år eller derover. Der kan også oprettes en ny seniorstilling.

Hvis forholdene på arbejdsstedet tillader det, er der mulighed for at fastholde dig i en seniorstilling.

I seniorstillingen kan indeholde forskellige elementer som nedsættelse af arbejdstiden med opretholdelse af fuld pension, ændrede arbejdsopgaver/arbejdsfunktioner og i en kombination af begge dele.

En seniorstilling vil altid indebære, at medlemmet bevarer pensionsindbetaling beregnet ud fra løn og ansættelsesgrad i hidtidige stilling.

Læs mere:

Om seniorordningen inden for dit overenskomstområde

Om seniorordninger i "Rammeaftale om seniorpolitik" (findes under "KL") og find dit overenskomstområde.

TR’s rolle ved fratrædelsesordninger

Du skal altid kontakte ETF, hvis der er ved at blive indgået en fratrædelsesaftale i forbindelse med en seniorstilling, så du kan få konkret og kvalificeret vejledning.

En fratrædelsesordning er møntet på situationer, hvor et medlem har et ønske om en frivillig afgang fra arbejdspladsen.

Fratrædelsesordninger kan anvendes:

  • Med fratræden som målsætning, eller
  • Som et fastholdelsesredskab

Det afgørende er ikke, hvorvidt medarbejderen selv ønsker at opsige sin stilling eller ønskes opsagt, men at arbejdsgiver og medarbejder er indstillet på at indgå en særlig aftale om specielle fratrædelsesvilkår.

Der er ikke knyttet aldersbetingelser til muligheden for at indgå fratrædelsesordninger.

Seniorordning på statens område

Som tillidsrepræsentant har du mulighed for at forhandle lokale aftaler om seniorordninger, der kan støtte seniormedarbejdere i overgangen fra arbejdsliv til pension. En seniorordning kan sammensættes på forskellige måder, afhængigt af medarbejderens behov og arbejdspladsens muligheder.

På statens område er der to slags seniorordninger:

  • Seniorordning
  • Fratrædelsesordning

Seniorordning

En seniorordning bygger på frivillighed og kan etableres når ansættelsesmyndigheden vurderer det muligt og hensigtsmæssigt. Der således hverken ret eller pligt til at indgå en sådan seniorordning.

De økonomiske vilkår bliver aftalt mellem leder og medarbejder, men formaliseres inden for rammerne af aftalen af den forhandlingsberettigede organisation.

En seniorordning kan omfatte forskellige elementer såsom yderligere seniordage aftrapning i arbejdstid og/eller charge, seniordage og/eller fastholdelsesbonus.

Læs mere om seniorordningen inden for dit overenskomstområde

TR’s rolle ved fratrædelsesordninger

Du skal altid kontakte ETF, hvis der er ved at blive indgået en fratrædelsesaftale i forbindelse med en seniorstilling, så du kan få konkret og kvalificeret vejledning.

Ansættelsesmyndigheden afgør, om ”Cirkulære om aftale af senior- og fratrædelsesordninger” skal anvendes lokalt. Anvendes aftalen lokalt giver den, under bestemte betingelser, mulighed for at indgå aftaler om frivillig fratræden med medarbejdere, der på tidspunktet for deres fratræden, er fyldt 62 år, men ikke 65 år.

Det er en forudsætning for at indgå en frivillig fratrædelse, at den ansatte selv søger fratræden på grund af alder. Man kan ikke indgå aftaler om frivillige fratrædelsesordninger med ansatte, der skal afskediges eller som fratræder af andre grunde, fx sygdom.