Status: Forskning i neurorehabilitering

Den ergoterapeutiske forskning i neurorehabilitering spænder bredt fra det akutte forløb til rehabilitering af borgere i den kommunale sektor. Fællesnævneren er kompleksiteten i de ramtes sygdomsforløb, og i artiklen her giver de to forfattere et indblik i den forskning på området, der enten foregår på eller udgår fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Af Henriette Holm Stabel, seniorforsker, ergoterapeut, ph.d.
Jesper Just Fabricius, forskningsansvarlig ergoterapeut, ph.d., lektor
Begge Regionshospitalet Hammel Neurocenter

Rehabilitering af personer med erhvervet hjerneskade er et komplekst felt. Det skyldes dels den måde en hjerneskade manifesterer sig på hos den enkelte, og dels de konsekvenser den har for vedkommendes pårørende. Det viser sig særligt ved svære hjerneskader, hvor patienterne ud over ofte at have en halvsidig lammelse, svær dysfagi og synsproblemer også kan have svære kognitive vanskeligheder og manglende sygdomsindsigt. Den ergoterapeutiske forskning på området afspejler den kompleksitet og bygger derfor på både kvalitative og kvantitative forskningsmetoder. Derudover kræver neurorehabilitering en høj grad af interdisciplinært samarbejde, idet hver faggruppe bidrager med sit unikke perspektiv på patientforløbet, der ofte er langvarigt og går på tværs af sektorer.

Indenfor neurorehabilitering anvendes International Classification of Functioning (ICF) som referenceramme for at forstå kompleksiteten. ICF beskriver sammenspillet mellem kroppens funktioner, aktivitet, deltagelse, omgivelser og personlige faktorer relateret til en given helbredstilstand (1).

I artiklen her gør vi status på den ergoterapeutiske forskning inden for neurorehabilitering med vægt på den forskning, der udgår fra forskningsgruppen reACT (research group for activity and participation in neurorehabilitation) på Regionshospitalet Hammel Neurocenter (RHN).

Desuden er et praksisforskningsprojekt om tilgange til rehabilitering af patienter, der oplever forandring i selvfølelse og tab af identitet efter en hjerneskade for nyligt afsluttet, og det kan du læse om på side 38 i magasinet her.

Høj intensitet i P-ADL-træning

I den sub-akutte rehabilitering på RHN har ergoterapeuterne fokus på at understøtte patienter i at opnå en så høj grad af selvstændighed i deres basale behov som muligt. For nogle år siden opstod der — på grund af en mangel på sygeplejersker på Sengeafsnit 10 — en uventet forskningsmæssig mulighed for at undersøge, om en intensiveret ergoterapeutisk indsats i træning af P-ADL ville øge patienternes selvstændighed i aktivitetsudførelsen i forhold til vanlig praksis (2). Pilotforsøget inkluderede 20 patienter med stroke — 10 i en aktiv gruppe og 10 i en kontrolgruppe — og viste en klar tendens til, at den aktive gruppe opnåede højere selvstændighed efter fire uger. Det indikerer, at det kan være givet godt ud at skrue op for intensiteten af den ergoterapeutiske træning i P-ADL, men på grund af det relativt lille antal deltagere er det svært at sige noget sikkert om effekten. På den baggrund vil vi derfor i et fremtidigt studie gentage forsøget i en større skala med flere deltagere.

Resultaterne af pilotforsøget blev i februar 2026 præsenteret på verdenskongressen for ergoterapi, WFOT Congress 2026, og en videnskabelig artikel om pilotforsøget er under udarbejdelse.

Ergoterapi til den konfuse patient

Ergoterapeuterne på RHN yder et vigtigt bidrag i rehabiliteringen af de svært skadede patienter, der i den tidlige fase befinder sig i en konfus tilstand. Det er en tilstand, hvor patienten kan fremstå fysisk aktiv og fx bevæge sig rundt på afsnittet, men samtidig mangle forståelse for de kognitive og psykosociale følger af skaden. Den konfuse tilstand udfordrer rehabiliteringsforløbet og den ergoterapeutiske praksis, fordi patienten ikke er i stand til at medvirke til hverken undersøgelse eller målsætning og ikke kan se meningen med aktivitetsbaseret rehabilitering.

Vi har for nylig publiceret en artikel, der med afsæt i en dynamisk konceptuel model beskriver vores tværfaglige tilgang til arbejdet med den konfuse patient (3). I forlængelse af dette arbejde har ergoterapeuter på Sengeafsnit 1 på RHN undersøgt, hvordan arbejdsprocesmodellen Occupational Therapy Intervention Process Model (OTIPM) (4) understøtter ergoterapeuternes arbejde med den konfuse patient. OTIPM er den arbejdsprocesmodel, der som udgangspunkt anvendes på RHN, men undersøgelsen viste, at modellens lineære struktur kan være vanskelig at anvende i arbejdet med konfuse patienter, fordi deres manglende mulighed for at samarbejde om rehabiliteringen ofte ikke passer ind i en den lineære struktur.
Studiet blev præsenteret på verdenskongressen for ergoterapi, WFOT Congress 2026, og en videnskabelig artikel er under udarbejdelse.

Dysfagi og ansigtslammelse

Får en patient dysfagi som følge af sin hjerneskade, er der risiko for, at vedkommende må ernæres via en sonde, som øger behovet for professionel hjælp. Derudover er dysfagi forbundet med øget risiko for lungebetændelse og øget dødelighed (5). Samtidig spiller det ind, at et måltid ikke alene handler om at få livsvigtig næring til kroppen, men også er en social aktivitet med stor betydning for livskvaliteten (6). At kunne spise og drikke selvstændigt er derfor et vigtigt ergoterapeutisk ansvarsområde.

På RHN er vi i gang med at implementere McGill Ingestive Skills Assessment (MISA), der er et af de få vurderingsredskaber på dysfagiområdet, som inddrager aktivitetsperspektivet, og det nuancerer, hvilke konsistenser af mad og drikke en patient kan indtage selvstændigt uden risiko for at få det i luftvejene (7, 8). Derudover undersøger vi inden for træning af dysfagi og ansigtslammelse evidensen for anvendelsen af to redskaber i den ergoterapeutiske praksis.

Det ene redskab er en mundskærm, som vi har undersøgt i et mindre randomiseret kontrolleret forsøg (RCT) med patienter med en tracheostomi — det vil sige patienter, der pga. respiratorbehandling kirurgisk har fået lavet et hul i halsen (9). Ved overflytning til RHN kan de patienter have behov for en cuffet trachealtube, som er et luftrør i tracheostomien med en lille ballon, der forhindrer fejlsynkning af sekret (10). I forsøget undersøgte vi, om træning med mundskærmen kunne mindske patienternes dysfagi, og afkorte den tid, de havde behov for trachealtube. Forsøget viste ingen effekt, men idet resultaterne ikke kan generaliseres til patienter uden cuffet trachealtube, planlægger vi at gennemføre et større forsøg med en bredere gruppe af patienter med dysfagi som følge af stroke.

Det andet redskab er neuromuskulær elektrisk stimulation (NMES), som anvendes til at styrke muskler og nerveforbindelser relateret til dysfagi og central facialisparese (11). Central facialisparese ses hos op imod 45 procent af personer med stroke (12), og er udover at have en tæt forbindelse til dysfagi også forbundet med æstetiske konsekvenser som asymmetrisk mimik og manglende evne til at lukke munden (13). NMES anvendes af mange ergoterapeuter i Danmark til at reducere ansigtslammelse (vi har en artikel om netop det i review), men anvendelsen er ikke forskningsmæssigt understøttet (14). På RHN har vi derfor påbegyndt et pilotstudie, som skal danne baggrund for et multicenter-RCT — et randomiseret studie på flere forskellige matrikler. Studiet skal undersøge, om NMES har en effekt på ansigtslammelsen (15).

Hvis du arbejder med hospitalsbaseret rehabilitering eller med et privat rehabiliteringstilbud, hvor I anvender NMES til denne målgruppe, og kunne du tænke dig, at jeres arbejde indgik i studiet, er du velkommen til at kontakte Jesper Just Fabricius.

Tilbage på arbejde efter hjernerystelse

At gå på arbejde er en vigtig del af menneskers liv og sundhed; det bidrager med værdiskabende aktivitet, der bl.a. har stor betydning for vores selvopfattelse og identitet, ligesom det bidrager til vores levestandard og generelle muligheder i livet (16).

På RHN arbejder vi også med rehabilitering af mennesker, der oplever langvarige følger efter hjernerystelse. I et forskningsprojekt samarbejder vi med Randers og Ringkøbing-Skjern Kommune om at finde nye tilgange, strukturer eller måder at organisere en indsats på, så den i højere grad hjælper de ramte varigt tilbage på arbejdsmarkedet. Ergoterapeuter har en central rolle i arbejdet med at hjælpe borgere tilbage til et aktivt liv med familie, venner, arbejde og fritidsaktiviteter. Det kan fx være med hjælpemidler, indretning af arbejdspladsen, mestring af symptomer og de konsekvenser, symptomerne har på deltagelse i aktiviteter i hverdagen — fx hvordan man via graduering og realistiske målsætninger kan genoptage vanlige aktiviteter. Det kan også handle om at give råd og vejledning om selve skaden, eller om hvordan pårørende eller arbejdsgiver kan understøtte den ramte.

I et andet forskningsprojekt undersøger vi borgeres livsfortællinger om det at være ramt af hjernerystelse. Det handler bl.a. om, hvilke konsekvenser de oplever, at skaden har på deres liv — ikke blot for dem selv, men også for deres nærmeste. Det er et interviewbaseret studie, der skal sikre et helhedsorienteret perspektiv, hvor tilgange, behandlingsmetoder og sundhedspolitikker ikke blot skal være målt på symptomreduktion, men også på borgernes faktiske oplevelser og behov i forhold til deltagelse i hverdagens aktiviteter.

Studiets resultater vil klæde ikke mindst ergoterapeuter på til at kunne udvikle målrettede og personcentrerede interventioner og tilgange, der tager højde for borgernes perspektiv og ønsker, og dermed understøtter et meningsfuldt hverdagsliv.

Naturbaseret rehabilitering

Et andet indsatsområde er den naturbaserede rehabilitering, som ifølge forskningen har indflydelse på mestrings- og funktionsevne (17, 18). Et ph.d.-studie har undersøgt spørgsmålet: ”Hvad sker der, når vi bevæger kognitiv rehabilitering ud i samspil med naturen?” I projektet indgik ergoterapeuter fra kommunal praksis i samspil med borgere med kognitive følger efter en erhvervet hjerneskade (18, 19). Resultaterne pegede på, at naturen kan være en aktiv medspiller i rehabiliteringen, og på den baggrund blev der i samskabelse mellem borgere og ergoterapeuter udviklet et naturbaseret kognitivt rehabiliteringsprogram. Programmet består af to sessioner om ugen i tre uger og består af både indendørs undervisning og strukturerede udeaktiviteter, der træner opmærksomhed, hukommelse og eksekutive funktioner ved hjælp af naturens materialer, øvelser og fællesskab.

Borgerne, der medvirkede i projektet, foretrak at være udenfor og gav udtryk for, at de oplevede mere aktivitet, ro og energi, som de kunne overføre til hverdagen.

Programmet er implementeret i Aarhus Kommune og afprøves yderligere i et postdoc-forløb.

Udvikling, oversættelse og validering af vurderingsredskaber

På grund af de mange forskelligartede følgevirkninger af en erhvervet hjerneskade og den deraf følgende kompleksitet i neurorehabiliteringen er der brug for forskellige vurderingsredskaber. Både i klinisk praksis og i forskningen er det nødvendigt at kunne vurdere, hvilken progression den rehabiliterende indsats har. Generelt ligger der et stort arbejde i at finde frem til relevante redskaber samt at udvikle, oversætte og validere nye og eksisterende redskaber.

Sundhedsstyrelsen udgav i 2020 nationale anbefalinger for brugen af frit tilgængelige, standardiserede redskaber til vurdering af funktionsevnen hos mennesker med erhvervet hjerneskade. Anbefalingerne omfatter screening for dysfagi, kognitiv funktionsevne, P-ADL og gangfunktion. Formålet er at sikre ensartede rehabiliteringsforløb af høj kvalitet og at understøtte tværsektorielt samarbejde samt en fælles faglig forståelse og terminologi (20).

På RHN er vi bl.a. i gang med at validere redskaberne The Utrecht Scale for Evaluation of Rehabilitation - Participation, FAcial Clinimetric Evaluation, The New General Self-efficacy Scale og Occupational Balance Questionnaire version 2 — sidstnævnte i samarbejde med forskere fra University College Lillebælt og Syddansk Universitet. Derudover er vi ved at udvikle og validere et objektivt vurderingsredskab til central facialisparese, My Facial Quantification, der kan kvantificere graden af paresen (14).

Fokus fremover

I de kommende år vil vi på RHN have fokus på at styrke samarbejdet med andre neurorehabiliteringsenheder og i højere grad iværksætte validerings- og multicenterstudier, der kan give os et bedre grundlag for at vurdere effekten af vores indsatser. Derudover vil vi i den kommende tid have fokus på den specialiserede neurorehabilitering i kommunerne, som regionshospitalerne — med sundhedsreformen — får ansvaret for (21).