Hvem har opladeren?

Sammen med en norsk kollega er lektor og ph.d. Anna Marie Lassen lige nu undervejs med en ny analysemodel, der kan gøre det lettere for bl.a. ergoterapeuter at få velfærdsteknologi til at fungere i borgerens hverdag.

Lad os begynde med et eksempel: En borger skal forsøge at håndtere sin angstproblematik ved hjælp af VR-briller. Indsatsmålet er klart: Kvinden skal i løbet af otte uger kunne køre med offentlig transport. Med brillerne kan hun tage en virtuel bustur hjemme i stuen, så eksponeringen sker gradvist, og ergoterapeuten kan understøtte borgeren i at bruge brillerne.

Umiddelbart en simpel øvelse, men i praksis svær. Hvorfor, vender vi tilbage til.

VR-brillerne er bare et eksempel på den velfærdsteknologi, der gennem mange år er blevet udpeget som en nødvendig, ja en uundgåelig del af fremtiden i sundhedsvæsenet, socialpsykiatrien og ældreplejen. Apps, skærme og intelligente løsninger, der skal klare de opgaver, som der bliver færre medarbejdere til.

Kommunerne opstiller kvantitative mål for brugen af velfærdsteknologi, og i den nye ældrelov betones velfærdsteknologi som et centralt element. Teknologien er ikke længere en kan-, men en skal-opgave. Problemet er bare, at det ikke er nok, at politikere, ledere og økonomer fortæller medarbejderne, at teknologi og AI kan hjælpe dem, påpeger Anna Marie Lassen. Hun er ergoterapeut, ph.d. og lektor ved UCN og har i mere end 12 år forsket i velfærdsteknologi. Senest i projektet ”Et fagligt perspektiv på velfærdsteknologi i dag- og botilbud”.

— Medarbejderne i kommunerne får at vide, at nu skal de bruge velfærdsteknologi, men de mangler redskaber til at analysere og implementere teknologien i en faglig praksis. De skal ikke bare kunne forstå at betjene teknologien, de skal også vide, hvordan de kobler den til deres faglighed, og de skal forstå alle de arbejdsopgaver og aktører, der er rundt om teknologien, og som er afgørende for, at den fungerer, fastslår Anna Marie Lassen.

Forstå sammenhængen

Lad os vende tilbage til borgeren med VR-brillerne. Skal indsatsen lykkes, kræver det helt lavpraktisk, at der er internetforbindelse hos borgeren (er regningen betalt?), at der er en terapeut eller en anden medarbejder, som har indsigt i, hvordan teknologien fungerer og kan indstille brillerne korrekt og støtte borgeren i at anvende teknologien ansvarligt ved angstproblematikker. Og er der fx en kontaktperson i kommunen, der ved, hvad sker der med sikkerhed og opdateringer? For blot at nævne nogle af de afgørende omstændigheder og personer.

— Der er ret mange elementer, som skal fungere, hvis teknologien skal virke, og det er en anderledes måde at tænke på for frontmedarbejderne. Det er et andet blik, end man som fx ergoterapeut har, når man skal vurdere om et hjælpemiddel er det korrekte til en konkret borger. Denne type teknologier har et andet formål, faktisk flere formål, som fx at reducere arbejdskraft, gøre borgerne uafhængige af pleje- og rehabiliteringspersonale i eget hjem, forbedre kvaliteten af ydelserne og måske også understøtte større kvalitet i dokumentering. Man er nødt til ikke bare at forstå teknologien, men i højere grand også forstå konteksten for teknologien, siger Anna Marie Lassen.

Ny model på vej

Derfor er hun lige nu i gang med at udvikle en analysemodel, der kan gøre det lettere for medarbejdere at afdække, hvordan en teknologi ubesværet kan glide ind i en borgers liv og i organisationens systemer og logikker. Det sker i samarbejde med ergoterapeut og professor Hilde Thygesen fra Universitetet i Sørøst-Norge (USN).

Målet er at skabe en model, der kan bruges på tværs af borgere, teknologier og fagligheder. Modellen udvikles på baggrund af erfaringer fra alle de borgere, ledere og medarbejdere, som Anna Marie Lassen og hendes forskerkolleger har interviewet og observeret gennem årene.

Modellen skal kunne bruges i praksis og anvendes til ”de behov og udfordringer, som medarbejdere og ledere står med i hverdagen”, som hun forklarer.

Lige nu har modellen arbejdstitlen ”B-TOP-modellen”, hvilket står for: Borger, Teknologi, Omgivelser og Professionsfaglighed, og den består overordnet af fire analytiske perspektiver. Fire delanalyser, som medarbejderne skal foretage, når de står over for en borger, der skal i gang med at bruge en ny teknologi. Det er dog ikke sikkert, at alle delanalyser er nødvendige i alle tilfælde, understreger Anna Marie Lassen.

Borgerens hverdagsliv

Allerførst B’et, der står for Borgeren. I denne del skal medarbejderen analysere den enkeltes såkaldte ”omsorgskollektiv”. Et begreb, der er hentet fra norsk og dækker over de mennesker og ting, der er med til at få den enkelte borgers hverdagsliv til at fungere.

Målet er at afdække, hvad der skal til for, at hverdagen — herunder teknologien — fungerer for borgeren. Er der fx en søster, som hver dag ringer og minder om at oplade tablet og bruge den elektroniske kalender? En nabo eller en bostøtte, som hjælper med at finde opladeren og tabletten, som måske er forlagt? Eller et familiemedlem, som minder om at betale internetregningen, så der er forbindelse? Samt ikke mindst hele netværket af administrative medarbejdere i kommunen, der tager sig af sikkerhed, opdateringer og drift af de programmer, som borgeren på tabletten anvender sammen med bostøtten.

— Ergoterapeuter vil nok kalde det for omgivelser, men det er lidt for uspecifikt, da man kan godt risikere at overse nogle vigtige elementer, fx artefakter og andre teknologier, ved at bruge omgivelser som begreb. Med omsorgskollektiv forstår man, at det er et netværk af mennesker og ting, der til sammen får borgerens hverdag til at fungere med en velfærdsteknologi. Et omsorgskollektiv er under forandring og ændres fra situation til situation, siger Anna Marie Lassen og peger på, at hendes personlig omsorgskollektiv udover familien bl.a. består af hendes bil og mobiltelefon.

Hun løfter mobilen med en sigende bevægelse.

— På den her smartphone er min kalender, og uden den kan jeg slet ikke fungere. Her kan jeg se, hvad jeg selv skal i løbet af dagen, men også hvad mine børn skal. Jeg kan komme i kontakt med de personer, jeg skal, og den hjælper mig med at huske på telefonnumre, hvad jeg skal købe ind, og hvilke møder jeg skal til i løbet af arbejdsdagen. Den er en vigtig del af mit omsorgskollektiv. Det betyder også, at jeg skal have internetforbindelse, og at jeg skal kunne huske mine adgangskoder, og det skal man have blik for.

Kend det usynlige manuskript

— Alle teknologier kommer med et script, som man er nødt til at få tydeliggjort. Altså hvilke forudsætninger ligger implicit i en teknologi, så den fungerer, og hvilke forudsætninger ligger til grund for at kunne anvende den? Det er både fysiske og kognitive forudsætninger, som vi normalt ikke tænker over, men som har betydning for en bruger. Det kan fx være, at man skal kunne forstå konkrete ikoner eller betjene bestemte knapper, og det er ikke alle, der kan håndtere en touchskærm. Man kan tænke, at det er selvfølgeligheder, men det er det faktisk ikke, hvis man fx har kognitive udfordringer, siger Anna Marie Lassen.

Hun løfter igen sin telefon.

— Hvis du fx ryster på hænderne, så kan manuskriptet for en smartphone eller en stor touchskærm være vanskeligt at følge. Derfor er det vigtigt, at man som medarbejder får afdækket, hvilke skjulte for-forståelser, som teknologien består af, og det gør man bedst ved selv at afprøve teknologien og analytisk identificere de forudsætninger, der ligger til grund for at kunne anvende den.

Stil skarpt på tilpasninger

Tredje del gælder analysen af omgivelserne, og her skal begrebet forstås lidt anderledes end den måde, som ergoterapeuter i dag bruger det på, forklarer Anna Marie Lassen:

— Omgivelser handler om de ”arrangementer”, som man som medarbejder skal sørge for, hvis teknologien skal fungere for borgeren og organisationen, forklarer hun og peger på, at det fx kan handle om ændringer af indstillinger af teknologien, fx lysstyrke, kontrastfarver eller følsomhed. Det kan også være online-hjælp for borgeren eller medarbejderen for at sikre, at der er driftsikkersikkerhed.

Egen og andres profession

Endelig må medarbejderen og ledelsen forholde sig til professionsfagligheden eller professionsfaglighederne omkring teknologien og borgeren. Det er det, som P’et står for i B-TOP-modellen. Det kan være forskellige professionsmedarbejdere, der kan have forskellige fokusområder med samme teknologi og samme borger. Og det bør også klarlægges og tydeliggøres.

— Ergoterapeuten kan fx have fokus på, hvordan smartphonen er med til at strukturere og håndtere hverdagsaktiviteter for borgeren. Pædagogen vil måske have fokus på hvordan smartphonen er med til at understøtte borgeren i relationsdannelse med andre borgere, og sygeplejersken vil måske have fokus på, at smartphonen kan hjælpe borgeren til at huske medicindoseringsaftaler. Derfor kan der også være forskellige succeskriterier for teknologien, alt efter hvilken profession du spørger, forklarer Anna Marie Lassen

Hun peger på, at alle professioner har forskellige faglige perspektiver og teorier med i rygsækken.

— Og det er ret vigtigt, at vi får øje på dem, så vi kan understøtte hinanden i at bruge teknologien bedst muligt, pointerer hun.

Ikke et hjælpemiddel

Ergoterapeuter har allerede analytiske redskaber, som er værdifulde i forhold til at matche teknologi og borger, vurderer Anna Marie Lassen, men der er forskel på, om der er tale om hjælpemidler eller velfærdsteknologi, forklarer hun:

- Hjælpemidler og velfærdsteknologi er ikke det samme. Med hjælpemidler tager man udgangspunkt i servicelovens § 112 og vurderer, om løsningen - altså hjælpemidlet - passer til den enkelte borger. Velfærdsteknologi fungerer anderledes. Den skal ikke nødvendigvis passe til én bestemt borger, men understøtte en velfærdsydelse eller en arbejdsgang. Derfor er succeskriterierne også nogle andre. Velfærdsteknologi kan fx være AI-understøttet beslutningsværktøjer til de sundhedsprofessionelle og forbedre kvaliteten i ydelserne og forebygge indlæggelser.

Hun håber, at den nye model kan gøre det lettere for blandt andre ergoterapeuter at vurdere og inddrage velfærdsteknologi i praksis.

En anden tilgang

Og hvornår er modellen så færdig? Ja, Anna Marie Larsen og Hilde Thygesen sender snart en videnskabelig artikel, hvori de teoretisk argumenterer for modellens elementer, til review. Sideløbende skriver de en undervisningsbog, hvor de forklarer modellen ved hjælp af bl.a. cases fra praksis.

Skal implementeringen af modellen lykkes, kræver det dog også en ny forståelse hos ergoterapeuterne, mener Anna Marie Lassen og forklarer, at det skyldes, at brugen af velfærdsteknologi er et ønske fra politikere og ledere, der også er styret af en ”økonomisk og administrativ logik”, som hun udtrykker det.

Politikere og ledere tænker i enheder fremfor individer, og det giver en anden tilgang end ergoterapeutens eller pædagogens, for de tager udgangspunkt i den enkelte borger.

— Velfærdsteknologi er sat i verden for at understøtte ydelser, og i sidste ende handler det om at spare mandskabstimer, forbedre kvalitet og gøre borgeren uafhængig af personale, forklarer hun.

Det betyder, at målet fx ikke alene er, at borgeren får en bedre livskvalitet, men også at ydelserne leveres på en ny måde, og det er ikke nødvendigvis en forringelse, understreger Anna Marie Lassen.

Vi står overfor en ny virkelighed, hvor vi ikke har hænder nok, og derfor må vi tage teknologien i hånden og hjælpes ad

— Vi står overfor en ny virkelighed, hvor vi ikke har hænder nok, og derfor må vi tage teknologien i hånden og hjælpes ad, siger hun.

Og forhåbentlig kan fx VR-brillerne hjælpe borgeren med angstproblematikken til at blive mere selvstændig ved at kunne tage bussen uden en medarbejder, påpeger Anna Marie Lassen.

— Men det er en ny måde at tænke ydelser på, som hun siger.