Af Sussi Boberg Bæch, foto Charlotte Dahl

Når et barn nægter at tage tøj på eller er voldsomt i kontakten med andre børn, kan adfærden meget vel bunde i, at barnets hjerne har svært ved at organisere og tolke de sanseindtryk, det modtager fra kroppen og omgivelserne.

"Hvis et barn har problemer med balancesansen, kan noget så almindeligt som at tage tøj på være rigtig svært. Det kræver fx, at barnet kan stabilisere kroppens for- og bagside, når det kommer ud i yderpositioner som når det fx skal tage strømper på", forklarer børneergoterapeut Malene Kongsgaard, der arbejder med sanseintegration hos børn i førskolealderen.

Hun har netop modtaget Protac Legatet på 25.000 kroner til at formidle sit arbejde med sanseintegration. Med formidlingen håber hun at inspirere ledere af dagtilbud og skoler til i højere grad at gøre brug af ergoterapeuter, der har speciale i sanseintegration.

"På den måde kan vi opdage børnenes behov tidligt og sikre, at de får den støtte, de har brug for", siger hun.

Hårdhændet barn

De gode historier er der mange af, fortæller Malene Kongsgaard. For det enkelte barn kan det nemlig betyde alverden at få den rigtige støtte på et tidligt tidspunkt.

"Når pædagoger, forældre og andre omkring barnet forstår, hvad der ligger bag adfærden, sker der en udvikling i barnet, fordi de møder barnet på en helt anden måde. Barnet føler sig ikke længere forkert og får en helt anden lyst til at deltage og prøve nye ting, fordi omgivelserne forstår, hvad barnet kæmper med", forklarer Malene Kongsgaard.

Et eksempel er et barn, hvis muskel-led-sans ikke giver hjernen den feedback, den har brug for. Det kan gøre det svært at tilpasse kræfterne, og det er hårdt og frustrerende for barnet, fortæller hun:

"Barnet bliver typisk hårdhændet og bruger alt for meget kraft og støder ind i ting, niver eller griber hårdt fat. Jeg plejer at sammenligne det med at tage tøj på med luffer eller binde en knude op på en plastikpose iført strikhandsker. Det er virkelig svært, og de fleste ville hurtigt blive frustrerede. Derfor kan en lav frustrationstærskel nogle gange helt basalt handle om sanserne. Barnet får ikke den feedback, det har brug for, og mange af hverdagens små opgaver bliver udfordrende".

Vil dele erfaringer

Til daglig arbejder Malene Kongsgaard med sanseintegration i børneinstitutionen Eventyrhaven i Herning Kommune, hvor hun er tilknyttet to specialbørnegrupper. Derudover er hun ansat 10 timer om ugen af institutionens almene vuggestue- og børnehavegrupper. Her sparrer hun med ledere og pædagoger, og det er erfaringerne fra det arbejde, hun nu vil dele med andre ved hjælp af legatmidlerne.

"Legatet skal frikøbe min tid, så jeg kan bane vejen for andre ergoterapeuter, der ønsker at arbejde med sanseintegration i almene dagtilbud. Jeg vil beskrive, hvordan vi har organiseret indsatsen, og dele de resultater og erfaringer, vi har gjort os ved at have en ergoterapeut tæt på den pædagogiske praksis", fortæller hun.

Legatet skal frikøbe min tid, så jeg kan bane vejen for andre ergoterapeuter, der ønsker at arbejde med sanseintegration i almene dagtilbud.

Malene Kongsgaard

Målet er, at ledere og beslutningstagere i dagtilbud og skoler kan lade sig inspirere af erfaringerne fra Eventyrhaven, når de skal tilrettelægge ergoterapeutiske indsatser.

"Jeg håber også, at andre ergoterapeuter får lettere ved at gå samme vej. Derfor vil jeg også gerne synliggøre, hvilke kompetencer det kræver at arbejde med sanseintegration", siger Malene Kongsgaard.

Hvorfor en ergoterapeut?

I praksis er der mange forskellige faggrupper, der arbejder med sanseintegration, men ifølge Malene Kongsgaard har ergoterapeuter nogle særlige forudsætninger for at varetage funktioner med specialiseret viden på området.

"Vi har en unik position, fordi vi er trænet i at analysere aktiviteter helt ned i de mindste bestanddele og forstå, hvad det kræver af barnet. Det er de små mikroobservationer, der giver os vigtig viden. Et barn kan fx blinke hyppigt med øjnene, fordi det har svært ved at tolke ting, der kommer tæt på", siger hun.

Samtidig peger hun på, at mange ergoterapeuter – hende selv inklusive – ikke har fået undervisning i sanseintegration med sig fra grunduddannelsen, selv om emnet i dag indgår på nogle professionshøjskoler. Derfor ser hun et behov for videreuddannelse på området.

Selv har hun taget Clasi-uddannelsen i sanseintegration, og det har styrket hendes faglighed på området, fortæller hun:

"Min forståelse af børn med sanseintegrationsudfordringer blev en anden. Jeg blev bedre til at få øje på de tegn, barnet udviser, lave en faglig analyse og sætte tiltag i gang. Tidligere så jeg på barnet som enten sansesøgende eller henholdsvis over- eller underreagerende. Men i dag har jeg et mere nuanceret blik på børnenes adfærd".

"Min tolkning af et barn, der fx bevæger sig hurtigt, kan være, at farten stimulerer det vestibulære system og giver øget stabilisering – som en aktiv strategi for at kompensere for nedsat balance og holde kroppen oprejst", uddyber Malene Kongsgaard som eksempel.

Træning gennem leg

Som eksempler på, hvordan hun arbejder med sanseintegration i det almene dagtilbud, nævner hun, at hun bl.a. hjælper pædagogerne med at få øje på børn med sanseintegrationsudfordringer. Det kan være et barn, der ofte snubler og falder, eller som altid vælger de samme rolige lege og holder sig til sandkassen.

"Jeg sparrer med pædagogerne om praksisnære idéer, der kan understøtte barnets udvikling og forklarer, hvorfor det kan gøre en forskel. Hvis der er behov for det, hjælper jeg barnet videre til mere specialiserede indsatser", fortæller hun.

Ofte handler det om at understøtte barnets grundlæggende sansebearbejdning gennem leg og hverdagsaktiviteter.

"Det handler ikke om øvelser, men om leg, der støtter barnets udvikling. Vi kan fx stimulere balancesansen ved at gynge barnet og pludselig stoppe gyngen ved at gribe fat om benene og sige ”nu kommer jeg og fanger dig”. Skiftet mellem fart og stilstand stimulerer det vestibulære system", forklarer Malene Kongsgaard.