Vi må aldrig skyde håbet ned

Vil patienten til Mars, må ergoterapeuten følge drømmen. Det er nemlig drømmen, der giver motivation til at yde en indsats, pointerer ph.d. og lektor Anette Enemark Larsen.

Af Lene Terkelsen

Historien rummer mange eksempler på, at det usandsynlige kan lade sig gøre. Et af dem, tager Anette Enemark Larsen ofte med, når hun holder forelæsninger for kommende ergoterapeuter. Det handler om en ung franskmand, der efter en ulykke fik amputeret både arme og ben. I tv så han et indslag om en kvinde, der svømmede over den engelske kanal, og han ønskede at gøre det samme. Mange år senere krydsede han kanalen iført benproteser udformet som svømmefødder. En tur på 34 kilometer, som han havde forberedt sig på i to år.

— Mange ergoterapeuter ville have sagt: Det kommer aldrig til at ske, siger Anette Enemark Larsen, der er ph.d. og lektor ved ergoterapeutuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

— Men vi har absolut ingen idé om, hvor rehabilitering ender, og hvis vi på forhånd udelukker, at noget vanvittigt og vildt kan ske, lukker vi også muligheden for det. Hvor der er vilje, er der vej og uden håb ingen vilje, som hun formulerer det.

Anerkend drømmen

Anette Enemark Larsen bruger eksemplet om den amputerede atlet til at fremhæve en vigtig pointe om, at man som terapeut altid skal anerkende og følge patientens eller borgerens håb. Også selvom man ud fra en faglig vurdering kan tvivle.

— I min optik må ergoterapeuten aldrig sige nej til noget. Så hvis klienten siger, at han virkelig gerne vil til Mars, må vi ikke skyde det ned, for på den måde tager vi håbet og dermed drivkraften fra folk. Vi skal anerkende drømmen og sige: ”Lad os se, hvor langt vi når” og prøve at gå vejen med dem. Folk er nødt til selv at gøre deres erfaringer, og så kan det godt være, at man kun når ned på den nærmeste café, men undervejs i forløbet sker der typisk en psykologisk proces, hvor man omstiller sine drømme og erkender, at måske er det lidt urealistisk med Mars, men her er faktisk også meget hyggeligt, pointerer hun.

Så hvis klienten siger, at han virkelig gerne vil til Mars, må vi ikke skyde det ned, for på den måde tager vi håbet og dermed drivkraften fra folk.

Det tager nemlig tid at gennemgå den om-identifikationsproces, som livsomvæltende begivenheder fører til, forklarer Anette Enemark Larsen,

— Og i den tid er det hamrende vigtigt at bevare drømmen om Mars. For der skal være noget, som bringer glæde og stimulerer én til at yde en indsats, fastslår hun.

Håb motiverer

Håbet er da også ”indlejret i ergoterapeuters grundfortælling”, som Anette Enemark Larsen udtrykker det med henvisning til ergoterapiens klientcentrerede praksis, som hun selv i en undersøgelse har vist, at næsten 100 procent af de danske ergoterapeuter finder meget vigtigt og mener, at de selv praktiserer. Og hvor håbet er fremhævet som et vigtigt element i den klientcentrede praksis.

— Som ergoterapeuter ved vi godt, at vi ikke får folk til at gøre noget, hvis de ikke er motiverede for det, og hvor kommer motivationen fra? Ja, den kommer fra håbet, pointerer hun.

Målsætning er en fast del af ergoterapeutens praksis, men Anette Enemark Larsen advarer mod at fokusere ensidigt på mål.

— Mål er — modsat håb — noget meget operationalisérbart, og det kan virke begrænsende, pointerer hun.

Mere end aktiviteter

Betydningen af håb underbygges af flere forskningsartikler, påpeger Anette Enemark Larsen og peger bl.a. på de to ergoterapeutiske forskere Mark Kovic fra Midwestern University i Illinois og Camilla Højgaard Nejst fra Aalborg Universitet, der har undersøgt håbet som drivkraft.

Personligt har Anette Enemark Larsen beskæftiget sig med COPM’en i mere end 25 år, og hun fremhæver netop det undersøgelsesredskab som oplagt til at identificere og italesætte borgerens eller patientens håb.

— COPM fremmer en klientcentreret praksis, og derfor fungerer redskabet rigtig godt til at afdække, hvad der er betydningsfuldt. Det giver mulighed for sammen at udpege håbet ved fx at spørge til, hvad der giver glæde, forklarer hun.

Men for ergoterapeuten gælder det om at holde blikket løftet og ikke for tidligt fortabe sig i fx fysiologiske udfordringer eller aktiviteter på opgaveniveau, påpeger Anette Enemark Larsen.

— Det skal handle om ønsker og drømme, og så skal vi vente lidt med at tale om, hvordan vi får det til at ske eller fokusere på basale ADL-ting, understreger hun.

For der er flere aspekter af menneskelivet end at gå i bad og kunne brygge kaffe. Og hvis patientens største håb er at spille golf eller få en kæreste, kan brusebadet virke underordnet, og hvis ergoterapeuten udelukkende fokuserer på badet, efterlades personen alene med sin drøm, forklarer Anette Enemark Larsen.

— Ergoterapeuten skal gå med på klientens agenda, og så kan det sagtens knyttes an til hverdagsaktiviteter, for måske er vejen til at få en kæreste også at tage et bad? Men indsigten skal komme fra den enkeltes erkendelser og ikke ergoterapeuten.

Som ergoterapeuter ved vi godt, at vi ikke får folk til at gøre noget, hvis de ikke er motiverede for det, og hvor kommer motivationen fra? Ja, den kommer fra håbet