Verdens ergoterapeuter til kongres

Godt 2500 deltagere fra 96 lande deltog i uge 7 i ergoterapeuternes verdenskongres i øjeblikket i Bangkok, WFOT2026. Fra Ergoterapeutforeningen (ETF) var næstformand Margrethe Boel og chefkonsulent Ulla Garbøl med, og undervejs mødte de ergoterapeuter fra hele verden og spurgte dem bl.a., hvad de elsker mest ved deres fag.

Aluwani Manenzhe fra Sydafrika er leder af ergoterapiafdelingen på et regionalt hospital, og derudover er hun formand for den nationale ergoterapeutforening.

I sin fritid arbejder hun frivilligt med empowerment til mødre til børn med handicap. Fordi der i Sydafrika kun er få institutioner, som tilbyder rehabilitering eller pleje af børn med handicap, opgiver mange kvinder – uanset uddannelsesniveau – deres job, når de får et barn med handicap. Aluwani støtter kvinderne i at holde fast i deres karriere og ansætte andre til at passe deres børn.

Det hun elsker mest ved sit fag er, som hun siger, at ”ergoterapi er lig med håb”.

”Når et menneske har givet op, og det tværfaglige team anerkender, at personen er syg, spørger jeg: Hvad er det vigtigste for dig?”, fortæller hun.

Som sit bedste ergo-redskab fremhæver hun de bløde kompetencer fra ergoterapeutuddannelsen – personcentreret ledelse, som hun mener både gavner ergoterapeuterne og kvaliteten af deres ydelser.

Der er omkring 6.000 ergoterapeuter i Sydafrika.

Apincchapat Kongkerd fra Thailand har været ergoterapeut i 26 år og arbejder med rehabilitering på et center, hvor der er både børn og voksne.

For hende er det bedste ved at være ergoterapeut, at hun kan hjælpe mennesker med at håndtere forandringer.

I Thailand er der 1.934 ergoterapeuter til en befolkning på 66 millioner.

En powerpoint-slide fra den thailandske præsentation fortæller, at den thailandske kultur belønner medarbejdere, der er ydmyge, ærlige, venlige og smilende.

Beverly Turtle fra Nordirland har været ergoterapeut i 10 år og har også en ph.d. Hun arbejder på Ulster Universitetet, hvor hun underviser og forsker i kønsdiversitet.

På verdenskongressen skal hun præsentere sine forskningsresultater om arbejdsstrategier, og hun forklarer, at det bl.a. handler om, at der er meget stigma forbundet med at være fx transkønnet. Derfor er det vigtigt, at ergoterapeuter lærer at arbejde med minoriteter, mener hun.

Det, hun elsker mest ved ergoterapien, er, at dens fokus på betydningen af de små ting i hverdagen.

Chantal Wright er fra Jamiaca, men arbejder nu i USA. Hun har været uddannet ergoterapeut i fire år og arbejdet med neurorehabilitering på et non-profit-hospital.

Det hun elsker mest ved sit fag er, at det er så meningsfuldt.

Det er første gang, hun er på verdenskongres, og hun er der som delegeret for Jamaica og har en præsentation med.

Hun er overrasket over den venlighed og åbenhed, der præger kongressen.

Hiba Saad er 32 år og fra Libanon, men bor nu i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Hun har været ergoterapeut i 10 år og er teamleder for en gruppe ergoterapeuter på en privatklinik i Dubai, hvor de arbejder med børn og voksne med mentale udfordringer.

Hun har været uddannet i 10 år og er i dag teamleder for ergoterapeuter inden for psykologi og psykiatri på en privat klinik i Dubai, hvor størstedelen af ergoterapiydelserne leveres via private forsikringer.

Hiba, der også er uddannet psykolog, arbejder med børn og voksne med psykiske udfordringer. Hun oplever, at begge professioner er stærke og vigtige, men mener, at ergoterapeuters særlige kompetence er handling. Hvor psykologer arbejder med at rehabilitere sindet og tankeprocesserne, er ergoterapi unik på grund af sit fokus på deltagelse i aktiviteter, mener hun.

Det er da også netop aktivitetsperspektivet, hun holder mest af ved ergoterapien: Dét at bringe handling ind i hverdagen. Hun arbejder meget klientcentreret, og fortæller, at hendes bedste redskab er at spørge patienterne, hvad der er vigtigst for dem.

En af de ting, hun tager med sig hjem fra Bangkok, er nye redskaber til politisk interessevaretagelse. Samtidig har hun på kongressen fået skabt kontakt til mange, og hun føler sig styrket, fordi hun nu oplever at have kollegaer og venner over hele verden.

Sabine Pollhammer-Kohl fra Østrig arbejder som privatpraktiserende ergoterapeut med behandling af børn, neurorehabilitering og håndterapi. Hun deler klinik med en anden ergoterapeut og fortæller, at der er mange privatpraktiserende ergoterapeuter i Østrig.

På spørgsmålet om, hvad hun elsker mest ved sit fag, svarer hun, at arbejdet aldrig er kedeligt – og at hun kan hjælpe familier med deres udfordringer.

De redskaber, hun bruger mest, er Sensory Integration og Bobath, og konferencen har givet hende nye aspekter på de ergoterapeutiske indsatser.

Àsdis Hrafnista fra Island har været uddannet i 10 år og er i dag leder for otte ergoterapeuter og ergoterapiassistenter på et plejehjem.

Det, hun elsker mest ved sit fag, er at arbejde med mennesker. Hun synes, at ældre mennesker er spændende, fordi ”de har så mange historier”, som hun siger.

Til hverdag bruger hun mest redskaberne COPM og MOHOST.

I Island er der omkring 350 ergoterapeuter, og Àsdis er taget til verdenskongres for at få ny inspiration.

Iuliia Shevchuk fra Ukraine har været ergoterapeut i syv år og underviser på et universitet for fysisk uddannelse og sport, som har en rehabiliteringsafdeling og to rehabiliteringsuddannelser – én for fysioterapi (PT) og én for ergoterapi (OT).

Hun elsker at undervise og se de studerende udvikle sig, men ved siden af jobbet som underviser har hun en privat praksis, hvor hun frivilligt og i samarbejde med socialforvaltningen arbejder med ældre borgere.

Iuliia fortæller, at der i Ukraine tidligere fandtes en uddannelse i rehabilitering, hvor hun gennemførte et trænerprogram. WFOT-præsident Samantha Shann hjalp med at samle 26 assistenter, som skulle starte en ergoterapeutuddannelse i Ukraine. Seks af dem tog til Estland, hvor de fik en ergoterapeutuddannelse finansieret af NATO, og efter endt uddannelse rejste de tilbage og begyndte at opbygge en kandidatuddannelse i ergoterapi i Ukraine.

Turen til verdenskongressen i Bangkok er blevet mulig via et sponsorat fra et Rehab4U-projekt under USAID, og Iuliia har især fået inspiration inden for arbejdsrehabilitering og mental sundhed, som der ifølge hende ikke er meget viden om i Ukraine.

Det har overrasket hende at se så mange ergoterapeuter samlet på ét sted og opleve, at selv om de er meget forskellige, kan de alligevel dele viden og støtte hinanden. Hun skønner, at der er omkring 200 ergoterapeuter i Ukraine, og de har helt klassisk fokus at muliggøre aktivitet. Men Iuliia fortæller også, hvor udfordrende det er at være ergoterapeut og underviser i et krigsramt land. Denne vinter er ekstremt hård. El er for mange den eneste kilde til varme, men da adgangen er begrænset, har hver husstand kun strøm én time om dagen.

På grund af krigen er det ofte umuligt for de studerende at møde fysisk til undervisningen, som derfor gennemføres online. Det er dog vanskeligt, fordi elektriciteten prioriteres til det mest nødvendige.

30-årige Martin Karaba Bäckström fra Sverige har været uddannet ergoterapeut i fire år, har en ph.d. og arbejder på Lunds Universitet.

Det, som han holder mest af ved ergoterapien er, at ergoterapeuter er så gode til at være individorienterede og anerkende, at omgivelserne - inklusive det tværfaglige team omkring mennesket – er så vigtige.

Han deltager på verdenskongressen for at præsentere en del af sin ph.d.-afhandling, men også for at øge opmærksomheden på unge voksne som målgruppe for ergoterapeutisk intervention.

Ud over en portion ny viden har han også fået en aha-oplevelse på kongressen, fortæller han. Det har nemlig overrasket ham, at en problemstilling, som optager ham i Sverige, også er én de tumler med i Taiwan.

- Det er helt særligt, at vi på verdensplan som ergoterapeuter arbejder i så mange forskellige kulturer, men alle er enige om at skabe noget godt for mennesker netop i den kontekst, man lever i lokalt, siger han.

På spørgsmålet om hvilket ergo-redskab, han sætter mest pris på i sin hverdag, svarer han Personal Recovery-paradigmet.