Træning og sansesnacks

Christina Rose Schmidt og kollegerne i Børneterapien i Gentofte laver sanseudredninger, og den grundige indsats fører til kortere interventioner. Læs Christinas refleksioner om sanseintegration, og kom helt tæt på den erfarne børneergoterapeuts faglige overvejelser under en træning.

Drengen er fem år. I sommer fik han konstateret ADHD, og det var ingen overraskelse. Storesøsteren har samme diagnose, og Christina Rose Schmidt har derfor kendt familien i flere år. Da hun går ned for at hente drengen i venterummet, har han stadig jakke på. Han skal tisse, men farer forvirret rundt og er træt efter dagen i børnehaven.

Efter planen skal den lille lyshårede fyr begynde i skole til sommer, men lige nu har han store udfordringer. Han springer mellem aktiviteter og kan være voldsom overfor andre børn. Eller som Christina formulerer det:

— Han har det, som vi tidligere omtalte som ”søgende adfærd” på den vestibulære og proprioceptive sans. Nyere praksis vil beskrive ham som regulerende af sit nervesystem med mere vågenhed og forsøg på at skabe øget feedback til kroppen. Han har brug for mange stimuli for at mærke sig selv og har svært ved at nedregulere sig. Når han så er fyldt op af stimuli, ser vi en dreng, som nemt bliver ked af det, og der skal få sensoriske stimuli til at tænde ham.

Blik for fundamentet

Christina Rose Schmidt har arbejdet i Børneterapien i 12 år, og det faglige blik for sanserne er med i alt, hvad hun foretager sig.

— Det er som et hus, hvor vores basale sanser er fundamentet. Hvis der er sprækker i fundamentet, fordi en eller flere sanser er udfordret, står huset usikkert. Så fortæller forældrene, at barnet er lydsensitivt, putter alting i munden, ikke vil i bad eller snurrer hele tiden. Det handler om, at nogle sanser ikke giver den rette feedback til hjernen, men det behøver ikke nødvendigvis at være de ydre sanser, der udfordret, selvom det er her, tegnene viser sig.

For at ensarte og styrke arbejdet med sanseintegration indførte Børneterapien i Gentofte for ca. otte år siden såkaldte sanseudredninger, der består af en række test, undersøgelser og observationer af barnet i dets omgivelser.

— En grundig udredning giver en dybere forståelse af barnets sansebearbejdningsvanskeligheder, end hvis sanseprofilen står alene. Det er vigtigt med den grundige undersøgelse, så man ikke kommer til at behandle på overfladen og potentielt kan overse det egentlige problem, for så kan interventionen tage unødvendig lang tid, forklarer Christina Rose Schmidt.

Brugen af udredninger, der bliver fulgt op af en rapport og et interventionsforløb, har ført til kortere indsatser, viser erfaringerne.

— Vi kommer hurtigere til de mål, vi har sat, og resultaterne er bedre, fortæller hun.

Plan med afvigelser

Sammen med sin far futter drengen på strømpefødder ind i træningssalen, hvor Christina har sat redskaber frem til fire aktiviteter. Træningsplanen er griflet ned på en lille rød seddel.

Mit mål er at præsentere ham for alternative strategier til at mærke sig selv, så han ikke hele tiden søger en ny impuls...

— Mit mål er at præsentere ham for alternative strategier til at mærke sig selv, så han ikke hele tiden søger en ny impuls, men bliver i stand til at vælge aktiviteter, der er gode for ham, så han fx kan holde ud at være i et klasseværelse.

Feedback til kroppen

Først tager Christina drengen med ind i lycra-rummet. Et rum på størrelse med et stort garderobeskab, hvor en række hængekøjer er spændt ud i forskellige højder. Drengen kravler ivrigt rundt i det elastiske stof, som Christina er begejstret for.

— Lycra er megafedt, fordi det giver tydelig feedback og afgrænser kroppen, så børnene mærker, hvor de findes i verden, og det er præcis det, de har brug for, forklarer hun og fortæller, at drengen tidligere været udfordret i forhold til at komme op i de høje hængekøjer.

— Og det gør ikke noget, at han lige mærker sit hjerte slå og kommer ind i sit sympatiske nervesystem, men samtidig får han trygheden fra den proprioceptive og den taktile sans, som bliver stimuleret derinde, og så kommer han tilbage til det parasympatiske og finder roen — og der ved jeg, at der sker en udvikling.

Ned på gulvet

Da drengen igen er ude i salen, spørger Christina, hvilken aktivitet han har lyst til at fortsætte med, og han vælger en kasse med dinosauræg af plastik. Først skal han skille de små æg ad, og derefter finde dinosaurfigurerne i en kasse med hvide bønner, inden æggene igen skal samles.

— Bønnerne giver tydelig feedback til hænderne, som er et af de steder på kroppen, hvor vi har flest nerveender, og samtidig kommer vi i midterlinjen, når han skal samle og skille, og det er også en reguleringszone, som skaber ro, forklarer hun.

Bagefter tager drengen en tur gennem ”sanserøret”, en lang stoftunnel.

— Røret omslutter ham og har et skærmende mørke, og der er rigtig meget feedback til kroppen i de lave udgangsstillinger, hvor barnet mærker tyngdekraften, forklarer Christina, som derfor ofte arbejder med stillinger, hvor barnet skal kravle, krybe eller slange sig.

— Det er særligt relevant for de børn, som er meget oppe i fart, pointerer hun.

Fokus på core

Andre børn i træningssalen fanger drengens blik. Øjnene flakker. Han styrter mod en gynge og kaster sig op i den. Gyngen er ikke med i Christinas plan, men i stedet for at stoppe ham, lader hun ham gynge lidt.

— Normalt har jeg ikke behov for at fylde for meget vestibulært på ham, fordi han i forvejen søger det opregulerende, men jeg skal passe på med hele tiden at rette på ham, forklarer Christina.

Hun får ham med hen til et rullebræt.

Drengen lægger sig hjemmevant på ryggen på brættet og trækker sig via et udspændt tov hen over gulvet ved hjælp af hænder og fødder.

— Generelt har jeg meget fokus på core, da corestabilitet hos et barn med nedsat kropsopmærksomhed er centralt, fordi coremuskulaturen udgør fundamentet for postural kontrol, sensorisk integration og fanger nervus vagus. Samtidig får øvelsen ham ind i fleksionsmønsteret, når arme og ben bliver krydset, og han skal løfte hovedet, så han får en fuld fleksion og kommer ind i midterlinjen.

Fokus på hjemmearbejde

Kom så! Drengens far hepper fra sidelinjen, og netop samarbejdet med familien er afgørende. Efter udredningen får forældrene en rapport og en ”sansediæt” med inspiration til aktiviteter, som de kan lave derhjemme, og Christina taler bl.a. med dem om betydningen af samregulering.

— Jeg kan ikke fikse udfordringerne ved at se barnet én gang om ugen. Skal vi ændre noget i nervesystemet og sikre, at de sensoriske stimuli lagrer sig i barnets krop, skal vi give tydeligt feedback over længere tid, fortæller hun og peger på, at der er evidens for, at det, som giver hurtigst effekt, er intensive forløb, hvor børnene træner mindst tre gange om ugen i længerevarende intervaller.

Christina udarbejder ofte en sansediæt til barnet, og den kan bestå af fulde ”måltider” med en guide til hele dagen og længere træningssessioner eller ”sansesnacks”. Sidstnævnte er inspiration til kortvarige aktiviteter, som fx stimulerer den proprioceptive sans og letter overgangen fra sofa til spisebord inden aftensmaden.

I drengens tilfælde har forældrene ikke overskud til en heldagsdiæt, og derfor har Christina udarbejdet sansesnacks til hele familien.

Det handler også om at graduere i forhold til forældrene, for hvis jeg stiller for store krav, får de ikke lavet noget som helst

— Det handler også om at graduere i forhold til forældrene, for hvis jeg stiller for store krav, får de ikke lavet noget som helst, siger hun.

Forældre og samarbejdspartnere omkring barnet inddrages altid til at sikre en overførselsværdi af det arbejde, som Christina laver og får det tilpasset til barnets hverdag.