Klar til fremtidens arbejdsliv

Pauserne vil være en kæmpe gevinst i et samfund, der ser sine mennesker som en ressource med livslangt udviklingspotentiale, vurderer hun.

— I sporten har man jo fundet ud af, at restitution er lige så vigtig som træning. Mange i omsorgssektoren er faktisk virkelig glade for deres arbejde, men det er for hårdt, og der er for meget. Giv dem nogle pauser, så vil de meget bedre kunne trives i det, siger Anne Skare Nielsen.

Hun mener, at vi lige nu mangler en model for pausesamfundet, og at fagbevægelsen passende kunne hjælpe med at levere den.

— Fagforeningerne kan forhandle fleksible overgange, støtte medlemmerne i at tage pauser uden at miste fodfæste — og hjælpe dem med at omdanne pausen til en kilde til energi og fornyelse.

Hvis fagforeningerne skal til at designe gode liv, betyder det så, at de skal træde helt ind i privatlivet?

Måske, vurderer Anne Skare Nielsen.

— Hvis man tænker, at arbejdslivet ikke kan skilles fra resten af livet, så ja. Der er dog også tegn på, at vi bevæger os væk fra arbejdet som centrum i livet. For nogen vil arbejdet i højere grad være en sekundær størrelse i forhold til alt det andet, de laver. De kan godt være superprofessionelle på jobbet, men de gider ikke alt det med passion, teambuilding og at nogen skal pille i deres følelsesliv, siger Anne Skare, der også forudser, at flere vil basere deres liv på det, hun betegner som ”strømme af indtægter”.

Måske lejer de noget ud og tjener lidt penge ved siden af jobbet, eller de supplerer med freelancearbejde eller en anden sideindtægt, så de ikke behøver at basere hele deres liv på én løn. — Som sagt: Det hele bliver mere flydende, konstaterer Anne Skare Nielsen.

Sig sandheden

Traditionelt er fagbevægelsen forbundet med ord som fællesskab og solidaritet, og går man rundt og tror, at de begreber er døde i fremtiden, tager man fejl, fastslår Anne Skare Nielsen.

— Det sjove er, at de nye generationer er langt mere solidariske end nogen generation før dem. De gamle er fag-solidariske og har lært at kæmpe sig til goder gennem forhandling og konflikt. De unge er solidariske med alt og alting. Hele verdens befolkning, græs og søens folk. Så når man siger til dem, at de skal være solidariske med én bestemt gruppe, så forstår de det simpelthen ikke, forklarer hun.

Det sjove er, at de nye generationer er langt mere solidariske end nogen generation før dem.

Men giver det så overhovedet mening at organisere sig omkring et fag eller en branche? Ja, for det ene behøver ikke at udelukke det andet, pointerer Anne Skare Nielsen:

— Folk vil gerne være med i et fællesskab, og de vil gerne den faglige fordybelse. Men de kan også se ud over deres eget fags grænser, og de er ikke loyale mod strukturer, der ikke længere giver mening.

Hun peger på, at hvor man i fortiden udelukkende definerede sig selv ud fra sin profession, kan man i dag sagtens både være sygeplejerske og klimaaktivist på samme tid. Eller ansat som programmør og lægge kræfter i LGBT+bevægelsen. Man er mere end sit arbejde og er fuldt bevidst om, at kloden brænder, og verdenshavene stiger. Derfor giver det heller ikke mening udelukkende at slås for sit eget fags interesser uden at skele til verden omkring, fastslår fremtidsforskeren.

— Så ja, de unge vil gerne organisere sig omkring et fælles mål, men det skal være et relevant problem, der giver mening, og fællesskaberne skal være værdibårne og fleksible. Man kan ikke længere trække ”Jamen, vi plejer”-kortet. Det virker ikke på dem, siger hun.

Samtidig vil de have tingene forklaret på en virkelighedsnær og ægte måde, og frem for alt vil de have sandheder.

— Vi har været i en udsalgstid i mange år, hvor alt kan spinnes, og rigtig mange mediechefer og fagbosser er blevet fanget med fingrene i kagedåsen og bukserne på andre, og det har de unge meget svært ved at være i. Men hvis fagbevægelsen tør tage det opgør, genopfinde sig selv, så skal de unge nok komme helt af sig selv og være med til at lave fællesskaber, siger Anne Skare Nielsen.

Ny rolle

Men har fagforeningen overhovedet en plads i fremtiden? Ja da, lyder det overbevisende fra Anne Skare Nielsen. Det skal bare være i en anden form.

— Fagforeninger har i dén grad en eksistensberettigelse, men ikke som “kontrollører af regler”. Fremtidens fagforening er en fællesskabsdesigner. Et sted, hvor medlemmerne får adgang til netværk, ny viden, tryghed og en fælles stemme. Det handler mindre om at forsvare en branche og mere om at styrke mennesker til at være livsduelige i forandring.

Hun giver et konkret billede på forandringen.

— Hvis fagbevægelsen var en fest, er det langt mindre “flot og planlagt nytårsaften” og meget mere “spontan langbordsmiddag”.

Fagforeninger har i dén grad en eksistensberettigelse, men ikke som “kontrollører af regler”. Fremtidens fagforening er en fællesskabsdesigner.

Fremtidens medarbejdere vil være medskabere af fællesskaber, og de har brug for mere end økonomisk sikkerhed. De vil høres og have hjælp til at forstå trends, teknologier og behov for kompetencer, så de kan forberede sig på fremtiden og udleve deres ideer og drømme, forklarer Anne Skare Nielsen.

Selv er hun mor til fire drenge i alderen 16-21 år. Når jeg spørger hende, hvad de tænker, hvis hun siger fagforening, lyder svaret.

— Så vil lyset slukkes i deres øjne. Men når jeg så fortæller dem, hvad det er, og hvordan fagbevægelse og fagforening har formet velfærdssamfundet, og vi snakker lidt om oligarker og tech-milliardærer, der holder deres medarbejdere i frygt til lav løn, så synes de, at det er meget, meget spændende.