Kender du koderne i kantinen?

Forfatter: SofieAmalie Jakobsen
Fotograf: EricaJacobson

Som ung og nyuddannet popper der mange spørgsmål op, når du begynder i det første job. Hvordan fungerer de sociale koder i kantinen? Hvor meget må du spørge kollegaerne? Kan du bede om feedback? Hvor personlig kan du være i din snak med chefen? Netop den slags spørgsmål har ledelseskonsulent Karen Christina Spuur svar på, og her får du hendes fem bedste råd til at komme godt i gang på en arbejdsplads.

1: Brug dine kollegaer
Som nyuddannet kan du af og til føle, at du står alene med opgaverne – især, hvis du er på en arbejdsplads med kun få andre ergoterapeuter. Men hold dig ikke tilbage. Erfarne kollegaer deler gerne ud af deres viden, og det er bedre at spørge en gang for meget, end en gang for lidt. En erfaren kollega eller mentor kan gøre starten på dit arbejdsliv langt lettere.

2: Sæt ord på dine behov
De generationer, der allerede er på arbejdsmarkedet, har ofte lært at lære på en anden måde end dig. Derfor er det vigtigt at sætte ord på dine behov i oplæringen og alt det nye. Har du brug for visuelle forklaringer? Har du brug for at prøve en opgave i praksis for at forstå den? Så sig det højt. Når du hjælper dine kollegaer med at forstå, hvordan du lærer bedst, går I ikke så let skævt af hinanden.

Hvis det er svært at finde tid til snak om læringsbehov og få feedback i hverdagen, så foreslå faste møder, hvor din kollega eller leder giver konstruktiv feedback.

3: Øv dig i at balancere det private og det personlige Ergoterapeuter bruger sig selv i relationsarbejdet med borgere og patienter, og derfor kan grænsen mellem det personlige og det private let blive flydende.

Samtidig er yngre generationer mere tilbøjelige til at dele private ting både i mødet med borgere, kollegaer og ledere. Men den gode relation handler om at være personlig uden at være privat.

Det betyder, at man fx kan fortælle om interesser, arbejdsstil og motivation, men at detaljer om datingliv eller skænderiet med kæresten hører til et andet sted.

Til gengæld kan det være givende at dele ud af sig selv, fordi du og kollegaerne på den måde hurtigere lærer hinanden at kende og dermed får opbygget en tættere relation. Det kræver dog, at I er enige om det.

4: Meld dig ind i fællesskabet, især i pauserne
Sociale koder på arbejdspladsen kan i begyndelsen virke uklare, især hvis man som nyuddannet kommer fra et miljø med en flad struktur. Her er frokostpausen ofte et godt sted at dyrke kollegaskabet. Undgå derfor at trække dig, men tag plads i rummet, lyt, deltag og vær nysgerrig. Sociale udvalg som fx julefrokostudvalg er også en god måde at komme ind i fællesskabet på.

5: Øv dig i at opsøge meningen, også når den ikke er logisk fra start
Mange unge lærer på studiet, at de skal definere formålet med en opgave, inden de kaster sig over den. Sådan fungerer det sjældent på en arbejdsplads, men hvis du får en følelse af ”bare at gøre ting uden at forstå hvorfor, så få dine kollegaer eller leder til at sætte ord på meningen med en specifik opgave.

Men meningsoversættelse er vigtig, fordi motivationen bliver stærkere, når man forstår formålet med opgaven, og det er helt legitimt fx at spørge: Hvorfor gør vi det her på den måde, og hvordan skaber det værdi for borgerne?

Samtidig er det vigtigt at huske på, at ingen forventer, at du kan alt fra dag ét.

Generelt gælder det, at tydelig dialog, tålmodighed og gode kollegaer letter overgangen fra studieliv til arbejdsliv.

Karen Christina Spuur

  • Ledelseskonsulent og forfatter til blandt andet Ledelse af unge
  • Selvstændig ledelseskonsulent i virksomheden Ktre.dk
  • [email protected]

 

ETF’s mentorordning

  • Hvis din arbejdsplads ikke har en naturlig mentor til dig, kan du bruge Ergoterapeutforeningens (ETFs) mentorordning.
  • Som mentee bliver du her matchet med en erfaren ergoterapeut.
  • Læs mere her: https://www.etf.dk/medlemskab/raadgivning/mentorordning