Hvem griber dig på en ”øv-dag”?

De har alle fire arbejdet andre steder, men er vendt tilbage til Træning og Aktivitet i Halsnæs Kommune. Forklaringen er simpel: Gode kolleger, fleksibilitet, velfungerende organisering og en tillidsfuld leder trumfer alt.

Der var dengang, hvor Mette lige ville prøve, om hun mon skulle arbejde med noget helt andet end ergoterapi. Dengang Emilie skulle teste, om lykken var at arbejde som underviser. Og dengang, hvor Camilla efter et vikariat og en barselsorlov skulle beslutte sig for, hvor hun ville søge job. Så var der Gitte, der under uddannelsen stiftede bekendtskab med flere forskellige arbejdspladser, men søgte tilbage til Halsnæs på grund af de gode erfaringer fra praktikken.

Alle peger de på det eminente arbejdsmiljø og stedets organisering, hvor alle kommunens ergoterapeuter er samlet under samme tag, som forklaringen på deres valg.

I dag er de samlet i et mødelokale i Træning og Aktivitet i Halsnæs Kommune, hvor solen bager ned fra ovenlysvinduet.

Emnet er arbejdsmiljø, og vi begynder med en hurtig runde for at høre, hvilke ord de hver især forbinder med et godt arbejdsmiljø:

— Opbakning og forståelse fra kollegerne, siger Gitte Sørensen, der har en karriere som indkøbschef bag sig, inden hun blev ergoterapeut.

— Tillid, både til kolleger og leder, lyder det fra Mette Liljensøe, som er arbejdsmiljørepræsentant og en af stedets erfarne ergoterapeuter.

— Balance mellem arbejde og privatliv, indskyder Camilla Hansen, der er forholdsvis nyansat.

Så er der Emilie Bartram, der har været ansat i Halsnæs i de seneste syv år, men som sidste sommer fik den indskydelse at prøve noget nyt.

— Jeg troede, at jeg skulle noget andet rent fagligt, men jeg kom hurtigt tilbage. Selvom det opgavemæssigt var spændende, lærte jeg, hvor meget mine nuværende kolleger har betydet, og hvor vigtigt det er at kunne jonglere boldene i sin egen dag. Det giver mig arbejdsglæde, forklarer hun, mens de andre nikker.

”Godt kollegaskab mærkes i rummet. Man kan være sårbar, fjollet og dybt professionel”

Stærkt fællesskab

Godt kollegaskab mærkes i rummet. Man kan være sårbar, fjollet og dybt professionel. Der bliver grinet, delt svære stunder og talt så fagligt, at det næsten lyder som koder i journalistens ører. De kender hinanden og er altid klar til at lytte. Eller som Camilla siger:

— Når man har en øv-dag, så er der altid nogen til at gribe dig, når du kommer ind på kontoret. Vi ved, at de andre ikke dømmer, men altid prøver at støtte, og det giver lyst til at fortælle det hele – også det private.

— Hvis man falder, så ved man, at man lander blødt, for der er nogen til at gribe én, føjer Gitte til, mens Camilla indskyder:

— Og der er ikke nogen dumme spørgsmål. Det er i hvert fald rart som nyuddannet.

— Også som erfaren, supplerer Mette.

Leder i øjenhøjde

Kollegerne er en vigtig brik i arbejdsglæden. Det samme gælder ledelsen, der både i bogstavelig og overført betydning altid har døren åben, fortæller de fire.

— Jette vil hade, at vi sidder her og roser hende, siger Mette.

— Men vi får altså ikke procenter eller lønforhøjelse, tilføjer Gitte, og de andre sprutter af grin.

— Nogle ledere kan godt have en tilbøjelighed til at svæve over medarbejderne, men vi oplever hende som ”en af os”. Hun er i øjenhøjde, forklarer Emilie.

— Hun praktiserer tillidsbaseret ledelse, siger Mette, og de andre stemmer bekræftende i.

— Vores leder møder os med forståelse, når der opstår uforudsete situationer, fx hvis man har barn syg. Hun møder det med ro og empati. Hun siger gerne, at ”det skal vi nok finde en løsning på — jeg ved, hvordan det er at have små børn”. Det giver en tryghed, at der er plads til at håndtere familielivet, uden at man føler sig presset. Det gør, at man sænker skuldrene og glæder sig til at skulle tilbage på arbejde, siger Camilla, mens Mette fremhæver den nærmeste leders evne til at træde i karakter i pressede situationer.

— Det er også rart, at hun tager sit ledelsesansvar på sig, når hun skal, og hjælper med at prioritere, hvis der fx er ekstraordinært travlt. Der er det vigtigt med en leder, der italesætter, at vi ikke skal løbe hurtigere, end vi kan.

Frihed i hverdagen

Ergoterapeuterne i Træning og Aktivitet er ansat som selvtilrettelæggende, så de selv planlægger aftaler med borgerne i tidsrummet kl. 6.-18. Den fleksibilitet er vigtig for balancen mellem arbejde og privatliv, oplever de.

— Der er forståelse, hvis man fx er nødt til at gå til lægen mellem to aftaler. Der behøver man ikke at spørge først, man kan bare stemple ud og ind bagefter. Det giver frihed, fortæller Camilla.

Forskellige livsfaser udløser forskellige behov, og det er der forståelse for, føler de fire. Fx er medarbejderens aktuelle livssituation et fast punkt i MUS-samtalen, og det gør det legitimt at tale om livsvilkår som travlhed i småbørnsfamilien.

— Der er en forståelse for, at vi er individer med hver vores behov, og det er vigtigt for vores leder at vide, at vi også trives, når vi har fri, siger Gitte.

Stærk faglighed

Så er der fagligheden, som de fire er enige om også bør nævnes.

— Det er vigtigt, at vi får lov at nørde ergoterapi, som Gitte siger.

— Og være fag-faglige, tilføjer Emilie.

Et fælles kontor udgør et vigtigt sparringsrum, hvor man altid kan finde en kollega at vende tvivl og faglige overvejelser med. Det bliver prioriteret, at man arbejder ud fra arbejdsprocesmodeller, og at der er efteruddannelse og temadage At nærmeste leder selv er ergoterapeut gør også en forskel, mener gruppen.

— Af og til kan man godt stå i situationer, hvor man tænker: ”Er det her egentlig ergoterapi, jeg laver?” Som ergoterapeuter har vi en tendens til at tage bredt ansvar — også for opgaver, der måske ligger uden for vores faglige kerne. Men det er vigtigt, at vi holder fast i vores monofaglighed og ikke bare bliver generalister, der automatisk ”samler det fnuller op i hjørnerne”, som andre overser. Men så får vi en god snak med hinanden og vores leder, og det betyder, at vi bliver stærkere i vores kernefaglighed og ikke kommer ud ad en tangent rent professionelt, siger Mette.

”Der er en forståelse for, at vi er individer med hver vores behov, og det er vigtigt for vores leder at vide, at vi også trives, når vi har fri”

Ingen skyllerumssnak

Men er der slet ingen slanger i paradis? Jo, selvfølgelig er der udfordringer, som tærer på arbejdsglæden. Når ventelisterne bliver for lange, nævner Camilla. Utålmodigheden over ikke at kunne komme igennem til samarbejdspartnere, så borgerne må vente, fremhæver Emilie. Problemer med at rekruttere nye medarbejdere, fordi mange mener, at Halsnæs ligger langt væk, indskyder Gitte, mens Mette peger på dokumentationsbyrden.

— Og så er der aldrig biler nok, siger Gitte, og selskabet bryder ud i latter over den lavpraktiske udfordring.

For det hele bliver lettere at komme igennem, når man er i et trygt fællesskab med en god leder, forklarer de, og så er de enige om, at det er bedre at tale højt om det svære end at brokke sig i krogene.

— Sådan noget skyllerumssnak, hvor man står og sladrer ude ved kopimaskinen, det er bare et ”no go”, som Mette siger.

— Og der er det igen vigtigt med det tillidsfulde rum, hvor man tør tale om tingene, pointerer hun.

På et tidspunkt tog ergoterapeuternes nærmeste leder og stedets tillidsrepræsentant initiativ til at lave en ”bøvleliste”, hvor man anonymt kunne skrive små og store irritationer ned.

— Det var et ret fedt signal, og vi satte tid af til at debattere og problemløse, fortæller Mette.

God kemi

Trivselsmålinger bekræfter de fire ergoterapeuters ord, men det er ikke teambuildingarrangementer og fester, der har skabt den gode stemning, er de enige om.

Måske har ansættelsesudvalgene også været gode til at finde de rette kandidater, indvender Emilie.

— Vi er trods forskelligheder en ret homogen gruppe med god kemi, og det betyder noget, at der altid er nogen med ”fra gulvet”, når vi ansætter nye. De skal passe ind i gruppen.

Ergoterapeuterne ser ind i en fremtid med ny ældrelov og usikkerhed om opgaverne, men bekymringen fylder ikke, fortæller Mette:

— Vi føler os trygge ved, at vores ledere taler vores sag.

— Og for os er det vigtigste, at vi kan blive sammen som kollegagruppe og dyrke ergoterapien, siger Gitte.