Skal din fagforening være der for dig, når dine små børn eller dine gamle forældre kræver lidt ekstra? Når du bliver skilt eller går i overgangsalderen? Ja, mener samfundsdebattør og politisk kommentator Lawand Hiwa Namo.
Der var engang, hvor arbejderne i København ikke kunne få et sted at bo. Dengang var fagbevægelsen med til at oprette en af landets første almene boligforeninger. Da arbejderne havde svært ved at få et lån, etablerede man sin egen bank. Eller som Lawand Hiwa Namo forklarer:
— Fagbevægelsens DNA er at se på, hvilke problemer lønmodtageren har gennem hele livet, og så finde nogle kollektive løsninger på dem.
— Men hvad vil fagforeningerne nu?
Lawand ser op med et spørgende udtryk. Vi sidder på hans kontor oppe under taget i en gammel ejendom i det indre København. Den 30-årige kommentator kender i virkeligheden godt svaret. De senere år har han holdt oplæg for et utal af fagforeninger over hele landet. Han har talt med et hav af ledere og tillidsrepræsentanter, der var i tvivl, og nu gerne ville høre et ungt begavet bud på retningen. Derfor spurgte de Lawand, der i både avisspalter og bedste sendetid jævnlægt udlægger sine analyser.
— Den største udfordring for fagbevægelsen er, at den er stoppet med at drømme. Når du i gamle dage betalte ind til din fagforening, så betalte du ind til et fællesskab, som ville kæmpe for, at dit arbejdsliv ville være forbedret om 10 år på en række konkrete punkter. Hvis du i dag spørger fagforeningsledere, hvad det gode arbejdsliv er i 2050, så får du nogle luftige strategimål, som de aldrig kan holdes op på. Men hvis man ikke engang kan fortælle, hvad man vil forbedre, hvorfor skal folk så være med, spørger han.
Hjælp efter hedeture
Der er ellers nok af oplagte muligheder, mener Lawand Hiwa Namo. I dag kunne fagbevægelsen passende hjælpe med nogle af de udfordrende livssituationer, som danskerne anno 2025 står i, og installere det, han kalder for ”ventiler i arbejdsmarkedet”, der kan lette usikkerheden.
Folk har jo ikke lyst til at sygemelde sig, men de kan blive nødt til det på grund af den manglende fleksibilitet. Jeg mener, at fagbevægelsen i højere grad skal turde gentænke dele af arbejdsmarkedet, så folk ikke er så pressede.
Han oplister: Hvem hjælper småbørnsfamilierne med deres pressede hverdag? Hvad med de lønmodtagere, der har syge pårørende eller gamle forældre, som de skal tage sig af? Hvad med bedsteforældrene, som egentlig gerne vil passe deres børnebørn, men på grund af den stigende pensionsalder stadig har et job? Og som måske tilmed har syge forældre at tage sig af? Hvad med de nyskilte, der ifølge statistikkerne har flere sygedage end andre i året efter, de er blevet skilt? Eller kvinder i overgangsalderen, der efter manglende nattesøvn og hedeture slæber sig på arbejde.
— Folk har jo ikke lyst til at sygemelde sig, men de kan blive nødt til det på grund af den manglende fleksibilitet. Jeg mener, at fagbevægelsen i højere grad skal turde gentænke dele af arbejdsmarkedet, så folk ikke er så pressede. Måske har vi ligefrem indrettet et arbejdsmarked, som slår kærligheden ihjel, siger Lawand Hiwa Namo med henvisning til skilsmissestatistikkerne.
Ét er i alt fald sikkert, mener han. Der er brug for at gøre noget fundamentalt anderledes i en nation med stress, angst og brudte familier.
Ét er i alt fald sikkert, mener han. Der er brug for at gøre noget fundamentalt anderledes i en nation med stress, angst og brudte familier.
— Det er grundlæggende nødvendigt at gentænke, hvordan vi fordeler tid og penge i løbet af et arbejdsliv. De pressede livssituationer, som vi står med i dag, er nogle andre end for 50 år siden, men der er stadig brug for kollektive svar, og dem kunne fagbevægelsen komme med.
70.000 timer af dit liv
Så hvad skulle min fagforening rent faktisk gøre, hvis jeg blev skilt? Ja, hvad med at sikre mig en ekstra friuge som en del af en overenskomst for skilsmissefamilier og tilbyde psykologhjælp, der er til at betale, foreslår Lawand.
— Fagforeningerne kunne begynde med at sætte kontingentet for dig ned i et halvt år, for vi ved, at skilsmisser er forbundet med en økonomisk usikker periode. Så ville du som nyskilt få en følelse af, at din fagforening var der for dig og forstod, at det er en ret voldsom situation at skulle bryde hele sit familieliv op og finde et nyt sted at bo.
Men skal fagforeningen virkelig helt ind i privatlivet?
— Ja, for det påvirker jo vores arbejdsliv. Tingene hænger sammen, indvender han og fortsætter:
— Vi bliver nødt til at se på det hele menneske. Hvis jeg arbejder fuld tid, kommer jeg til at bruge over 70.000 timer af mit liv på at arbejde. Og hvordan jeg har det de 70.000 timer, betyder ret meget for, hvordan jeg har det som menneske, som han siger.
Vi bliver nødt til at se på det hele menneske. Hvis jeg arbejder fuld tid, kommer jeg til at bruge over 70.000 timer af mit liv på at arbejde.
Hvad er værdien?
Men fagbevægelsens store sejre hører fortiden til. Eksemplerne med boligforeningen og banken stammer fra starten af 1900-tallet. Arbejdstiden har stået stille i årtier, og den sidste rigtig store strejke fandt sted i 1998. Siden har der tilsyneladende ikke været noget at kæmpe for, og problemet er netop de manglende ambitioner, mener Lawand Hiwa Namo. Det er simpelthen blevet for diffust for medlemmerne, hvad de får ud af at betale fagforeningskontingent, og det gør ikke ”nok ondt”, når de melder sig ud, forklarer han.
— Fagforeningerne har åbenlyse udfordringer i forhold til at skabe værdi for medlemmerne og fastholde de unge. Det er jo nemt at få studerende eller lærlinge ind med tilbud om gratis medlemskab, men det øjeblik det begynder at koste penge, begynder de at bløde medlemmer, forklarer han.
Personligt tilhører Lawand Hiwa Namo en af de generationer, der af fagforeningsbosser og trætte tillidsrepræsentanter er blevet beskyldt for at være usolidariske og egoistiske. Men glem de korslagte arme og hævede bryn. Udfordringen er ikke de unge, påpeger han.
— Fagbevægelsens største problem er fagbevægelsen selv, slår den 30-årige kommentator fast.
— Når unge mennesker forlader fagbevægelsen, så handler det om, at den ikke formår at være på de dagsordener, som er vigtige i samfundet lige nu, og vise helt konkret, hvordan den kan skabe værdi for dem.
Når samfundet forandrer sig, må institutionerne også gøre det. Problemet er bare, at fagbevægelsen generelt er stivnet i fortidens logik og systemer, mener Lawand Hiwa Namo. Tag fx måden, man betaler kontingent på — den tager ikke hensyn til, at nyuddannede tjener mindre end deres erfarne kolleger.
— Mens andre udbydere, fx mobilselskaber, har forstået betydningen af at prisdifferentiere, betaler man kontingent til sin fagforening på samme måde, som man gjorde for 100 år siden.
Den vigtige TR
En vigtig årsag til den manglende fornyelse er organiseringen, vurderer Lawand Hiwa Namo. Siden 1990’erne har frikøbte, højtbetalte politikere erstattet mange frivillige kræfter, og derfor er status quo blevet godt nok. For hvorfor rokke ved noget, der kan få taburetten under én til at vakle? Forsøg på fornyelse ender ofte i magtkampe og fløjkrige, og derfor bliver det svært at reformere sig selv indefra.
— Alle holder på deres egen lille post, og store forandringer ender ofte i interne diskussioner. Det hele bliver ineffektivt, konstaterer han.
Men bidrager de fuldtidsfrikøbte politikere slet ikke med noget?
Uden TR ingen fagforening.
— Nogle steder måske. Der er mange, som bruger argumentet om, at det lokale fagforeningsarbejde er vigtigt, men for mig at se, så er det tillidsrepræsentanten, som skal levere det afgørende arbejde lokalt, konstaterer Lawand Hiwa Namo, der har kaldt TR’erne for ”undervurderede helte”, fordi de bruger fritimer på at hjælpe kolleger med løn, fyringer og konflikter.
— Uden TR ingen fagforening, understreger han.
Hvem overlever?
Et stykke inde i interviewet — efter ret mange hårde slag mod fagbevægelsens tunge organiseringer og manglende ambitioner, spørger jeg Lawand Hiwa Namo, om han tror, at hans kommende børn en dag vil blive medlem af en fagforening.
— Ja da! Ellers gør jeg dem arveløse, udbryder han med smil.
Nødvendigheden af at organisere sig er han nemlig ikke i tvivl om. Det er trods alt fagbevægelsen, der har sørget for 37-timers arbejdsuge, seks ugers ferie, barselsorlov og løn under sygdom.
— Vi kan se, at når folk i udlandet melder sig ud af fagforeningerne, så afspejler det sig i deres løn og arbejdsvilkår. At være organiseret er ekstremt vigtigt, og det er da også derfor, jeg ville ønske, at der var flere på min egen alder, som ville forsøge at reformere fagforeningerne indefra. Men vi kan jo tude over det, til solen brænder ud. Det ændrer ikke noget, for hvis vi bedriver fagforening i morgen, som vi gjorde i går, så ved vi godt, hvor det ender, siger han.
Sidste år var 64,5 procent af danske lønmodtagere ifølge Danmarks Statistik medlem af en fagforening. Et tal, der er faldet med hele fem procentpoint på 10 år, og blødningen fortsætter. Der bliver taget spæde skridt rundt omkring, men det går for langsomt, mener Lawand Hiwa Namo.
— Jeg tror helt ærligt, at nogle af de fagforeninger, hvis magtstrukturer er bundet af gamle dage, vil synke sammen. Og så er spørgsmålet, om de fagforeninger, som stadig har medlemmer, formår at forny sig. Jeg ved det ikke. Men jeg ønsker det af hele mit hjerte.
Fem tiltag for fremtiden
— Ifølge Lawand Hiwa Namo skal fagforeningerne:
- Ændre organisering. Fjern mange af de lønnede politisk valgte og styrk i stedet tillidsrepræsentanternes rolle. Mellemlaget hæmmer organisationens evne til at træffe beslutninger og forny sig.
- Sætte medarbejdernes løn ned. Høje lønninger betyder, at folk bliver hængende, selvom de er udbrændte, og det skaber dyre, ineffektive organisationer.
- Udpege konkrete mål. I stedet for at sige ”Vi skal have mere fleksibilitet og frihed” skal man kunne udpege helt præcis, hvad man arbejder for. Er det længere barsel? En 34-timers arbejdsuge til samme løn? Otte ugers ferie? Omsorgsdage til at passe børnebørn? Friuger i forbindelse med skilsmisse eller forældres død?
- Rykke tættere på det moderne liv. Hvad giver lønmodtagere ondt i maven, når de står op og skal på arbejde mandag morgen? I stedet for kun at spørge medlemmerne op til overenskomstforhandlinger, hvor de svarer det, som de i forvejen forbinder med en fagforening, nemlig løn og pension, skal man i stedet spørge flere og stille andre spørgsmål, når man vil afdække, hvordan man bedst skaber værdi.
- Tænke mere kommercielt. Fx ved at differentiere kontingentet. Hvorfor ikke lade de grupper, der tjener færrest penge, få et billigere medlemskab?
Lawand Hiwa Namo
30 år.
Politisk kommentator hos TV2 NEWS og skribent hos Politiken.
Vandt som 20-årig DM i debat og er i dag dommer ved samme konkurrence.
Har arbejdet som taleskriver i Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Forhenværende chef for Politik & Analyse i konsulenthuset Friday.
Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.
Læs mere på www.lawand.dk
Læs de andre historier i teamet om Fremtidens fagforening
Klar til fremtidens arbejdsliv
Ny struktur skal ruste ETF til fremtiden
Fleksibilitet og glidende overgange