Som ergoterapeut på Hammel Neurocenter og mentor for unge med hjerneskade er Helle Bak Christensen med til at tegne en vej ud af mørke og forvirring. For hvem ved, hvad der ligger for enden af vejen — ude ved solopgangen?
Det kan godt være, at Helle Bak Christensen aldrig tog det kursus i grafisk facilitering, men hendes ark bobler af hjerter, tændstikmænd og positive ord, der danser rundt på papiret. Det er neurorehabilitering, så alle forstår det, og formidlingsevnerne har Helle brug for. Både som ergoterapeut på et sengeafsnit på Hammel Neurocenter og i sin funktion som mentor for unge med hjerneskade. Da vi mødes fisker hun da også straks et stykke papir op af tasken.
— Med de unge plejer jeg at tegne sådan en vej, forklarer Helle og peger på papiret, hvor en lille landevej bugter sig ud mod horisonten. Solen er ved at stå op bagest i tegningen.
— Så taler vi om, hvor de gerne vil hen. Hvad er der herude ved solopgangen? Hvad er det for nogle forhindringer, der lige nu er på den vej? Og hvem kan hjælpe dem med at gå den, siger hun og lader fingeren vandre over tegningen
— På den måde kan vi sammen synliggøre deres drømme og håb, fortæller Helle Bak Christensen.
Helle Bak Christensen
Ergoterapeut, Hammel Neurocenter
Ungementor i Region Midtjylland
Ingen mål uden håb
For håb er en vigtig faktor i hendes arbejde.
— For mig at se er håbet altafgørende for, at man som menneske kan komme sig og komme videre, siger Helle Bak Christensen.
For nylig deltog hun sammen med en flok kolleger på et kursus i håb og målsætning hos antropolog Merete Tonnesen, der forsker i håb hos alvorlig syge.
— Hos os har det ligget implicit, og vi har nok ikke været så gode til at bruge ordet. Vi har talt om forventninger og mål, men det hænger jo sammen. For man kan ikke sætte mål, hvis man ikke har et håb, og nu — efter kurset — kan jeg godt tænke, at der er nogle samtaler om mål, som nok ville have været lettere, hvis vi havde brugt ordet håb, siger Helle Bak Christensen.
Hun oplever at spørgsmål til konkrete mål kan gøre patienterne stumme.
— Mål er så afgrænset og realistisk, at det kan være svært at tale om, når man står midt i en livskrise, og derfor risikerer det at blive vores ord og vores handlingsplaner. Men når man taler om håb, har alle noget at sige. Det er bredere, og der er også plads til at være urealistisk, for det er ikke noget, man skal kunne handle på eller stå til regnskab for lige bagefter — ligesom mål. Så jeg tror, at hvis vi er mere eksplicitte omkring at tale om håb, kan vi bedre understøtte patienten i at sætte et mål, siger Helle Bak Christensen.
Dyrk den positive historie
For de unge med hjerneskade er håbet også en afgørende drivkraft, oplever Helle Bak Christensen. I den funktion arbejder hun ikke med målsætning, men har udelukkende fokus på at styrke det meningsfulde i den enkeltes liv. Nogle drømmer om at tage en uddannelse, andre om at blive iværksættere eller få en familie.
— Jeg kan mærke, at de bliver mere modige i livet, når de har noget at håbe på, og vi taler rigtig meget håb med de unge. Vi har hele tiden fokus på, hvordan vi opretholder eller opretter nye håb, siger Helle Bak Christensen.
De unge, som Helle møder, har mange udfordringer i hverdagen, og i perioder smuldrer håb og identitet, oplever hun. For hvem er jeg? Hvem var jeg? Og hvor skal jeg hen?
I de situationer giver det håb at styrke deres personlige fortællinger, oplever Helle Bak Christensen.
— Det kan godt give håb for fremtiden at lave et tilbageblik på deres liv og få trukket deres egen historie tydeligt op med fokus på det positive.
...nogle gange bærer jeg også deres håb, fordi de har det så skidt, at de ikke selv kan, og så er det mig, der kan sige: Det kan godt være, du ikke tror på det lige nu, men det gør jeg
Spejlet i ligesindede
Fællesskaber er en af de vigtigste kilder til håb, oplever Helle Bak Christensen. Når de unge mødes med andre i samme situation eller i peer to peer-relationer, styrkes troen på fremtiden.
— De kan se, hvor langt andre som dem selv, kan nå, og så bliver de håbsbærere for hinanden. For når det kan lykkes for ham, kan det også være, at det kan lykkes for mig?
Som mentor er hun også med til at bevidstgøre de unge om, hvem de har omkring sig, ved at tegne netværkskort, med familie og venner.
— Nogle kan føle sig ensomme og alene, men når vi så får alle de vigtige personer i deres liv ned på et stykke papir, kan de blive overraskede over, hvor mange de egentlig har omkring sig, og de ser, at de er en del af noget, og det giver håb.
Fra uddannelse til sygdom
En af de unge, som er i mentorforløb hos Helle Bak Christensen, er 22-årige Helene fra Silkeborg. Hun blev hjerneskadet som fireårig i forbindelse med hjernebetændelse, og i dag kæmper hun med de kognitive følger og en spiseforstyrrelse. Helle hjælper hende fx med at få struktur på hverdagen, at skabe forståelse for de skjulte handicaps i nye og gamle relationer og ikke mindst at genvinde den kampgejst, som tidligere prægede Helenes liv. Dengang hun spillede fodbold, var spejderleder og tog en uddannelse til social- og sundhedshjælper, som hun senere byggede videre på, da hun begyndte at læse til neurofysiologiassistent.
— Jeg besluttede ret tidligt, at hjerneskaden ikke skulle styre mit liv, fortæller Helene.
Men i forbindelse med en svær periode for to års tid siden udviklede Helene anoreksi, og siden har hun været indlagt flere gange på grund af sin spiseforstyrrelse. I de perioder er det svært at få øje på noget positivt, fortæller hun.
— Jeg har fokus på alt det, som jeg ikke kan finde ud af, og det føles som om, det aldrig kommer til at gå. Det er som om, tingene kører i ring: Jeg bliver indlagt, så går det lidt bedre, jeg kommer ud, så går det ned ad bakke, og jeg bliver indlagt igen, og sådan fortsætter det, siger Helene.
Tydeliggør styrker
Familien og samtalerne med Helle har været med til at holde modet oppe i de mørke perioder, fortæller Helene. Især Helles empati og evne til at lyse på de gode øjeblikke, som trods alt stadig findes i tilværelsen, og udpege de mennesker, der findes omkring Helene, har været afgørende.
— Hun holder fokus på det, jeg godt kan lide, og det jeg kan finde ud af, og det giver mig håbet om at komme til at leve et normalt liv. Og så kan hun jo tegne, så min hjerne forstår det, siger Helene med et smil og en henvisning til de mange plancher og skitser, de sammen har lavet.
Helle har bl.a. bedt Helenes forældre beskrive hende, og de mange positive egenskaber findes nu på et ark med et stort hjerte i midten
— Og når jeg kigger på den, giver det mig en anden forståelse af mig selv, fortæller Helene.
Helle har også hjulpet Helene ind i fællesskaber med andre unge i samme situation. Fx Katrine, der også har en hjerneskade, og som ligesom Helene elsker at være kreativ. De to mødes ofte, og hun er ”som en søster”, fortæller Helene.
— Det der med, at nogen forstår én, uden at man behøver at forklare sig, giver også lyst til livet, siger Helene, der håber på en dag at kunne komme tilbage til sin uddannelse.
— Og så vil jeg også gerne stifte familie. Men så er jeg jo nødt til at få styr på anoreksien og få det bedre.
Synliggør fremskridt
Der er ikke én måde at arbejde med håb på, understreger Helle Bak Christensen. For nogle virker billedet med vejen. For andre åbner en fremtidssamtale til nye perspektiver.
Vi kan fx godt blive bedre til at gøre det tydeligt for patienterne, når der er sket en udvikling.
— Det er ikke one-size-fits-all, men alle kan snakke om håb. Der er nogle, som først kan blive irriterede over ordet, for hvad hjælper det overhovedet dem, at vi snakker om håb? Men når vi så får hul på det, kan de godt mærke, at det betyder noget at sætte ord på, hvad de gerne vil, siger Helle Bak Christensen..
Hun ønsker, at håb i endnu højere grad bliver et fokusområde i arbejdet på sengeafdelingen på Hammel Neurocenter.
— Vi kan fx godt blive bedre til at gøre det tydeligt for patienterne, når der er sket en udvikling. Ofte ser de ikke selv fremgangen eller glemmer, hvor de har været, og der kan vi hjælpe til at se fremskridtene og indgyde dem håb ad den vej.
Uden faste prognoser
Samtaler om håb åbner dog også for etiske dilemmaer, erkender Helle Bak Christensen.
— For man kan rent fagligt diskutere med sig selv og sine kolleger, om man hjælper patienterne bedre ved at give dem noget realisme. Hvad er det mest korrekte at gøre for os som sundhedsprofessionelle?
På sengeafsnittet på Hammel Neurocenter fokuserer personalet allerede på at give patienten indsigt i sin situation, fortæller Helle Bak Christensen.
— Samtidig er vi opmærksomme på aldrig at slukke deres håb. Hvis vi ikke umiddelbart kan indfri deres forhåbninger om, hvordan det går og vil gå med rehabiliteringen, giver vi dem altid en kattelem ved at sige: ”Jamen, jeg ved ikke, hvordan dit liv kommer til at gå”, eller ”jeg ved ikke, hvordan din hjerneskade kommer til at påvirke dig”, fortæller hun og peger på, at det som oftest ikke er muligt at forudsige ret meget.
— Vi kan tale ud fra vores erfaring, men vi kan ikke lave en fast prognose. Og hvad får vi også ud af at fokusere en hel masse på, hvad der er realistisk og urealistisk? påpeger hun og tilføjer:
— Reelt ved vi ikke, hvad der ligger derude for enden af vejen.
Eksempler på Helles arbejde med håb som ungementor:
- Fremtidssamtale: En samtale, hvor Helle og den unge taler som om, samtalen foregår om fx fem år. Hvor er de? Hvad gjorde de for at nå derhen?
- Livslinje. Sammen med den unge tegner Helle en linje med vendepunkter fra fortiden. Hvilke afgørende begivenheder har været med til at forme deres liv? Og hvilke vigtige mennesker har de mødt?
- Netværkskort. Sammen med den unge kortlægger Helle de personer, der er omkring den unge og inddeler dem i cirkler efter de nærmeste og mere perifere.
Om ungementorer
- Støtter unge i alderen 15-30 år +/- med erhvervet hjerneskade eller langvarige følger efter hjernerystelse i at håndtere ændrede livsvilkår og fremme trivsel og selvstændighed.
- Funktionen er et regionalt og kommunalt samarbejde, som primært er finansieret af et samarbejde mellem otte kommuner i Region Midtjylland.
- Læs mere