Fagforeningerne skal arbejde for at sikre de yngre generationers arbejdsglæde, lyder budskabet fra tidligere lektor på ergoterapeutuddannelsen, Kim Lee. Han sagde for nylig sit job op, fordi han oplevede sin egen arbejdsglæde forsvinde i takt med, at bølgen af manualer og retningslinjer skyllede ind over den offentlige sektor.
I løbet af det seneste halve år har Kim Lee rejst verden rundt sammen med sin datter. Tilbage i Danmark begyndte datteren, der netop er blevet færdig på Copenhagen Business School, i sit første job, mens den 49-årige Kim Lee med egne ord foreløbig ”har pensioneret sig selv.”
Indtil maj i år var han ansat som lektor på en uddannelsesinstitution. Et job, han de seneste 13 år har fundet meningsfuldt, men han oplevede, at friheden skrumpede og mængden af regler og procedurer voksede så meget, at det til sidst gjorde vilkårene for at være en ordentlig underviser for svære.
— Jeg havde gode kolleger og var glad for mit arbejde. Men som i mange andre offentlige organisationer, var vi i stigende grad styret af manualer og politiske beslutninger, som betød, at vi ikke altid kunne gøre det, vi vurderede, var det bedste for dem, vi var sat i verden for at hjælpe, fortæller Kim Lee.
Derfor peger han på et opgør med styringen af den offentlige sektor som en af de vigtigste opgaver for fremtidens fagforening.
— I stedet for at fokusere på økonomi, skal fagforeningen skaffe meningen tilbage i arbejdet, fastslår Kim Lee, der mener, at de seneste årtiers indførelse af new public management og resultatstyring generelt har ført til udbrændthed og modløse medarbejdere.
— Når man som jeg oplever, at man igen og igen gør opmærksom på, hvad der er brug for på ens fagområde, men at der bliver gjort det stik modsatte, ja så går det ud over arbejdsglæden.
Mere end løn
I fremtiden er det derfor ikke nok for fagforeningen at tilbyde hjælp til lønforhandling, juridisk rådgivning og medlemsrabatter, mener Kim Lee. Det kan man få andre steder, og de unge nyuddannede er optaget af andre forhold.
— Tag min datter. Hun tilhører en ret idealistisk og social generation, hvor vi i min generation i højere grad er pragmatikere. Hun vælger ikke job efter tallene på lønsedlen. Hun brænder for at komme ud og gøre en reel forskel i verden, og jeg tror, at hvis hendes generation kommer ind på et arbejdsmarked, hvor det er politiske prioriteringer og manualer, der styrer, hvad de skal lave, så kommer de til at køre sur i det, og så finder de på noget andet at lave. Derfor skal fagforeningerne rette fokus mod de yngre og høre, hvad de efterlyser. De skal have nogle visioner for, hvordan de får sikret arbejdsglæden, for vi har brug for alle mand på dæk på fremtidens arbejdsmarked, siger Kim Lee.
Lige nu arbejder han i sin søns virksomhed, hvor han pakker varer i en webshop. Der er også gode kolleger på lageret, og det føles meningsfuldt at hjælpe sønnen. Om et år ser arbejdslivet sikkert anderledes ud, men én ting er sikkert: Han skal føle, at han gør en forskel.
— Jeg gider ikke at ende som en gammel bitter mand, som han siger.
Kim Lee
- 49 år.
- Ergoterapeut, master i sundhedsantropologi og ph.d.
- Var indtil maj 2025 ansat som lektor ved UC Syd.
Læs de andre historier i teamet om Fremtidens fagforening
Klar til fremtidens arbejdsliv
Ny struktur skal ruste ETF til fremtiden
Fleksibilitet og glidende overgange