Gaming er mere end skydespil

De udvikler deres motoriske og kognitive funktioner og bliver en del af nye fællesskaber. Louise Hollænder Svendsen har set, hvordan computerspil kan forbedre alt fra livskvalitet til håndfunktion hos børn og voksne med funktionsnedsættelser. Derfor opfordrer hun til, at endnu flere ergoterapeuter inddrager gaming som en del af genoptræning og rehabilitering.

Da Louise Hollænder Svendsen for fem år siden deltog i en e-sport-event for børn og unge med fysiske funktionsnedsættelser, var der noget, som undrede hende.

Når hun så ud over salen, var der kun få deltagere ved skærmene. Til gengæld viste det sig, at rigtig mange af tilskuerne, som selv var i målgruppen, gerne ville spille med.

— De regnede bare ikke med, at det kunne lade sig gøre. For hvordan skulle de kunne spille, når de hverken kunne betjene en controller, en almindelig mus eller et tastatur, fortæller hun.

Derfor kiggede de på. Præcis ligesom de kunne se på, når deres jævnaldrende spillede fodbold eller deltog i andre fritidsaktiviteter, og det pinte Louise, at de på grund af deres fysiske begrænsninger altid kun skulle være publikum.

— For jeg kunne jo se, at de var topmotiverede for at spille, fortæller hun, da vi mødes i hendes lejlighed midt i Odense.

Dengang vidste Louise Hollænder Svendsen med egne ord ”nærmest intet” om gaming. Godt nok var hun IKT-konsulent hos Center for Kommunikation og Velfærdsteknologi, men computerspil var nyt land.

Vores kernekompetence er jo lige præcis at tilpasse efter funktionsniveau. Vi kan kigge på kroppen og omgivelserne og finde frem til, hvordan aktiviteten skal sættes op, hvis den skal fungere.

— Der er nemlig rigtig mange, som ikke ved, at der findes muligheder for at være med, fortæller Louise Hollænder Svendsen.

Tilpasset udstyr

Almindeligt gamerudstyr kræver små nøjagtige bevægelser med fingrene. Men der findes alternativer, der tager højde for den enkeltes fysiske og kognitive udfordringer, fortæller Louise og rejser sig for at gå ind i værelset ved siden af. Kort efter er hun tilbage med en stor rød kontakt og et simpelt joystick. — Når jeg forbinder dem til computeren ved hjælp af den her boks, siger hun og vifter med en lille sort kasse, der mest af alt ligner en harddisk. — Kan de erstatte tastatur, controller og musen. Tag et spil som FIFA eller Gurli Gris – det kan du spille med én knap og ét joystick, fortæller hun og demonstrerer på skærmen mens hun forklarer, hvordan fx øjen-, hage- eller mundstyring også kan tilpasses. Softwaren er allerede tilgængelig, og løsningerne findes som såkaldt ”open source”-teknologi, der kan hentes og videreudvikles.

Så det er bare med at komme i gang, påpeger Louise, der ville ønske, at endnu flere ergoterapeuter greb mulighederne og brugte gaming i deres arbejde på lige fod med enhver anden aktivitet.

— Vores kernekompetence er jo lige præcis at tilpasse efter funktionsniveau. Vi kan kigge på kroppen og omgivelserne og finde frem til, hvordan aktiviteten skal sættes op, hvis den skal fungere. Det kan en tekniker ikke, og jeg mener, at der er så mange redskaber i det ergoterapeutiske felt, som kan føre til, at endnu flere kan deltage i en meningsfyldt aktivitet som gaming.

Mere motivation

Forskning viser, at mennesker med funktionsnedsættelser kan højne deres livskvalitet ved hjælp af gaming, og for Louise Hollænder Svendsen, der har beskæftiget sig med området de seneste fem år, er argumenterne da også åbenlyse. Først og fremmest åbner spillene mulighed for at indgå i en aktivitet og et fællesskab på lige fod med andre, for i den virtuelle verden kan man kommunikere og spille ligeværdigt — også selvom en deltager sidder i kørestol.

Dernæst nævner hun motivationsfaktoren.

— De fleste af os kender alt til det med at blive opslugt af spil, og det er ligegyldigt, om vi sidder med Wordfeud i sofaen eller gamer på værelset. Vi vil lige nå de ekstra point eller en bane mere, når vi er gået i gang, som hun siger.

Spændingen får os til at glemme tiden, og derfor kan man også repetere den samme bevægelse igen og igen, fortæller Louise:

— Jeg har lavet videooptagelser, der viser, at man gennemsnitligt laver 1000 gentagelser med hænderne på en halv time under spillet, og folk har stadigvæk lyst til at spille videre i morgen. Det er de færreste, der kan holde motivationen dag efter dag, hvis det er almindelig træning med fx en bold, så de får lavet lige så mange gentagelser.

Samtidig styrker spillene IT-færdighederne, så der pludselig opstår nye muligheder i skole eller arbejdsliv, og derfor mener Louise Hollænder Svendsen også, at gaming har potentiale inden for en lang række områder. Fra beskæftigelsesindsatser til skoler og STU’er. Gaming kan også indgå som en del af hverdagsrehabiliteringen i forhold til at træne fx grebsfunktion eller kommunikation, pointerer Louise.

— Mange — især børn og unge — er motiverede af at game, og så må vi spørge os selv som fagpersoner, hvordan vi kan bruge den motivation i vores arbejde.

Minecraft og FIFA

For nylig havde Louise et forløb med en borger, der efter en blodprop i hjernen ikke kunne bruge den ene hånd. I løbet af de første samtaler fandt Louise frem til, at manden elskede biler og gerne ville lave noget sammen med sit barnebarn. Derfor fik hun etableret en teknisk løsning, så manden kunne betjene computeren med sin ene arm og sit lår, og i dag kan han spille Formel 1 og Lego City-spil med sit barnebarn.

— Bare det, at han kan lave de forholdsvis få bevægelser, gør, at han kommer i gang efter sin hjerneskade, fortæller Louise Hollænder Svendsen.

For nogle er Minecraft, hvor man stille og roligt bygger sin egen verden, sagen. Andre vil have tempo og spænding i Fortnite eller FIFA.

Bare det, at han kan lave de forholdsvis få bevægelser, gør, at han kommer i gang efter sin hjerneskade.

— Men det vigtigste for mig er at tage udgangspunkt i deres motivation, så de får lavet mange gentagelser, fortæller hun og understreger, at målsætningsarbejdet er det samme som i enhver anden aktivitet.

— Nogle vil nå en ekstra knap og andre vil forbedre deres rekord, men man kan altid starte med minimum og så udbygge funktionerne i spillet. På den måde fungerer det som en skjult træning.

Flere fordomme

At flere ergoterapeuter ikke inddrager gaming i rehabilitering og behandling, forklarer Louise Hollænder Svendsen med lige dele manglende viden og usikkerhed.

— Jeg tror egentlig, at mange gerne vil, men de er i tvivl om, hvorvidt det egentlig er dem, der skal hjælpe, siger hun.

Der mangler viden om fordelene og om, hvordan IT- og softwareløsninger kan justeres, så de passer til den enkelte.

Det sidste lyder lidt kompliceret, men Louise afviser, at man skal være tekniker for at kunne finde ud af det.

— Det behøver slet ikke at være så kompliceret, og når det først er sat op, er det et træningsredskab, som alt andet, vi tilpasser, understreger hun.

Der kan også være usikkerhed om lovgivningen, for i hvilke tilfælde kan kommuner bevilge specialtilpasset gamerudstyr? Hører det under ”leg og fritid”? Skal det regnes som kommunikation eller et hjælpemiddel?

— Der er ikke klare rammer, og derfor er der også stor forskel på, hvordan det bliver behandlet i kommunerne, fortæller Louise.

Endelig er der fordommene. Dem støder hun også på.

— Jeg vil gerne ændre den holdning, at gaming bare er noget med skydespil, cola og sene nattetimer ved at vise, at det faktisk også er et værktøj til træning og inklusion. At det kan være et middel til at nå nogle andre mål.

Stort potentiale

Louise har med egne ord en ”mission”, og den handler om, at endnu flere børn og voksne skal have mulighed for at indgå i online-gaming-fællesskaber. Ved at fortælle om fordelene håber hun på at åbne andre fagpersoners øjne for feltet.

— Gaming har et stort potentiale i forhold til mennesker med funktionsnedsættelser, og jeg synes, at det giver mening, at det netop er ergoterapeuter, der skal med, fordi vi har et særligt blik for kroppen og hjælpemidler, og vi kan bruge det i vores træning og rehabilitering.

Som en del af missionen har hun bl.a. været med til at starte Foreningen Para E-sport Danmark, og ved siden af sit faste job arbejder Louise som konsulent for kommuner og privatpersoner, der har brug for hjælp og rådgivning på området.

— Nu er jeg 48 år, og min plan er, at vi er nået meget, meget længere på det her område, inden jeg går på pension, fastslår hun.