Fra biomediciner til ergoterapeut

Tanken

Tanken om et karriereskifte var ny, og beslutningen var ikke let, for hun var jo glad for sit job. Men det menneskelige aspekt trak i hende, og hun begyndte forsigtigt at undersøge, hvad hun kunne gøre, hvis hun ville skifte spor. Først tænkte hun, at hun ville læse endnu en kandidat, men den idé lukkede en samtale med studievejlederen på Københavns Universitet (KU) døren for med henvisning til den såkaldte ”kandidatregel”. Den siger nemlig, at dem, der allerede har en kandidatgrad, kun kan blive optaget på en ny kandidatuddannelse, hvis der er ledige pladser – og det var der ikke på de kandidater, Maj var interesseret i.

Vejlederen opfordrede i stedet Maj til at søge ind på en grunduddannelse med ledige pladser.

Maj kiggede først på fysioterapi, men så fik et tilfældigt klik hende til at læse om ergoterapi. Tanken om et job, hvor hun kunne hjælpe mennesker med at mestre daglige aktiviteter og bidrage til at de fik større livskvalitet og selvstændighed i hverdagen, ramte hende.

Hun tænkte: ”Det er dét, jeg skal læse.”

Tvivlen

Fra hun havde fundet sin nye uddannelse, til hun stod på studiet i 2022, gik der dog flere måneder med tvivl.

Kunne hun studere igen efter så mange år? Hvordan ville det være at begynde i en klasse med 20 årige, når hun selv var i slutningen af 30’erne og havde både en mand og 2 teenagesønner? Og hvad med økonomien, når SU’en allerede var brugt?

Hun delte tvivlen med sin mand og en aften satte de sig med et glas vin og lagde budgetter i et Excel ark for at finde en løsning. For Maj Kristjansson var det vigtigt, at familien fortsat kunne tage på de rejser, som de holder så meget af, og det lykkedes at få økonomien til at hænge sammen.

De tog et par afdragsfrie år på huslånet, hendes forældre hjalp til med vinterstøvler og jakker til børnene, og veninderne gav indimellem det ekstra glas vin, når de var i byen med Maj.

Ideen om at studere igen, skulle hun også lige overkomme, for som studerende var hun vant til at stille høje krav til sig selv, og det pres havde hun ikke lyst til at lægge på sig selv igen. På den anden side ville hun med studielivet – efter mange år med 10-timers arbejdsdage – få mulighed for at være hjemme om eftermiddagen, og det talte for valget om at begynde at studere igen, fortæller hun:

- Jeg kom hjem samtidig med, at mine sønner kom hjem fra skole, og det var virkelig rart, for når man har teenagere i huset, gælder det nogle gange om at fange dem, når de lige gider at snakke.

Det valg man tager i slutningen af 20’erne, skal ikke definere resten af ens arbejdsliv. Man udvikler sig jo, og det må ens arbejdsliv også godt.

Meningen

Selvom ergoterapien var ny for Maj, var formålet velkendt: Ønsket om at gøre livet bedre for mennesker. Det var det, der havde drevet hende i biomedicinen, og med ergoterapien kunne hun fortsat hjælpe mennesker – bare på en anden måde.

- Målet er lidt det samme, nemlig at gøre livet bedre for nogle mennesker, med ergoterapien bruger jeg bare nogle lidt andre redskaber, forklarer hun.

Da hun dykkede ned i sit nye fag og begyndte at lære dets forskellige redskaber at kende, var det de kvalitative metoder, der optog hende mest. I et studiejob hos forsknings- og udviklingsafdelingen på Københavns Professionshøjskole fik hun mulighed for at dyrke netop dem og samtidig bidrage til forsknings- og udviklingsprojekter.

Nysgerrigheden på de kvalitative metoder, blev også spiren til bachelorprojektet, da hun nåede så langt. Sammen med sin bachelormakker, Sandra Most, udviklede hun et projekt, der var inspireret af det, hun havde arbejdet med i studiejobbet.

Som nyuddannet fik Maj arbejde på Neurologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital Hillerød, hvor hun også havde været i praktik. Hun var glad for jobbet, men da hun for nylig så et opslag for en stilling i et helt nyt projekt om udvikling og implementering af faldforebyggelse hos Center for Genoptræning - Nørrebro, måtte hun søge. Kombinationen af udviklingsarbejde og borgerkontakt var lige hende, og da januar skiftede til februar, begyndte hun i sit nye job.

- Det føles som om jobbet er skræddersyet til mig, for her kan jeg bruge både min erfaring fra biomedicin og min nye faglighed som ergoterapeut, siger hun og forklarer, at hun dels skal ud til borgere og træne dem, men også skal være med til at udvikle et nyt indsatsområde i kommunen – noget, der kræver både metodeforståelse, litteratursøgning, samarbejde og struktur.

Præcis som med skiftet fra biomedicin til ergoterapi er jobskiftet mere et tilvalg af noget nyt, end et fravalg af noget andet.

Maj Kristjansson håber, hendes historie kan være en påmindelse om, at man ikke behøver være låst fast.

- Det valg man tager i slutningen af 20’erne, skal ikke definere resten af ens arbejdsliv,” siger hun. ”Man udvikler sig jo, og det må ens arbejdsliv også godt.”