11-årige Adam Sørensen har cerebral parese, men bag skærmen kan han det samme som sine venner, og computerspillet har ikke bare styrket hans sociale liv og selvværd. Motorik og koncentrationsevne er også blevet bedre.
Theo, Sylvester, Elvedin, Jeppe…
Adam remser navnene op på de kammerater, som han gamer med. Smilet når helt op i øjnene imens. Han fortsætter rækken af navne. Nogle er venner fra skolen, andre har han mødt gennem online-fællesskaber eller den lokale CP-forening.
Hans mor, Stine Andersen, supplerer:
— Ja, og så spiller du jo også med din søster og din fætter Julius.
Adam elsker Fortnite og Rocket League, fordi der er fart og spænding, forklarer han. Byggespil er for kedelige. Der skal tempo på. Til spørgsmålet om, hvad det sjove ved at spille computerspil er, svarer Adam prompte:
— Man hygger sig bare rigtigt meget, og du kan snakke med de andre imens.
Nye fællesskaber
Adam er 11 år, og han vil altid ”være to skridt efter andre børn”, som hans mor udtrykker det. I hvert fald når de leger på græsplænen.
— Men på computeren kan han spille på lige fod med de venner, som ikke har handicap, og det har betydet, at han er blevet inviteret ind i nye fællesskaber, forklarer Stine Andersen og fortsætter:
— Samtidig er det en fed arena at øve sine sociale kompetencer i, og det giver også andre børn en forståelse af, at man ikke er dum, bare fordi man sidder i en kørestol.
Spillene har også styrket koncentrationsevnen.
— Inden Adam kom i gang med at game, fik vi lavet en neuropsykologisk udredning, der viste, at hans koncentration kunne holde få minutter. Nu kan han have online-undervisning i en time ad gangen, og han kan game i timevis, hvis han får lov, siger Stine Andersen.
Men der er begrænsninger på tiden ved skærmen. Verden udenfor er også vigtig, og i fritiden dyrker Adam bl.a. el-hockey. — Og heldigvis vil han altid gerne med ud at opleve noget — så det er jo ikke et enten eller, som hans mor siger.
Mere fordybelse
Da ergoterapeut Louise Hollænder Svendsen træder ind ad døren i parcelhuset i Svendborg, jubler Adam højt.
— Louise, du skal hjælpe mig med nogle bindings! Der er byttet om på stikkene, udbryder han og får straks Louise med ind i værelset, hvor gamerudstyret står.
De diskuterer hans ”set-up”, mens Adams mor ser til. Hun forstår ikke de tekniske termer, men hun kan se, hvad spillene har betydet for sønnens kognitive og fysiske udvikling.
— Da han begyndte, kunne han slet ikke sidde stille med kroppen. Det hele foregik i sådan en hyper spasticitet, men det har han lært at styre, og den evne kan han også tage med sig i andre situationer, fortæller Stine Andersen.
Mens hun taler, bevæger Adams hænder sig lynhurtigt og præcist hen over knapperne. Hver og én er kodet, så de er lette for netop ham at betjene. Louise Hollænder Svendsen iagttager de mange håndbevægelser.
— Du er blevet god til at spille, siger hun, og Adam ser stolt på hende.
Drømmen er at spille Counter-Strike, når han bliver gammel nok, fortæller han. Måske vil han også gerne programmere sine egne spil en dag.
Adams mor er imponeret over udviklingen ved tastaturet.
— Men for mig er den sociale gevinst stadig den vigtigste, siger hun.
