Da en 61-årig sagsbehandlende ergoterapeut blev sygemeldt med voldsomme belastningsreaktioner, blev hun fanget i et catch 22. ETF gik ind i sagen og var med til at sikre hende en seniorpension. – Jeg tror helt ærligt, at det har været med til at ”redde hendes liv”, siger specialkonsulent Ulla Kjelgaard fra ETF’s Løn & Forhandlingsafdeling.
En 61-årig sagsbehandlende ergoterapeut, som vi i artiklen her kalder Helle, må i oktober 2023 melde sig syg med voldsomme belastningsreaktioner, efter at hendes arbejdsopgaver løbende er blevet flere og flere og mere og mere komplekse, og hun samtidig savner støtte fra sin leder.
Helle har arbejdet samme sted i 17 år, men i de seneste 10 år oplever hun, at arbejdsmiljøet og hendes arbejdsvilkår gradvist bliver forværret. Undervejs får hun i de 10 år i perioder hjælp af en psykolog, men i 2023 ramler hverdagen for hende med symptomer som kvalme, massive søvnproblemer, ekstrem træthed, energiforladthed, tankemylder, manglende koncentrationsbesvær og nedsat hukommelse.
Hun bliver sygemeldt og kontakter Ergoterapeutforeningen, hvor det i første omgang er specialkonsulent Ulla Kjelgaard, der tager imod.
- Allerede første gang, jeg taler med Helle i telefonen, er det tydeligt, at hun er hårdt ramt. Især på hukommelsen. Selv små ting, som vi taler om, kan hun kort efter slet ikke huske, fortæller Ulla Kjelgaard. Psykologen, som Helle løbende konsulterer for at kunne tackle det pres, hun oplever på sit arbejde, skriver i en udtalelse i forbindelse med sygemeldingen, at Helle ”vil have gavn af at få ro og fred. Da yderligere pres vil forringe hendes kognitive funktioner yderligere, hvilket vil give voldsomme konsekvenser for resten af hendes liv.”
Psykologen tilføjer: ”Som forskningen viser, så har kronisk stress en negativ virkning på hukommelsescenteret. Hjernecellerne degenererer og kan ikke stoppe stressresponsen længere, hvorfor stressen er kronisk.”
Benspænd
Umiddelbart ser Ulla Kjelgaard derfor ikke sagen som særlig juridisk kompliceret: Den 61-årige sagsbehandlende ergoterapeuts voldsomme belastningsreaktioner betyder, at hun ikke kan vende tilbage til sit arbejde, og efter at hun i marts 2024 bliver opsagt fra sit arbejde, er udgangspunktet derfor at undersøge, om hun kan være berettiget til seniorpension.
Men flere ting spænder ben.
Da Helle har været sygemeldt i syv måneder, meddeler kommunens jobcenter, at hun skal overgå til et jobafklaringsforløb, fordi man ikke mener, at der er grundlag for en forlængelse af sygedagpengene. Helt konkret mangler jobcenteret en lægefaglig vurdering af, hvorvidt Helle er i stand til at vende tilbage til sit arbejde.
Der står godt nok i den udtalelse, som Helles psykolog har skrevet, at det eneste, som Helle har behov for, er fred og ro, og at alt andet vil forværre hendes tilstand. Men i jobcenteret godtager man ikke psykologens udtalelse, her vil man kun forholde sig til en lægefaglig prognose for, hvornår Helle kan komme tilbage på arbejde.
Problemet er imidlertid, at Helles egen læge er ny og derfor ikke synes, at han kan vurdere, om Helles arbejdsevne er varigt nedsat, så hun kan søge seniorpension. Han vil heller ikke bakke op om psykologens vurdering, men alene udskrive korte, midlertidige sygemeldinger. Det er et problem, fordi det betyder, at Helle igen og igen må til møder på sin arbejdsplads, i jobcenteret og hos lægen. Og det tager hårdt på hende, fortæller Ulla Kjelgaard:
- Nogle gange er hun så dårlig, at hun må lægge sig på en sofa midt under mødet, andre gange sidder hun og forstår ganske enkelt ikke, hvad der bliver sagt. Da hun på et tidspunkt modtager et ni sider langt brev fra jobcenteret, magter hun ikke engang at forsøge at læse det. Hun sender det bare direkte videre til os.
” Det tog 15 måneder fra Helle blev sygemeldt, til hun kunne gå på seniorpension”
Men systemet følger sine regler, og da sagsbehandleren på jobcenteret ikke kan få lægens ord for, at Helle ikke kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på sædvanlige vilkår, holder hun fast i, at Helle skal ud i et jobafklaringsforløb.
I ETF kommer Ullas kollega, socialrådgiver Anja Hvass Jacobsen nu på banen. Hun har lang erfaring med sygedagpengeområdet, hvor hun kender hver en krinkelkrog ligesom hun er på hjemmebane, når det gælder beskæftigelsessystemet.
Jobcenterets varsel om et jobafklaringsforløb går stik imod psykologvurderingen, og for at skåne Helle for et forløb, som risikerer at forværre hendes tilstand, foreslår Anja, at jobcenteret beder en neuropsykologisk specialist om at vurdere Helles tilstand.
Men en neuropsykologisk vurdering er ikke gratis, og kommunen vil ikke betale.
Derfor ser Anja ikke anden udvej end at anmelde sagen som en arbejdsskade og sende Helle omkring arbejdsmedicinsk klinik for at skaffe jobcenteret den nødvendige vurdering af hendes arbejdsevne. Anja ved, at sagen efter al sandsynlighed vil blive afvist, for det er sjældent, at belastningsskader som Helles bliver anerkendt som arbejdsskader. Anja ved også, at det at sende sagen via arbejdsmedicinsk klinik kræver, at Helle skal til endnu flere møder og samtaler - og at det ikke vil gøre noget godt for hendes velbefindende.
- Men en vurdering fra arbejdsmedicinsk klinik er vores eneste mulighed for at give jobcenteret den lægefaglige vurdering af Helles arbejdsevne, som er eneste alternativ til et jobafklaringsforløb, som risikerer at forværre hendes helbred endnu mere, forklarer Anja Hvass Jacobsen.
Som ventet konkluderer arbejdsmedicinerne, at Helle ikke er i stand til at vende tilbage til sit erhverv i minimum 15 timer om ugen, og den vurdering åbner for, at Helle endelig kan søge om seniorpension. Det lykkes, og den 10. december 2024 får Helle tilkendt seniorpension pr. 1. januar 2025.
- Det tog 15 måneder fra Helle blev sygemeldt, til hun kunne gå på seniorpension, og hun er i dag meget taknemmelig for, at vi fik landet sagen på den måde. Men det havde ikke behøvet at tage så lang tid. Det gjorde det kun, fordi jobcenteret ikke ville godtage psykologens udtalelse, og egen læge ikke ville skrive under på, at hendes arbejdsevne var varigt nedsat. Det var det catch 22, vi havnede i med Helles sag. Men heldigvis kunne vi løse det med en omvej til arbejdsmedicinsk klinik, fortæller Ulla Kjelgaard.
Hun tilføjer, at hun - så snart seniorpensionen var bevilget - kontaktede Helles tidligere arbejdsgiver.
- Jeg bad dem om at udbetale de feriepenge, som Helle havde til gode, inden den 31. december 2024, fordi beløbet ellers vil blive modregnet hendes seniorpension. Det drejede sig om 75.000 kr., så det var da værd at tage med – og det lykkedes heldigvis også, smiler Ulla Kjelgaard på ETF-medlemmets vegne.
”Helle” er ikke den 61-årige sagsbehandlende ergoterapeuts rigtige navn, for af hensyn til hendes helbredstilstand ønsker hun ikke at stå frem. Men Helles rigtige navn er naturligvis redaktionen bekendt.
Catch 22
- At være fanget i et "catch 22" betyder, at man står i en situation, hvor man ikke kan finde en løsning, fordi regler eller betingelser gensidigt udelukker hinanden. Uanset hvad man gør, kan man ikke komme videre.
- Udtrykket stammer fra romanen Catch-22 af Joseph Heller, hvor en pilot ikke kan få lov til at blive fritaget for krigstjeneste, medmindre han er sindssyg. Men hvis han beder om at blive fritaget, viser det, at han har sin fornuft i behold, og så er han ikke sindssyg nok til at slippe for krigstjeneste.