Ergoterapeut på curling-isen

Forfatter: Jakob Melgaard
Fotograf: Simon Klein-Knudsen

My Larsen har travlt: Til februar forsvarer hun de danske farver ved vinter-OL i Italien, og når hun kommer hjem, skal hun forsvare sit bachelorprojekt på uddannelsen til ergoterapeut.

Elitesport og ergoterapeutuddannelsen er umiddelbart to vidt forskellige verdener, men for den 26-årige ergoterapeutstuderende My Larsen overlapper de hinanden. Når hun er på curling-isen, er hun på en måde også ergoterapeut - og omvendt. Hun bruger elementer fra den ene verden, når hun lægger 100 procent i den anden.

curling

My Larsen mangler kun at forsvare sit bachelorprojekt, før hun er færdiguddannet ergoterapeut. Men hun kommer til at vente lidt endnu på at få overrakt eksamensbeviset, for mens hendes gruppe er til eksamen, har My travlt med de sidste forberedelser før vinter-OL i Milano Cortina i Italien. Hun er nemlig ikke kun (næsten) nyuddannet ergoterapeut, hun er også en del af verdenseliten inden for curlingsporten.

- Resten af min gruppe går til eksamen her i uge 4, men jeg har fået mit forsvar udskudt til marts, så jeg kan have fuldt fokus på OL, hvor vi har første kamp mod Canada den 12. februar, fortæller hun og tilføjer, at hun som person er sådan en, der lægger 100 procent i det hun gør:

- Når jeg er til stede på skolen og til undervisning, så er det dér, jeg er, men lige for tiden er jeg 100 procent fokuseret på OL.

Det lyder let, når hun siger det, men hun indrømmer, at det indimellem er svært at finde tid til både fuldtidsstudier, fritid og en karriere som elitesportsudøver.

curling 

- Ergoterapi er et praktisk fag. Man kan godt studere det online, men det giver ikke samme udbytte, man skal helst sidde ansigt til ansigt med sine medstuderende. Og med morgentræning, træning alle eftermiddage, styrketræning og ofte en turnering i weekenden, så kan det godt være lidt af et puslespil, men undervisere og ledelsen på skolen har virkelig været imødekommende. Og jeg har også fået hjælp af Team Danmark til at få det hele til at gå op, forklarer hun.

Selv om hun dedikerer nogle af sine timer til sporten og andre til studiet, lapper de to verdener også ind over hinanden, oplever hun:

- Curling er en holdsport, og det der med, at man har et fællesskab, og at man er sammen om at opnå noget, det er virkelig overførbart til studiet. Især fordi det er en uddannelse, der er præget af meget gruppearbejde. Jeg skal ikke løse en opgave; vi skal løse en opgave. Vi skal spille hinanden stærke. På uddannelsen er det syv semestre med syv forskellige emner og indhold, og man kan ikke være god til det hele. Sådan er det også i sporten, der er nogen, der har nogle kompetencer, som man skal fremme.

Nyt blik på sporten

I løbet af sin uddannelse har hun også fået et nyt blik på curling, ikke mindst på hvad sporten kan bruges til, selv om man er langt fra et olympisk niveau.

Curling er en sport for alle. Ligesom ergoterapi dækker den en bred aldersgruppe fra helt små børn til ældre mennesker.
My Larsen

- Curling er en sport for alle. Ligesom ergoterapi dækker den en bred aldersgruppe fra helt små børn til ældre mennesker. Og efterhånden som jeg er kommet længere ind i ergoterapifaget, har jeg fået et nyt perspektiv på sporten. Både det med at den får alle i gang med decideret træning, men også, at den hjælper med at bibeholde en aktivitet, forklarer hun og uddyber:

- Når jeg kommer ned i klubben og ser en masse ældre mennesker på 60-70 år, som stadig spiller og som har fundet en meningsfuld aktivitet i curling – både i klubben og på banen. Der ser jeg tydeligt, hvad fysisk aktivitet kan gøre. Den giver også det sociale aspekt og fællesskabsfølelsen af, at ”her er en aktivitet, vi er fælles om”, som giver en større mening og betydning for resten af dagligdagen, siger hun.

curling


Hverdagen venter forude

Det er længe siden, at My Larsen selv har haft en almindelig hverdag, men hun kan snart skimte den forude: Hverdagen som uddannet ergoterapeut. Endnu er den dog for langt væk til, at hun kan se klart, hvad den kommer til at indeholde.

- Jeg tror gerne, at jeg vil mange ting, og jeg er ikke fastlåst på, at det er dét her, jeg skal. Jeg begyndte på uddannelsen med ét mindset, og det har ændret sig 10 gange undervejs. Jeg har haft nogle spændende og lærerige praktikker, både kommunalt og på hospitaler. Det var superinteressant at få teorien fra bøgerne og underviserne på skolen ud i praksis. At få den der interaktion med mennesker og det samspil og den dynamik, som virkelig kan fremme rehabilitering og træning, siger hun, før hun konkluderer:

- Jeg er meget åben for, hvad jeg skal ud at lave, men jeg skal i hvert fald ud at arbejde med nogle mennesker og hjælpe med det, som ergoterapien kan, siger hun.

curling 

Drømmen om medaljer

Men allerførst gælder det vinter-OL fra 6. til 22. februar. Det er anden gang, at My Larsen repræsenterer Danmark ved vinter-OL. I Beijing i 2022 endte hun med de øvrige curling-kvinder som nummer ni ud af 10 deltagende nationer, men alligevel er ambitionerne denne gang store.

- Det er 10 gode nationer, der er med. Man skal være god for at være på den scene. Men alle kan tabe til alle, alle kan slå alle. Vi har vundet over og tabt til dem alle, så det er et tæt felt. Selvfølgelig tager man til OL for at få en medalje, det er den helt store drøm. Men at gå ud og være en god holdkammerat - at vise, at vi er et hold og at levere nogle gode, tætte kampe. Det er målet.

Og skulle det gå hen og blive til en medalje, så kan det måske nærmest blive guld værd, hvis hendes kommende patienter skulle genkende hende fra skærmen.

 

My Larsen

Ergoterapeutstuderende

Københavns Professionshøjskole
[email protected]

 

Læs mere om Vinter OL og curlingholdet: https://www.ol.dk/holdet/curling