En simpel opskrift

Dato: 12. august 2025
Forfatter: Lene Terkelsen
Fotograf: Christian Falck Wolff

Kan jeg med ro i maven gå ind til min leder? Bruger jeg mine faglige redskaber? Og er der klarhed om opgaver, metoder og den fælles retning? Louise Mosbæk er ikke i tvivl om, hvad der udgør kernen i det gode arbejdsmiljø på det bo- og rehabiliteringscenter, hvor hun har været ansat i mere end to årtier.

Allerede ved kaffeautomaten i ankomstområdet i Bjerggårdshaven begynder samtalen. For bidrager god kaffe med cremet mælkeskum egentlig også til glæden ved at gå på arbejde?

Vi taster på knapper og vælger styrker, og Louise Mosbæk ler lidt af tanken. Ifølge den erfarne ergoterapeut er arbejdsglæde nemlig slet ikke så kompliceret.

Faktisk er der ifølge hende nogle få, men effektive grunde til, at hun og kollegerne oplever så stor tilfredshed, og kaffeautomatens mange muligheder er ikke én af dem.

— Det er ligesom en vifte, forklarer Louise Mosbæk og spreder fingrene ud i en bevægelse, der illustrerer, hvordan arbejdsglæde opstår på baggrund af en lille håndfuld faktorer.

Vi sætter os i et nærliggende mødelokale, og hun opremser med den første finger i vejret: Allerførst er der fagligheden. Personalet på Bjerggårdshaven, der er et specialiseret tilbud for voksne med erhvervet hjerneskade, bruger og udvikler hver deres faglighed. De efteruddanner og specialiserer sig og dyrker de monofaglige møder. Der er ansat 18 ergoterapeuter i hele organisationen, og det med at være en stor faggruppe er en styrke, oplever hun.

— Det betyder meget, at man er stærk i faglighed. Vi har mangeartede opgaver, og også nogle, hvor vi indgår i plejedelen, men vi er aldrig i tvivl om, at vi er ergoterapeuter. Vi og vores kolleger ved, lige præcis hvad vi særligt kan bidrage med i forhold til borgeren, og jeg er også stolt af og glad for, at vi bruger validerede redskaber, så vi kan stole på vores resultater. Det giver også en stor tilfredshed.

Ergoterapeuten #4 2025
Læs mere
 
Fagbladsarkivet
Se Ergoterapeutens arkiv

Ergoterapeuten #4 2025

Læs mere

 

Fagbladsarkivet

Se Ergoterapeutens arkiv

Fælles struktur

Udenfor mødelokalet er der stille på gangene. Onsdag er mødedag, hvor personalet, der i denne afdeling bl.a. tæller ni ergoterapeuter, samles, og derfor er der kun få borgere i Bjerggårdshavens fællesområder i dag. Hyppige møder sikrer, at alle medarbejdere er ajour med udviklingen.

— Nogle gange kan jeg da godt synes, at vi er lige ved at ”møde os selv ihjel”, når vi kommer til møde nummer fire, men jeg kan alligevel sagtens se vigtigheden af, at vi får snakket borgerne godt igennem. Der sker noget andet med overblikket og planlægningen ved et møde, end hvis man bare lige snakker med sidemanden i storrumskontoret, og det er vigtigt, at alle er med.

Arbejdet bygger på et tydeligt værdigrundlag og klare forløbsbeskrivelser, så alle medarbejdere ved, hvad deres opgave er lige fra det øjeblik, hvor borgeren kommer ind ad døren. I undersøgelses- og vurderingsfasen laver ergoterapeuterne COPM og ADL-I-interview samt AMPS-test, mens fysioterapeuterne bruger deres undersøgelsesredskaber, og alle kender hinandens metoder og værktøjer og kan spørge ind. Dernæst sætter man SMART-mål sammen med borgerne. Den tydelige, fælles struktur sikrer fælles retning for arbejdet.

En klar struktur er en anden vigtig ingrediens i opskriften på det gode arbejdsmiljø, for når kerneopgaven og værdigrundlaget er velbeskrevet, bliver mange ting nemmere, oplever Louise. Også samarbejdet.

— Vi er alle sammen forskellige, og nogle kan man bedre med end andre, så selvfølgelig bliver vi indimellem irriterede, eller der opstår gnidninger, men vi kan nemmere rumme forskellighederne, når det er tydeligt, hvad vores opgave er. Så kan vi være professionelle, pointerer hun.

Mod til forandringer

Louise har været ansat, siden Bjerggårdshaven blev etableret for over 23 år siden, og flere af hendes kolleger har fejret både 10 og 20 år på stedet.

”Hvis man som medarbejder føler, at ledelsen både går forrest og står bag dig i forandringerne, så er der mindre risiko for, at man vælter.”
Louise Mosbæk

 

— Vi er mange kulturbærere, og det giver en styrke og en stolthed. Ikke sådan forstået at man ikke skal forny sig, men det giver kontinuitet, og det betyder, at vi nemt kan tage imod nye og føre dem ind i vores faste struktur.

På Bjerggårdshaven har de som mange andre steder oplevet forandringer. Først var de et kommunalt tilbud. Så overgik de til amtet. Så igen kommunalt forankret, og der har været afskedigelsesrunder, sygemeldinger og nye faglige metoder og ledere ind og ud ad døren ligesom på andre arbejdspladser. Alligevel er det ikke forandringer og fyringer, der fylder i Louises fortælling om hendes arbejdsplads.

— Man kan godt blive overvældet over alt det nye, men det kan også være nye muligheder, og jeg tror, det har en del med ledelsen at gøre, hvordan man møder det. Hvis man som medarbejder føler, at ledelsen både går forrest og står bag dig i forandringerne, så er der mindre risiko for, at man vælter. Selvfølgelig har vi også oplevet stresssygemeldinger, men det er heldigvis et fåtal.

Rammerne og arbejdsmiljøet er en forudsætning for at trives, understreger Louise, men personligt er hun ikke i tvivl om, hvad der driver hende.

— Det, der antænder mig mest i mit arbejde, er det relationelle. Altså det, der sker mellem to mennesker, når kontakten er etableret. Jeg elsker at være med til at få andre til at blive bedre og vokse – lige meget om det er borgere eller studerende. Nogle gange kan jeg være med til at rykke dem lidt, andre gange meget. Men jeg har aldrig oplevet nogle, der ikke er vokset en lille smule af at være her.

Fem faktorer - der skaber arbejdsglæde for Louise Mosbæk:

  • Relation
  • Faglighed
  • Ledelsesmæssig opbakning
  • Struktur
  • God kommunikation

Louise Mosbæk

Ergoterapeut, tillidsrepræsentant og klinisk underviser

Bjerggårdshaven, Odense Kommune

[email protected]

Læs de andre historier i temaet

 

Hip hurra for APV'en

 

Hvem griber dig på en "øv-dag"?

 

Arbejdsglæde sat i system