Akut ergoterapi

På mødet præsenterer Mette Bang en ny model for fordeling af patienter for de 10-12 sygeplejersker, sygeplejeelever og SOSU-assistenter, der alle er mødt ind i dag, fordi det er introdag. Beskeden bliver modtaget uden nævneværdige kommentarer fra mødedeltagerne, der sidder rundt om et aflangt bord. De to ergoterapeuter bliver ikke berørt af den nye model. Deres opgave er at byde ind med ergoterapi, hvor der er behov for det.

Det er en stille dag på Akuttilbud Aalborg med kun ni patienter på stuerne, der har plads til 23. Fire af de ni er ankommet inden for det seneste døgn. De er visiteret til akuttilbuddet af enten egen læge, en vagtlæge eller en sygehusafdeling.

Aalborg er den femte bedste kommune i landet til at forebygge unødvendige indlæggelser, fortæller Mette Bang, som tilskriver oprettelsen af Akuttilbud Aalborg en stor del af æren for den pæne placering. 

Patienterne ligger i gennemsnit 16 dage på akuttilbuddet. De fleste er ældre patienter med et sygdomsforløb, der er karakteriseret ved ”høj kompleksitet”. Enkelte kommer, fordi der ikke er plads på et hospice, og der er jævnligt dødsfald blandt patienterne. Det hænder imidlertid også, at yngre patienter med eksempelvis et svært tilfælde af covid eller et kompliceret knoglebrud lander på Akuttilbud Aalborg. 

Mette Bang skynder sig videre, og vi sætter os sammen med de to ergoterapeuter for at høre om deres arbejde, inden vi skal ind på stuerne og møde patienterne.

- Den første dag, patienterne er her, er de i hænderne på en sygeplejerske, der bl.a. afstemmer deres medicin og afdækker deres kompleksitetsniveau. Vi kommer ind i billedet på andendagen, hvor vi udfører ADL-observationer: Er patienterne i stand til selv at komme ud af sengen og eventuelt i bad? Hvordan er deres tandstatus, og har den indflydelse på, hvordan de spiser? Hvordan er deres energiforvaltning? Vi screener også alle for dysfagi og tjekker, om de har en genoptræningsplan med sig. Vi har en særlig opmærksomhed på de patienter, som ikke har en genoptræningsplan. Hvis vi vurderer, at der er genoptræningspotentiale, sætter vi en træning i gang og undersøger samtidig muligheden for at få bevilliget noget træning, som kan fortsætte, når patienten kommer hjem, forklarer Tenna Kjærsgaard Nielsen og tilføjer, at hun og kollegaen selvfølgelig også altid er obs på den videre rehabilitering.

Akuttilbud Aalborgs 23 stuer ligger i samme bygningskompleks som plejehjemmet Vestergården med tilhørende aktivitetscenter, og hvis patienterne i akuttilbuddet har mod på det, kan de benytte aktivitetscentret.
 
- Vi havde fx en patient, der havde opgivet at strikke, fordi hun havde ondt i fingrene, hvor jeg hjalp hende med at afprøve nogle strikkepinde i en størrelse, hun kunne bruge uden at få smerter, forklarer Tenna Kjærsgaard Nielsen.

På først sal er der desuden et træningslokale til rådighed for de indlagte patienter, og de to ergoterapeuter vurderer også, om patienterne har behov for hjælpemidler.

Ansættelsen af de Tenna og Betinna har øget akuttilbuddets fokus på både det tværfaglige samarbejde og den rehabiliterende tilgang til patienterne.

Til hverdag tilrettelægger de to selv deres arbejdsdag, fx at gangtræne, screene for dysfagi eller lave ADL-observationer og faldudredning. Desuden står de til rådighed, når plejepersonalet beder dem vurdere en problemstilling.

- Det kan fx være, at en patient er vanskelig at mobilisere, siger Betinna Hedegaard Nielsen.

Den type opgave skal hun netop ind til på Margrethe Lauridsens stue. Den 93-årige kvinde bor i eget hus, men i den seneste tid er hun faldet fire gange. 

Betinna og en sygeplejerske hjælper hende fra badeværelset ind i stuen.

- Gør det ondt, når du rejser dig, spørger Betinna Hedegaard Nielsen.

- Lidt i hoften, lyder svaret.

- Er der nogen, der har kigget på din hofte, efter at du er faldet?

Svaret fortaber sig, for Margrethe må koncentrere sig om at slippe rollatoren og støtte sig til bordet for at komme ned at sidde ved spisebordet. Hun er kommet ind på akuttilbuddet om aftenen og er lettere forvirret.

- Skal jeg sidde dér, spørger hun og peger på stolen. 

Hun lægger ikke skjul på, at hun gerne vil hjem til sig selv igen, men Betinna forklarer, at hun gerne vil have, at hun bliver lidt endnu.

Da Margrethe er kommet ned i stolen, er det tid til morgenmad. Betinna sætter sig på rollatoren helt tæt på Margrethe og iagttager hende, mens hun nipper til maden.

- Er I mine frelsende engle, spørger Margrethe Lauridsen, og Betinna svarer med et glimt i øjet:

- Ja, det er jo snart jul. 

De griner. Betinna skal tale højt, for Margrete hører dårligt, og synet er heller ikke for godt.
Hun fortæller, at hun ikke længere kører bil, men har købt en elscooter, som hun trods det dårlige syn mener, hun godt kan styre hen den lokale Rema1000.

Betinna tager sig god tid til at snakke med Margrethe, der fortæller om sin fantastiske 90-års fødselsdag og om den afdøde ægtemand, der blev døbt af digterpræsten Kaj Munk.

Efter en pause i samtalen gentager Margrethe stille.

— Jeg vil godt hjem.

— Ja, men jeg synes nu, du skal blive lidt bedre til bens, så jeg vil gerne have, at du bliver et par dage, gentager Betinna Hedegaard Nielsen.

Margrethe spiser en lille smule, og det virker som om, maden glider lidt nemmere ned, når der er selskab.

- Hvad laver du egentlig, spørger hun Betinna.

Hun har stillet spørgsmålet en gang før, men Betinna svarer beredvilligt igen.

- Jeg er er ergoterapeut – helt ind i hjertet…

Margrethe har spist sit franskbrød med ost, og Betinna afslutter spiseobservationen og lader det sidste juice og te blive på stuen til Margrethe. En af de store udfordringer er, at de fleste af patienterne spiser og drikker for lidt, og det betyder, at de gradvist mister styrke og risikerer at falde, ligesom Margrethe. Ergoterapeuterne bruger derfor en del energi på at finde kostløsninger.

Tænderne kan også være en hindring for at få tilstrækkeligt at spise, og Tenna er netop på vej hen til kontoret for at ringe til kommunens omsorgstandpleje. Hun har lige været inde hos en ældre mand, som har tabt sig på det seneste. Vægttabet betyder, at hans tandprotese ikke sidder, som den skal, og han kan derfor ikke styre den, når han spiser.

”Du er nummer tre i køen”, får Tenna at vide i telefonen. Hun benytter ventetiden til at fortælle, at mange af ergoterapeuternes opgaver er tilretninger.

- Det kan være, at vi opdager, at en patient har mundsvamp, som ingen andre har observeret, forklarer hun og nævner som et andet eksempel en mand, der ofte faldt. 

Ergoterapeuterne fandt ud af, at årsagen sandsynligvis var, at hans specialsko var nedslidte, og de sørgede for, at han kom til bandagist og fik nye sko.

De tager også fat i det kommunale faldteam, hvis de vurderer, at der skal sættes ind med særlige foranstaltninger i patienternes eget hjem. Det kan være, at der er for ringe belysning, tæpper eller dørtrin, som er til fare. I akuttilbuddets stuer kan de iagttage patienternes manøvredygtighed i sikre omgivelser.

Tenna venter syv minutter i telefonen til tandplejen, men ventetiden er ikke forgæves: Manden med proteseproblemerne kan komme til dagen efter. 

Tenna fortæller, at den kommunale omsorgstandpleje har bemærket, at de har fået flere henvisninger, siden hun og Betinna kom på akuttilbuddet. 

- Min hypotese er, at det er fordi vi har en større opmærksomhed på tandproblematikker, siger hun.

Tennas næste opgave er at sørge for en varmepude til Ninna Iversen, som er diagnosticeret med kræft i den ene lunge og er plaget af kraftig hoste. Hun har desuden osteoporose og har haft et sammenfald i ryggen. Her til morgen tog badet så meget på hendes kræfter, at hun ikke havde energi til at spise morgenmad.

- Det skal vi lige have kigget på. Der skal nok byttes om, så hun spiser først og kommer i bad bagefter. Det vigtigste er, at hun får noget at spise, konstaterer Tenna Kjærsgaard Nielsen.

Hun aftaler med Ninna at komme forbi og teste for dysfagi, når hun har hvilet sig.

Bagefter mødes Tenna med resten af personalet for at vende de enkelte patienters problemstillinger. På en tavle, der fylder hele den ene væg, står navne, stuenumre, ankomsttidspunkt, symptomer, vigtige opmærksomhedspunkter og planer for behandlingen listet op. 

Medarbejderne omkring bordet samles til en såkaldt triage, hvor de på skift præsenterer status på sygdomsbilledet for de patienter, de har med at gøre. Ergoterapeuterne byder ind på tværs af patienterne, hvis der er problemstillinger, de skal forholde sig til. Tenna skal fx lave en dysfagitest. 

Triagen er slut, og Tenna vender tilbage til telefonen for at bestille transport til den ældre mand, der skal til omsorgstandplejen. Et lamineret A4-ark beskriver fire transportordninger, men Tenna er i tvivl om, hvilken den ældre mand kan benytte. Hun prøver et nummer på listen.

”Forventet ventetid: 16 minutter.” Hun sukker og lægger på. Prøver et andet nummer. Hun kommer igennem, men må efter grundig vejledning konstatere, at den ældre mand ikke kan få transport via nogen af ordningerne, medmindre han selv betaler over 100 kroner for at blive fragtet de fem kilometer til tandplejen. Det ender med, at Tenna må have fat i mandens datter, som heldigvis har mulighed for at køre ham.