Person set bagfra med vindblæst hår foran trævæg udendørs

Mobning

Mobning på arbejdspladsen

Mobning på arbejdspladsen skader trivsel og samarbejde. Læs om forebyggelse og konsekvenser og hvad du kan gøre som kollega eller leder.

Mobning på arbejdspladsen

Mobning kan få alvorlige konsekvenser – både for den, der bliver ramt, og for hele arbejdspladsen. Trivsel, samarbejde og arbejdsglæde bliver påvirket, og det kan føre til øget sygefravær og lavere kvalitet i arbejdet.

Arbejdstilsynet definerer mobning sådan:

Der er tale om mobning, når en person regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en anden person for krænkende handlinger, som opleves som sårende eller nedværdigende. Mobning opstår, når den, det går ud over, ikke er i stand til at forsvare sig effektivt.

Mobning kan forekomme på alle arbejdspladser og i alle faggrupper. Det sker oftest mellem kolleger, men kan også finde sted mellem leder og medarbejder.

Mobning rammer hele arbejdspladsen

Mobning rammer ikke kun den, det går ud over. Også kolleger, der er vidner til mobning, kan opleve utryghed, magtesløshed og mistrivsel. Over tid kan det skabe et arbejdsmiljø præget af konflikter, højere sygefravær og lavere effektivitet.

Hvorfor opstår mobning?

Når der forekommer mobning, er det ofte et tegn på problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Mobning kan blandt andet hænge sammen med:

  • uklar arbejdsorganisering

  • fraværende eller utydelig ledelse

  • uløste konflikter og destruktive magtkampe

Mobning trives især på arbejdspladser, hvor emnet ikke bliver taget op. Det kan være, fordi der mangler klare retningslinjer, fordi ledelsen ikke spørger ind til medarbejdernes oplevelser, eller fordi henvendelser ikke fører til handling. I nogle tilfælde søger den mobbede heller ikke hjælp - fx af frygt for konsekvenser.

Forebyggelse af mobning

Forebyggelse kræver, at hele arbejdspladsen tager ansvar. En vigtig forudsætning er, at ledelsen tydeligt melder ud, at mobning ikke accepteres, og følger op med dialog og handling.

På arbejdspladsen bør der løbende være samtaler om:

  • hvad I forstår ved mobning

  • hvilke konsekvenser mobning har

  • hvad den enkelte kan gøre, hvis man bliver udsat for mobning eller er vidne til den

Når der er en kultur, hvor man kan tale åbent om konflikter og trivsel - også før problemer opstår - er det lettere at opdage og stoppe mobning i tide. Forebyggelse lykkes bedst, når der er bred opbakning til at tage emnet alvorligt i hverdagen.

Hvis du selv bliver mobbet

Hvis du oplever mobning, er det vigtigt, at du ikke står alene. Du kan overveje at:

  • fortælle din leder, hvad du oplever

  • kontakte din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant

  • skrive konkrete episoder ned, så du kan dokumentere forløbet

  • tale med familie eller venner om situationen

  • bruge arbejdspladsens tilbud om krisehjælp

  • søge hjælp hos læge eller psykolog

Bliver du ikke taget alvorligt, er det vigtigt at være opmærksom på faresignaler hos dig selv, fx søvnproblemer, hovedpine eller manglende lyst til at gå på arbejde. I den situation kan det være nødvendigt at overveje, hvordan du bedst passer på dig selv, og om du vil tage kampen op eller se dig om efter et andet job.

Hvis du er vidne til mobning

Som kollega kan du gøre en forskel. Du kan blandt andet:

  • sige fra over for mobning

  • lytte og vise støtte til den, der føler sig mobbet

  • inddrage tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant

  • tale med den nærmeste leder

  • deltage i aktiviteter, der styrker trivsel og fællesskab

Hvis du er leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, har du et særligt ansvar for at reagere og handle, når mobning forekommer.

Viden og vejledninger

Arbejdstilsynet har viden og vejledninger om både forebyggelse og håndtering af mobning og andre krænkende handlinger.

Brug for hjælp?

Læs mere