Så meget er din overenskomst værd – år efter år

Se hvad din overenskomst som ergoterapeut mindst er værd i kroner og øre. Få overblik over løn, pension, ferie og andre fordele.

Ergoterapeuter ansat på overenskomst har nogle særlige vilkår, som mange nok tager for givet til hverdag, men som man ikke er sikret af lovgivningen i Danmark. De er derimod resultatet af målrettede forhandlinger gennem mange år mellem ETF og arbejdsgiverne.

En overenskomst er med til at sikre, at der er klare regler på jobbet, så både ansatte og arbejdsgivere ved, hvad de kan forvente. Den bidrager dermed til gennemsigtighed i, hvilke aftaler der gælder på arbejdspladsen. Overenskomster er kollektive. Det betyder, at alle er omfattet af den gældende overenskomst på arbejdspladsen.

Når du er offentligt ansat ergoterapeut, er du automatisk omfattet af overenskomsten for ergoterapeuter. Den er resultatet af en aftale mellem arbejdsgiverne og Ergoterapeutforeningen. Det betyder, at en række vilkår og goder er fastlagt på forhånd.

ETF har også mulighed for at lave lokale aftaler for ergoterapeuterne på din arbejdsplads. En lokal aftale folder overenskomsten ekstra ud, så den er tilpasset forholdene på din arbejdsplads – det kan fx være forhåndsaftaler om løn, aftaler om tilrettelæggelse af arbejdstid og fritid, om seniorvilkår og meget mere. TR, der kender jeres lokale forhold godt, vil stå for forhandlingerne.

I ETF har vi fokus på hele arbejdslivet, fra du er studerende, får dit første job, stifter familie, holder ferie og går på pension. Derfor er der i overenskomstforhandlingerne også fokus på hele (arbejds)livet.

Her får du et eksempel på, hvor meget din overenskomst minimum er værd, fordi vi har forhandlet det til dig.

Regnestykket tager udgangspunkt i en nyuddannet kommunalt ansat ergoterapeut på laveste løntrin.

Gode*

Årlig værdi

Betalt frokostpause

19.120 kr.

Pensionsbidrag betalt af din arbejdsgiver

68.912 kr.

6. ferieuge, årlig værdi

6.658 kr.

Særlig feriegodtgørelse

6.336 kr.

I alt

101.026 kr.

*Modelberegning, nyuddannet kommunalt ansat Ergoterapeut

Arbejder du på skæve tidspunkter, har (eller får) du børn, eller er du omfattet af seniorordningen, er værdien af din overenskomst endnu højere. Det kan du læse mere om herunder.

Læs mere om din rettigheder som ansat under Løn og vilkår.

Regn videre på din løn med ETF’s lønberegner.

Er du i tvivl om noget, så spørg din TR eller kontakt ETF.