På statens område er du ansat til en gennemsnitlig arbejdstid på 37 timer om ugen. Arbejdstiden kan variere fra uge til uge, men den skal over tid udgøre 37 timer i gennemsnit. Overenskomsten fastlægger ikke regler for arbejdstidens placering, og der udbetales ikke ulempegodtgørelse.
Akademikeroverenskomsten giver mulighed for lokale arbejdstidsaftaler, som kan fravige overenskomstens udgangspunkt.
Søgnehelligdage og fridage
Som statsansat har du fri på følgende søgnehelligdage:
• Skærtorsdag
• Langfredag
• 2. påskedag
• Kristi Himmelfartsdag
• Pinsedag
• 1. juledag
• 2. juledag
• Nytårsdag
Der er ikke centralt aftalt frihed på særlige fridage som 24. december og 31. december. Frihed på disse dage kan dog være fastlagt i lokale aftaler eller kutyme.
Plustid på statens område
Plustid giver mulighed for at hæve den ugentlige arbejdstid for fuldtidsansatte til op til 42 timer om ugen.
Vilkår ved plustid:
Lønnen forhøjes forholdsmæssigt
Pensionssatsen er den samme som ved almindelig fuldtidsansættelse. Der indbetales pensionsbidrag af hele den forhøjede løn
Aftalen skal indgås via tillidsrepræsentanten.
Hvis der ikke er en tillidsrepræsentant, skal aftalen godkendes af ETF
Plustid kan opsiges af både dig og arbejdsgiver med 3 måneders varsel
Ved fravær med ret til fuld løn (fx sygdom og barsel) får du også løn for plustiden
Lønforhandling ved ansættelse i staten
Ved ansættelse i staten er det den lokale tillidsrepræsentant, der forhandler løn sammen med dig. Er der ingen tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, skal du kontakte ETF, som varetager forhandlingen.