Det er ikke længere muligt at registrere sit merarbejde.
Honorering fra 1. april 2026
Fra 1. april 2026 bliver merarbejde for deltidsansatte honoreret på samme måde som overarbejde for fuldtidsansatte i både kommuner og regioner. Det blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne.
Det betyder, at deltidsansatte fremover skal have overarbejdsbetaling for arbejde i spændet mellem deres deltidsnorm og op til fuldtidsnormen.
Derudover mangler kommuner og regioner nu at tilbagebetale for tidligere perioder, hvor denne honorering ikke er sket.
Har jeg krav på efterbetaling?
Hvis du forud for den 1. april 2026 har haft merarbejde, kan du have krav på efterbetaling 5 år tilbage.
Det forudsætter at:
du har en ansættelsesnorm på mindre end 37 timer
du er blevet pålagt overarbejde af ledelsen
du er blevet honoreret 1:1 for merarbejdet
Vær opmærksom på, at merarbejdet og honoreringen 1:1 skal kunne dokumenteres. Det kan fx være ved, at det fremgår af lønsedler, arbejdstidsopgørelser eller anden korrespondance med ledelsen eller dennes repræsentanter.
Sådan foregår tilbagebetalingen
Kommuner og regioner er som arbejdsgivere ansvarlige for selv at identificere og beregne lønsager fem år tilbage i tid. Herefter skal de sørge for at udbetale eventuelle tilgodehavender til deltidsansatte ergoterapeuter. Det gælder både løn og afspadsering.
Det er fortsat uafklaret, om efterbetalingskravet kan gøres gældende op til 10 år tilbage. Når ETF ved nærmere omkring dette, vil vi melde det ud i vores nyhedsbreve og på hjemmesiden.
Hvornår kan du forvente efterbetaling?
KL og Danske Regioner har meldt ud, at det er en omfattende administrativ opgave at gennemgå lønsager fem år tilbage.
Derfor må du forvente, at der går noget tid, før udbetalingerne kan ske. Den nuværende forventning er, at de første efterbetalinger tidligst vil ske i efteråret og forventeligt inden udgangen af året.
Hvis du er selvtilrettelæggende
Du kan være omfattet, hvis du i en periode har været omfattet af en lokalaftale, hvor du blev beordret merarbejde, og hvor deltidsansatte og fuldtidsansatte blev betalt forskelligt.
Du er ikke omfattet, hvis merarbejdet skete via en frivillig FEA-aftale eller ved almindeligt ekstraarbejde ud over din normtid indenfor vilkårene som selvtilrettelæggende.
Baggrunden for ændringen - EU-domme og faglig voldgift
Først fastslog EU-domstolen i to domme, at deltidsansatte ikke må stilles ringere end fuldtidsansatte, når de arbejder ud over deres aftalte timetal. Det betød, at deltidsansatte har ret til samme honorering for merarbejde op til 37 timer, som fuldtidsansatte får for overarbejde.
I mange danske overenskomster fik deltidsansatte betaling 1:1 for merarbejde op til 37 timer, mens fuldtidsansatte fik 1:1,5 i overarbejdsbetaling
En faglig voldgift afgjorde den 4. februar 2026 at denne forskel i betalingen har været i strid med EU-retten, og derfor har det været nødvendigt at ændre reglerne
I et administrationsgrundlag fra arbejdsgiverne er det derfor aftalt, at deltidsansatte pr. 1. april 2026 skal honoreres med overtidsbetaling 1:1,5 på samme måde som fuldtidsansatte. Samtidig skal der ske efterbetaling til de medarbejdere, der har haft merarbejde, men ikke har fået den rette honorering.
Følg sagen
ETF følger sagen og informerer løbende, når der er nyt.