Ergoterapi handler om dit liv og det, du gerne vil kunne i hverdagen. Hvis sygdom, skade eller andre udfordringer gør det svært at klare daglige aktiviteter, kan en ergoterapeut hjælpe dig med at finde løsninger, der passer til netop dig.
Det kan være, når du har fået nedsat fysisk, psykisk eller social funktion – midlertidigt eller varigt – og har brug for støtte til at leve et aktivt og meningsfuldt liv.
Hvordan kan en ergoterapeut hjælpe dig?
En ergoterapeut tager altid udgangspunkt i dine mål og det, der er vigtigt for dig. Sammen arbejder I med de aktiviteter, som fylder i din hverdag.
Ergoterapi kan for eksempel hjælpe dig med, at:
træne daglige aktiviteter som påklædning, madlavning eller skole- og arbejdsopgaver
genoptræne eller finde nye måder at gøre tingene på
skabe mere struktur og overblik i hverdagen
tilpasse din bolig, arbejdsplads eller dit studiemiljø
afprøve og bruge hjælpemidler eller teknologi, der gør hverdagen lettere
Indsatsen tager udgangspunkt i din hverdag og ikke i øvelser uden sammenhæng.
Hvad er målet med ergoterapi?
Målet med ergoterapi er, at du kan deltage i de aktiviteter, der giver mening for dig – på dine egne præmisser.
Ergoterapeuten arbejder sammen med dig om at styrke:
Din krop, din psyke og din hjerne
Dine sanser og færdigheder
Dine muligheder for at klare hverdagen selvstændigt
Sammen finder I løsninger, der passer til dit liv, dine ressourcer og din motivation. Det gælder, uanset om din hverdag er i børnehaven, i skolen, på jobbet eller i hjemmet.