Med udgangspunkt i den enkelte persons vaner, roller og behov kan ergoterapeuter bruge dokumentationsredskabet ADL-Taxonomin til at beskrive aktivitetsformåen inden for en række hverdagsaktiviteter. Redskabet er imidlertid ikke opdateret i en dansk kontekst.

ADL står for Almindelig Daglig Livsførelse, og ADL-Taxonomin er et svensk redskab, ergoterapeuter kan bruge til mennesker, som enten har problemer med eller er i risiko for at udvikle problemer, når de udfører aktiviteter, de finder nødvendige og betydningsfulde for deres hverdag.  

ADL-Taxonomin vurderer kun på de aktiviteter, som er meningsfulde og relevante for den enkelte persons hverdag og tager udgangspunkt i både vaner, roller og behov. 
Redskabet er ikke opdateret i en dansk kontekst, hvorfor den nyeste, svenske udgave fra 2022, skal købes hos Sveriges Arbetsterapeuter.

ADL-Taxonomin i praksis

ADL-Taxonomin er opdelt i tre niveauer: Aktivitetsformer, aktiviteter og delaktiviteter. Aktiviteterne er 12 PADL (Personal Activities of Daily Living)-aktiviteter og IADL (Instrumental Activities of Daily Living)-aktiviteter; altså aktiviteter, som udføres af de fleste mennesker. Hver aktivitet består af mellem tre og seks delaktiviteter, og der er i alt 47 delaktiviteter i ADL-Taxonomin. 
Et eksempel på en aktivitet er påklædning, mens en delaktivitet hertil kunne være at tage sko og strømper på eller at tage tøj på over- eller underkroppen. 
Det er også muligt at tilføje nye aktiviteter og delaktiviteter i ADL-Taxonomin, hvis det er relevant for den enkelte person. 

Afdækningen af, hvilke aktiviteter, der volder problemer, foregår enten gennem interviews eller observationer af en ergoterapeut alene eller i et team. Tidsforbruget afhænger af metode og antal personer, der samarbejder om at gennemføre ADL-Taxonomin.

Resultaterne kan enten opsummeres i et undersøgelsesskema eller en ADL-cirkel. 

I et undersøgelsesskema kan du angive, hvad personen kan, gør eller ønsker at kunne gøre. Her kan du for eksempel angive, om der er tilstedeværelse (+) eller fravær (-) af selvstændig aktivitetsudførelse ud for de respektive aktiviteter og delaktiviteter. 

En ADL-cirkel består af linjer, farver og symboler, der tilsammen giver et overblik over aktivitetsudførelsen. Det er ved at: 
Beskrive aktivitetsformåen før og efter intervention,
Identificere mål og interventionsområder,
beskrive forskel på information opnået ved interview og ved observation,
Illustrere forskellen på, hvad personen kan, og hvad vedkommende faktisk gør,
Beskrive, hvordan ADL-formåen ændrer sig ved miljøskifte eller i løbet af døgnet. 

ADL-Taxonomin til børn

Barn-versionen af ADL-Taxonomin har ingen laveste alder, men kan overlappes med voksen-versionen ved cirka 14 års-alderen.
Aktiviteterne og delaktiviteterne er mulige for børn på forskellige udviklingstrin og/eller alderklasser, eftersom udgangspunktet er den enkeltes vaner, roller og behov.

Ergoterapeut Ulla F. Højgaard publicerede i 2008 en dansk oversættelse af ADL-Taxonomin til børn. Den finder du her, og litteraturen bag finder du her.

Til download

Som angivet i indledningen eksisterer der ikke en opdateret version af ADL-Taxonomin på dansk, men den nyeste, svenske udgave, som blev opdateret i 2022, kan købes hos Sveriges Arbetsterapeuter.

Professor Eva Wæhrens oversatte manualen og ADL-cirklen i 1998, og det arbejde kan du finde her. En kort introduktion – udarbejdet af Eva Wæhrens – kan du finde her

Varktoejer og metoder

Værktøjer og metoder
 

Brug for hjælp?

Skriv mail til faglig afdeling:

[email protected]