12. jun 2020 KL 7:54

- Vi skal gøre legen mulig for flere børn

Ergoterapeuter kan spille en væsentlig rolle for at få legen til at lykkes for den gruppe børn, der af den ene eller anden grund har svært ved at være med. Det mener børneergoterapeut Lise Hostrup Sønnichsen, som er aktuel med en bog om leg. Men det kræver, at ergoterapeuterne befinder sig ”derude, hvor de får græs på knæene”, understreger hun.
Skribent: 
Lene Terkelsen
Foto: 
Hans Christian Jacobsen

Hun er forsker, forfatter, lektor og netop begyndt som ph.d.-studerende, men det er årene som børneergoterapeut i PPR i en kommune, der har lært Lise Hostrup Sønnichsen hovedparten af det, hun ved om leg. De mange timer, hvor hun bogstaveligt talt har kravlet rundt i daginstitutioner, private hjem og hos dagplejemødre har været indgangsvinklen til det felt, som hun i dag beskæftiger sig med som forsker. Dernede i gulvhøjde mødte hun børn med autisme, børn med handicap eller børn, der simpelthen ikke havde lært at lege.

- Der er rigtig mange børn, som har en udsat position i forhold til leg, fordi de har andre forudsætninger, men legen er helt essentiel for menneskers udvikling, og fra et børneergoterapeutisk synspunkt er leg den vigtigste aktivitet overhovedet, forklarer Lise Hostrup Sønnichsen.

Nu er hun aktuel med bogen ”Legens magi”, der er målrettet bl.a. ergoterapeuter. Bogen er en antologi, som Lise Hostrup tog initiativ til, fordi hun så et behov.

- Jeg synes, at der i legelitteraturen manglede noget om, hvilken rolle man som professionel, f.eks. ergoterapeut, har i legen. Rigtig mange børn ender som tabere, hvis vi bare slår dørene op og siger: ”Så er der fri leg!”, og derfor skal vi som voksne støtte, inspirere og være med til at rammesætte legen. Mange tror, at man er født med evnen til at lege, men barnet lærer at lege ved at se på andre børn og ved at gøre det, og hvis barnet ikke har de samme kompetencer som andre, kommer det simpelthen ikke med. Der har vi som ergoterapeuter en fornem rolle i at fremme alle børns deltagelse i legen og hjælpe med at finde muligheder for det enkelte barn – uanset forudsætninger - for at lege, siger Lise Hostrup Sønnichsen.

Hun mener, at ergoterapeuter sagtens kan dyrke leg noget mere.

- Vi har jo mest brugt legen i terapi, og det er også fint. Men vi kunne godt have større fokus på, at børnene kommer ind i legen for legens skyld. Alle børn har ret til at lege og til at være en del af legefællesskaber, og det er ikke nok, at vi bare laver legeterapi med dem. I den terapeutiske leg har vi et mål som voksen: Nu skal vi strække et ben eller træne håndfunktion. Så laver vi det legende for, at det skal være sjovt for børnene og trækker måske en enkelt kammerat ind, og det er glimrende, men vi skal også huske legen som et mål i sig selv.

Alle kan blive enige om, at leg er godt, men hvad er leg overhovedet?

- Leg er et mindset og en tilstand at være i, hvor vi ikke har et bestemt formål. Vi leger for legens skyld. Det er noget eksistentielt og helt grundlæggende for os som mennesker.

Hvad er det, man som ergoterapeut kan trække på i forhold til at fremme legen for alle børn?

- De ergoterapeutiske analyseredskaber har en styrke i at kunne vurdere barnet og aktiviteterne i det naturlige miljø. Pædagoger ved sindssygt meget om leg og relationer, men vores redskaber spiller rigtig godt sammen med pædagogernes viden, og vi kan hjælpe til at afdække barnets legeressourcer og ikke mindst omgivelsernes ressourcer i forhold til kunne imødekomme barnets legeinteresser. Det kan jo godt være, at man kan sætte et barn med et handicap til at sidde og pille med perler, men hvis det ikke er det, barnet har lyst til, så er det ikke ret godt arbejde.

Hvad er det konkret, ergoterapeuten kan bidrage med?

- Vi kan analysere barnets aktivitetsformåen og vurdere, hvordan miljøet understøtter barnet i at indgå i legen. Som ergoterapeuter kan vi analysere aktiviteter til atomer, og derfor kan vi f.eks. bryde togbanelegen ned i delelementer, som gør det muligt, at den dreng, der er helt vildt optaget af tog, men har nogle andre forudsætninger, også kan være med. Vi kan være med til at finde det rigtige hjælpemiddel, som betyder at barnet er i stand til at lege sammen med andre, eller hjælpe med at placere redskaberne, så de står bedst muligt. Gennem vores analyser af f.eks. det sanselige miljø kan vi også afgøre, hvad det er, der betyder, at et barn altid trækker sig fra en bestemt leg. På den måde kan vi være med til at gøre legen mulig for endnu flere.

Er ergoterapeuter rustede til det arbejde?

- Ikke som udgangspunkt. Jeg kunne godt ønske mig, at der var mere fokus på leg i uddannelsen. Vi er nødt til at vide noget om legen. F.eks. i forhold til at forstå, hvordan legen kan se ud, når børn ikke har de samme forudsætninger som deres jævnaldrende, men også generelt i forhold til små børns leg. Hvis vi ikke ved, hvordan børns leg ser ud, kan vi nogle gange godt misforstå den og vurdere noget som uhensigtsmæssig adfærd, som i virkeligheden er leg. Når man har en større viden om leg, forstår man tit situationen anderledes.

Du skriver f.eks. i bogen, at ”tiden, hvor man tog børn med handicap ud af børnefællesskabet for at træne dem alene i særlige lokaler med særlige redskaber, burde være forbi”. Hvorfor?

- Fordi det er efterstræbelsesværdigt at få barnet til at fungere i den naturlige kontekst, så vidt muligt. Selvfølgelig kan der være gode grunde til at gå et bestemt sted hen, men vi skal virkelig tænke os om, inden vi trækker barnet ud af fællesskabet. Det kan godt være, at barnet har brug for en pause, eller at det er nødvendigt for barnet at træne noget bestemt i et terapilokale for at kunne indgå i fællesskabet på legepladsen, men vi skal ikke bare hovedløst følge den gamle tradition, hvor det nærmest var givet, at man skulle træne funktioner i et særligt lokale med specielle remedier.

Du mener, at ergoterapeuter har en masse at bidrage med i forhold til legen, men er personalet i daginstitutioner og skoler klar over det?

- Jeg tror, der skal sparkes nogle døre ind, for der er mange, der ikke har fået øje på, hvad det er, vi kan på det her område. Jeg ved ikke præcis, hvor mange ergoterapeuter, der er så heldige at arbejde i tæt samspil med pædagoger i f.eks. daginstitutioner, men jeg har en formodning om, at der godt kunne være endnu flere, og nu hvor der er kommet et styrket fokus på legen, med bl.a. den nye dagtilbudslov, er det oplagt at gøre noget mere på det her felt. Men hvis ergoterapeuter skal bidrage til den store pædagogiske opgave, det er at få legen til at lykkes, er det nødvendigt, at de har kompetencerne - og at de kommer derud, hvor de får græs på knæene sammen med pædagogerne. For det er derude, at de kan se åbninger for de børn, som skal have hjælp til at deltage i legen.

  • Læs også: Og så sagde vi, at vi legede”, interview med professor i leg Helle Marie Skovbjerg i det seneste nummer af fagbladet Ergoterapeuten.