28. apr 2020 KL 11:03

Uvisheden begynder at fylde

COVID-19: Louise Düwel er som ergoterapeut udtaget til at tage sig af Covid-19-patienter indlagt på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. I påsken havde hun vagten på intensivafdelingen i Aabenraa, og det gik rigtig fint. Men uvisheden om, hvor længe hun skal være væk fra sin normale hverdag begynder at fylde.
Skribent: 
Trine Vu
Foto: 
Privat

Da hendes datter begyndte i skole igen efter hjemmeskolingsperioden, ville Louise Düwel gerne have fulgt hende af sted på cykel som hun plejede at gøre, før coronavirus spændte ben for hverdagen. Hun ville også gerne kunne give sine ambulante patienter besked om, hvornår hun igen kan tage dem ind til behandling.

Men plejer er ligesom for mange andre også i Louise Düwels arbejdsliv på alle måder sat på standby. Normalt arbejder hun på Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg. Men siden coronavirus vendte op og ned på det hele, har hun været udtaget til at arbejde med de Covid-19-patienter, der bliver indlagt på Sygehus Sønderjylland. Og selv om der endnu ikke har været behov for at åbne det særlige Covid-19-afsnit, hvor hun indgår i beredskabet, er hun hele tiden på standby – klar til at træde til, hvis antallet af patienter pludselig stiger.

Nogle dage har hun arbejdet hjemme og høvlet af bunkerne på skrivebordet, og en enkelt dag har hun været tilbage i sit sædvanlige job for at aflaste kollegaerne dér. Hun har også afspadseret nogle dage, da der ikke var behov for hendes hjælp til Covid-19-patienterne, og det passede med, at hun kunne have sine børn hjemme – dengang de helst skulle det.

Mere fleksibel end nogensinde

I påsken havde hun sin første alenevagt med Covid-19-patienter indlagt på intensivafdelingen og Fælles Akutmodtagelse (FAM) i Aabenraa, og det gik rigtig fint. Hun mobiliserede, udførte lungefysioterapi, som hun var blevet oplært i, og toksede for sygeplejerskerne, når hun alligevel var inde hos en patient iført værnemidler fra top til tå.

- Arbejdet med patienterne går godt, vi hjælper hinanden på tværs af faggrupper, og det fungerer rigtig fint. Vi diskuterer indimellem tolkningen af retningslinjerne, fordi der er så meget nyt at holde styr på, og jeg er da også ualmindeligt træt efter en vagt, fordi både patientgruppen og omgivelserne er nye, men det er ikke et problem, problemet er uvisheden, siger hun og forklarer:

- Jeg skal være endnu mere omstillingsparat og fleksibel end nogensinde tidligere i mit arbejdsliv, og det vil jeg også gerne være. Men lige nu er der slet ikke nogen rytme i mit arbejdsliv, og samtidig skal jeg have det til at hænge sammen med familielivet. Det begynder at kunne mærkes, at jeg kun kan planlægge et par dage frem, og især at jeg ikke ved, hvor længe jeg skal fortsætte på den måde, siger Louise Düwel.

Normalt har hun cirka otte weekendvagter på et år, men i den nye Covid-19-konstruktion er de lige nu tre terapeuter, som dækker alle ugens dage. Hvor hun normalt kan cykle på arbejde til Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme i Sønderborg, pendler hun nu i bil til Aabenraa, hvor Covid-19-patienterne er indlagt. Det var derfor, hun ikke kunne følge datteren på ”første” skoledag.

Ambulante patienter venter

De ambulante patienter er nogle, hun følger på Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme, og et par af dem har gået hos hende i halvandet år.

- Jeg skulle til at starte et nyt forløb for dem her i foråret, og de spørger efter mig, men jeg kan ikke svare på, hvornår jeg igen kan komme til at arbejde med dem, og det er frustrerende. Den ene er en mundhule-cancerpatient, hvor jeg arbejder med tungefunktion, og hun er selvfølgelig utålmodig for at komme videre, fortæller Louise Düwel.

Chefterapeut: En svær tid

Hun er klar over, at der ikke findes eksakte svar på, hvordan coronasituationen vil udvikle sig, og dermed hvor længe hun og de andre, der er udtaget til at arbejde på Covid-19-afsnittet, skal stå standby. Men hun har vendt situationen med René Jørgensen, der er chefterapeut i Ergo- og Fysioterapien på Sygehus Sønderjylland.

René Jørgensen er helt enig med Louise Düwel i, at det er en svær tid:

- Vi er i en form for fremmedhed, hvor ingen ved, hvad der kommer til at ske. I starten af krisen forberedte vi os på, at der ville komme en tsunami, men hidtil er der hos os på Sygehus Sønderjylland kun kommet et lille skvulp. Det er klart, at det skaber uvished, siger René Jørgensen og forklarer, at han forsøger at tackle situationen ved at informere og inddrage medarbejderne så meget, han overhovedet kan.

- Vi må være ærlige og sige, at den her situation måske godt kan komme til at vare året ud. Men vi ved det ikke. Vi sørger for hele tiden at holde os opdaterede på situationen og fastholder kun den her situation med standby til Covid-afsnittet så længe, det giver mening, siger han og fortsætter:

- Der er mange ubekendte faktorer, vi skal forholde os til, men det vi kan gøre, og som vi har gjort meget ud af, er at sørge for at medarbejderne er godt klædt på til at løse de opgaver, der er. Vi har blandt andet lavet arbejdsbeskrivelser på alle områder og små videoer med instruktioner, fordi der kan ske det, at der ikke er tid til overlevering, hvis en medarbejder får corona, og vi skal have en afløser ind i funktionen.

For at undgå smittespredning har man i Ergo- og Fysioterapien på Sygehus Sønderjylland besluttet, at den enkelte medarbejder møder ind direkte på den afdeling, hvor vedkommende skal være den dag. Det betyder, at kollegaerne ikke alle ser hinanden på samme måde som før, og det øger behovet for information yderligere, fortæller René Jørgensen.

- Derfor er vi i ledelsen tilgængelige hele tiden, og vi har sagt til medarbejderne, at de skal kontakte os, så vi kan snakke om det, hvis der er noget, de går og grubler over. Vi er alle sammen forskellige som mennesker, og vi reagerer forskelligt på den her situation, men generelt er terapeuter meget selvstændige og de klarer den her situation rigtig godt, siger René Jørgensen.