9. sep 2019 KL 10:47

Stor interesse for sanse-integration

Birgitte Gammeltoft er specialergoterapeut inden for neurorehabilitering. Forleden delte hun ud af sin mangeårige viden til stor begejstring for deltagerne på Sundhedsstyrelsens temadage om forebyggelse og reducering af ældres udadreagerende adfærd.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Anni M. Wiecka

Temadag i Aarhus? Fuldt booket. Temadag i Odense? Fuldt booket. Temadag i København? Fuldt booket.

Der er stor efterspørgsel på viden om, hvordan man kan bruge sansestimulation og sanseintegrationsbehandling til at håndtere udadreagerende adfærd hos borgere med demens. Det vidner den store tilslutning – og lange venteliste – til Sundhedsstyrelsens tre temadage i henholdsvis Odense, Aarhus og København om. Temadagene sætter fokus på, hvordan man forebygger og reducerer udadreagerende adfærd på ældreområdet, og her spiller ergoterapeuters praksis en stor rolle.

Specialergoterapeut inden for neurorehabilitering Birgitte Gammeltoft har mere end 40 års erfaring inden for sansestimulation og sanseintegrationsbehandling, og hun er hovedtaler på temadagene. De seneste 10 år har hun oplevet en stigende interesse for emnet.

- Det har taget lang tid, før man har fået øjnene op for, at det måske ikke er vejen frem blot at sætte en borger med demens foran et tv i en kørestol. Men det er glædeligt at se, at der nu sker noget, siger Birgitte Gammeltoft, da Ergoterapeuten fanger hende til den første temadag i Odense.

Kun få af deltagerne til Sundhedsstyrelsens temadage har ergoterapeutisk baggrund, men de andre fagligheder er meget positive over for indholdet i Birgitte Gammeltofts oplæg.

- Det der demensforklæde, hun snakkede om, det skal jeg da hjem og lave, lyder det fra Ingrid Jørgensen, som er demenskoordinater i Tønder Kommune.

Demensforklædet er blot et af de mange sansestimulerende tiltag, som Birgitte Gammeltoft præsenterede i sit oplæg. 

Sansesult

- Når en borger er udadreagerende, er det et tegn på, at borgeren er angst, føler sig truet og derfor er nødt til at forsvare sig. Når vi observerer selvstimulerende adfærd, indikerer det, at borgeren kæmper imod sin sansedeprivation, fortæller Birgitte Gammeltoft

Sansedeprivation er defineret ved, at man ”mangler” en eller flere sanser, og det resulterer i en bred vifte af negative symptomer - heriblandt manglende koncentration, dårlig hukommelse, stressreaktioner, hjertebanken, aggression, apati og hallucinationer.

Birgitte Gammeltoft henviser til et forskningsprojekt, som viste, at selv et hold raske studerende, der blev udsat for sansedeprivation, oplevede ovenstående symptomer i forskellig grad allerede inden for et par døgn. 

- Hvis raske mennesker kan få hallucinationer ved sansedeprivation, kan borgere med demens bestemt også, siger hun.

Hun tilføjer, at det netop derfor er vigtigt, at man er opmærksom på adfærd, der kan indikere, at en borger er sansedepriveret.

Tryk musklerne

- Det virker måske lidt kontraintuitivt at gå ind til en ældre borger med demens, efter at han eller hun lige har slået ud efter dig, men hvis du går en tur med borgeren, masserer ham eller hende, giver ensartet vibration og trækker i leddene og stimulerer musklerne med faste tryk, kan du ikke komme helt galt afsted, fortæller Birgitte Gammeltoft.

Disse stimulationsmetoder hører nemlig til den proprioceptive sans, bevægelsessansen.  

- Den proprioceptive sans er den allervigtigste sans at være opmærksom på, når det handler om borgere med demens med udadreagerende adfærd, fordi lige præcis dén sans ikke kan overstimuleres, siger Birgitte Gammeltoft.

Tegn på, at den proprioceptive sans ikke er tilstrækkeligt stimuleret, er blandt andet at borgeren med demens vandrer hvileløst rundt, skærer tænder, bider i genstande eller i andre mennesker – herunder personalet – og vrider hænder i et forsøg på at stimulere sin proprioceptive sans, forklarer hun.

Noget at rive i

Birgitte Gammeltoft fremhæver også den taktile sans og den vestibulære sans som særlige opmærksomhedspunkter i forhold til borgere med demens.

Hvis borgeren med demens konstant skal have noget i hænderne, kradser sig selv, har hænderne dybt i bukselommerne eller har overdrevent næsepilleri, kan det være tegn på taktil forstyrrelse og sansesult. Fingerspidserne, mundhulen og kroppens andre åbninger er særligt sensitive, og når borgeren tyer til selvstimulering, er det for bedre at fornemme sig selv og dække sin sansesult.

- Flere studier viser, at man kan dø af hudsult, og netop derfor er berøring vigtig for at undgå, at borgeren med demens bliver udadreagerende, siger Birgitte Gammeltoft.

Beroligende berøring er bl.a. beskrevet som det at stryge med hårene i en langsom ensartet rytme, vaske fra brystben til fingre i en glidende bevægelse med varmt vand og en blød klud, fortæller hun.

- Ofte undgår pårørende eller personale kærlig berøring, fordi de frastødes af savl eller hygiejneproblemer hos den demente, og det er paradoksalt, når netop stimulation af den taktile sans er det, som borgeren med demens har allermest brug for, siger Birgitte Gammeltoft.

Løft fødderne

Ved vestibulær forstyrrelse kan borgeren med demens enten være anspændt og overforsigtig i sine bevægelser eller reagere forsinket på fald og have tendens til at snuble. Birgitte Gammeltoft har erfaret, at problemet med vestibulær forstyrrelse i praksis ofte forsøges løst ved at placere borgeren med demens i en passiv kørestol, hvilket – problematisk nok – kun bidrager til sansedeprivation af den vestibulære sans.

- Borgeren med demens skal i stedet assisteres til at komme op at stå og opretholde stillingen, at løfte fødderne fra underlaget og komme ud og gå eller danse. Siddende kan den demensramte stimuleres i en gyngestol, da muskel-ledsansen kan bidrage til at organisere sanseindtryk med en beroligende effekt. Skift af hastighed, retning af bevægelsen og rotationer virker vækkende på borgerens sanser. Al vestibulær stimulation skal være individuelt tilpasset, så der ikke sker en overstimulering, siger Birgitte Gammeltoft.

Noget at arbejde videre med

Efter Birgitte Gammeltofts oplæg spreder der sig en ivrig summen i lokalet.

I 2016 fremlagde den tidligere regering en demensplan med krav om, at alle kommuner skulle udarbejde en demensplan for at sikre livskvaliteten hos borgere med demens.

Demenskoordinator i Tønder Kommune, Inger Jørgensen, siger om det:

- Der er endnu ikke sket de store ryk i praksis i forhold til sanseintegrerende tiltag, fordi man simpelthen ikke har haft tilstrækkelig viden om, hvordan vi når ind til de her borgere.

Linn Verndal, demenskonsulent i Aarhus Kommune, tilføjer:

-  Man har efterhånden fået øjnene op for, at medicin ikke duer til udadreagerende adfærd hos borgere med demens. Tværtimod gør det dem bare endnu mere udadreagerende. Derfor er vi interesserede i alternative og gode løsninger som dem, Birgitte Gammeltoft foreslår.

Deltagerne har noteret sig en række strategier, de kan anvende i deres respektive kommuner. Ingrid Jørgensen er særligt begejstret for demensforklædet, og Linn Verndal har noteret, at stimulation af den proprioceptive sans er særligt givtig. 

- Nu har vi nogle konkrete forslag, som vi kan formidle i vores kommuner, og det havde vi ikke i samme detaljeringsgrad før, siger Inger Jørgensen.

Fakta

I Aarhus Kommune gennemførte Center for Velfærdsteknologi et projekt, hvor man undersøgte effekten af sansestimulerende tiltag på ældre borgere med udadreagerende adfærd. Effekten var overbevisende, hvorfor man er i gang med at implementere tiltagene i kommunen. Det fortalte projektleder, Søren Holm Pallesen om til temadagene, og fagbladet Ergoterapeuten har tidligere skrevet en artikel om projektet, som du kan læse her