28. jan 2019 KL 12:07

Skumfiduser og socialt samvær

Center for Demens i København tilbyder som et af de få steder i Danmark CST-forløb til borgere med demens. Ergoterapeuterne Sofie Tran og Louise Dehli oplever, at metoden øger borgernes livskvalitet.
Skribent: 
Clara Leck Bachmann
Foto: 
Claus Boesen

De svinger armene i en stor bue, frem og tilbage. Armbevægelserne er så kraftfulde, at de er lige ved at miste fodfæstet. Sveden begynder lige så stille at forme sig som små perler på deres pander, og vejrtrækningen bliver mere og mere anstrengt.

- Så klasker vi fluer, råber Benedicte Lenfant, der er psykomotorisk terapeut og sammen med fysioterapeuten Iben Djurhuus Johansen står for dagens fysiske træning på Center for Demens i København. Holdet består af fire herrer med demens, de er mellem 59 og 84 år.

Herrerne går rundt i lokalet og fanger de usynlige fluer, der summer både over deres hoveder, nede ved knæene og ud til begge sider. Det går nemt for Jes Jørgensen, der lever et aktivt liv. Sværere er det for Jørgen Sørensen, der er halvblind. Det stopper ham dog ikke - selvom hans ben vakler, er hans armbevægelser de største.

Så er det op på motionscyklen – en gul skumterning på størrelse med en håndbold bliver kastet på skift. Terningens øjne bestemmer, hvor længe de skal cykle op ad bakke. Frank Johansen knipser i takt med musikken, mens benene kører.

Efter halvanden times træning er der en kort pause, inden den står på kognitiv stimulationsterapi – også kaldet CST.

- Det bedste ved træningen er kaffen bagefter, siger Georg Petersen tørt og forklarer:

- Jeg betegner mig selv som bevægelsesøkonom og yder ikke mere end højst nødvendigt.

Deres egen udgave

Center for Demens i København har siden åbningen sidste år tilbudt borgere med demens et 15-ugers forløb med fysisk træning og kognitiv stimulationsterapi (CST) to gange om ugen. Det er ergoterapeuterne Sofie Tran og Louise Dehli, der står for CST-delen. CST er en evidensbaseret terapiform, der fremmer kognitionen hos borgere med demens gennem meningsfulde samtaler i grupper. Da der endnu ikke findes en dansk udgave af CST, har de på baggrund af det engelske materiale udarbejdet deres egen model.

- Vi tilbyder CST i 30 sessioner i stedet for det 14, der står i den engelske model. Vi har talt med Annette Johannesen (dansk underviser i CST, red.) om vores ændringer, for det er klart, at man ikke kan gå ind og ændre for meget i en evidensbaseret metode, for så gælder evidensen jo ikke længere. Men vi har taget udgangspunkt i metodens 18 nøgleprincipper og nøje gennemtænkt, hvilke temaer vi bruger, fortæller ergoterapeut Sofie Tran.

Hver session består af rundbordssamtale og en eller flere aktiviteter centreret om ugens tema. Temaerne spænder vidt og handler om alt fra venskaber til teknologi.

- Det er vigtigt, at der er variation i temaerne, så deltagerne føler sig stimulerede og synes, det er sjovt, siger Sofie Tran.

 

Hvad er kunst?

Denne uges tema er kunst. Det fortæller ergoterapeut Sofie Tran, da de fire herrer har rystet den fysiske træning af sig og har sat sig til rette rundt om bordet i lokalet for kognitiv stimulationsterapi.

- Kunst er noget, som mange mennesker har en holdning til, og noget som kan være mange forskellige ting. Hvad er kunst for jer, spørger ergoterapeut Louise Dehli.

- Jeg går til maling – det har jeg gjort hele mit liv. Jeg synes, at kunst er interessant. Jeg kan også godt lide at gå på museum eller i teatret, siger Jes Jørgensen, mens Jørgen Sørensen fortæller, at han godt kan lide figurer, som man kan røre ved.

Louise Dehli spreder billeder af forskellige former for kunst ud på bordet. Jes Jørgensen dykker hurtigt ned i billederne og leder efter nogle, han kan genkende. Han rejser sig fra stolen, så han har bedre udsyn.

- Nu skal I finde et eller to billeder, som vækker noget i jer. Det kan være kunst, I godt kan lide, noget, I synes er interessant eller måske noget, I slet ikke synes er kunst, siger Louise Dehli.

Georg Petersen er tøvende. Han fanger det billede, der ligger nærmest – et maleri af fem kvinder, der går langs stranden i lange, hvide kjoler.

- Hvad tænker du om billedet, spørger Sofie Tran. Georg Petersen grynter.

- Der er for mange kvinder på det, siger han og lægger billedet tilbage i bunken.

Frank Johansen har allerede fundet sine to billeder. Det ene forestiller den store skulptur ”Boy”, der står på ARoS, og det andet er kunstværket ”Mennesket ved havet”, hvor fire hvide mænd holder øje med kysten i Esbjerg.

- Det er ret betagende, at de er så store, synes jeg. Jeg kan godt lide store skulpturer, siger Frank Johansen.

 

Struktureret ergoterapi

Kunstbillederne har ergoterapeuterne Sofie Tran og Louise Dehli selv valgt ud og printet. De bruger nye materialer til hver session, hvilket kan være krævende i en travl hverdag.

- Vi har selv udviklet alt det materiale, vi bruger, og det tager lang tid at gøre til hver gang. Vi bruger næsten lige så lang tid på forarbejdet, som vi gør på hver enkelt session, fortæller Louise Dehli, og Sofie Tran supplerer:

- Udover det rent praktiske, så kræver CST også, at man er meget struktureret og har en klar rollefordeling, så sessionerne kører på samme måde hver gang, siger hun.

Men trods udfordringerne, føler ergoterapeuterne sig hjemme i arbejdet med terapiformen:

- CST er personcentreret. Vi tager udgangspunkt i aktiviteter, der er meningsfulde for deltagerne, vi orienterer os hele tiden ud fra deltagernes hverdag og taler om mestringsstrategier med dem. Man kan sige, at CST er struktureret ergoterapi, fortæller Sofie Tran.

 

Skumfiduser og spaghetti

Tilbage i lokalet bliver de mange billeder lagt væk, og i stedet kommer der skumfiduser og spaghetti på bordet, mens herrerne ser undrende til.

-  Nu skal I selv til at lave kunst. I skal bygge det højest mulige tårn. Det handler om at bruge fantasien, siger Louise Dehli og deler mændene i to grupper.

- Jeg har aldrig leget med mad før, siger Jørgen Sørensen forundret.

Jes Jørgensen er hurtig til at udtænke en plan og tager straks fat i de spiselige byggematerialer, mens hans makker Georg Petersen knaser en spaghetti. På kort tid har Jes Jørgensen udformet en firkantet bygning, men materialerne driller ham. Med rynkede bryn forsøger han at sikre, at værket ikke falder sammen, så snart han slipper det. Samtidig er Georg Petersen gået over til at gnaske skumfiduser i stedet.

På det andet hold arbejder de koncentreret på hver sin bygning. Den ene tager form som en trekant og den anden som en stige. Tiden er ved at løbe ud, men Frank Johansen og Jørgen Sørensen arbejder fortsat adskilt.

- Husk, at det skal samles til et enkelt kunstværk til sidst, siger Louise Dehli, og i sidste sekund får Jørgen Sørensen smækket sin stige op på Frank Johansens trekant.

- Det ligner næsten en skibakke, siger Louise Dehli anerkendende, og de fire herrer kigger stolte på deres kunstværker.

- Vi har nok gjort det, man ikke skal – vi byggede uden en plan og prøvede os frem, men pludselig kom der noget ud af det alligevel, siger Frank Johansen begejstret.

- Hvad har I fået ud af dagens tema, spørger Louise Dehli.

- Det har været sjovt, og jeg har lært noget om, hvordan man bygger, siger Jes Jørgensen, som stadig holder fingeren på sin bygnings fundament for at sikre, at den ikke falder sammen. Georg Petersen får det sidste ord:

- Det smagte godt, siger han med et glimt i øjet.

 

- Min kone har fået en ny, sødere mand

Når de 15 uger med CST er gået, afslutter de to ergoterapeuter med at evaluere forløbet sammen med deltagerne. Her hører de, hvor meget samtalerne og aktiviteterne har betydet for de deltagerne.

- De fortæller os, at de er blevet gladere efter forløbet, at de har fået mere overskud i hverdagen, og de kan mærke, at deres ressourcer bliver brugt. Det er vi glade for at høre, da det er noget vi fokuserer meget på i arbejdet med CST, fortæller Sofie Tran, og Louise Dehli tilføjer:

- Der var også én der sagde: Min kone har fået en ny, sødere mand.

Udover den forbedrede livskvalitet, får deltagerne ofte et særligt bånd til hinanden og holder kontakten, når forløbet er slut.

- Mange tror, at CST er sådan noget med sudoku og tabeller, men det er meget mere end det, man umiddelbart forbinder med hjernegymnastik. Vi træner blandt andet de sociale færdigheder utroligt meget. Jo oftere, de ser hinanden, jo tryggere bliver de, og jo mere åbner de sig, siger Sofie Tran.

Det kan Jørgen Sørensen også selv fortælle:

- Jeg har aldrig været så social, sådan er mit væsen. Men jeg nyder, når jeg er sammen med folk, der er i samme båd som mig, og det gør mig glad, at der bliver gjort så meget for sådan nogle som os, siger han.

Læs også artiklen: Evidensbaseret terapiform på vej

Læs tema om ældre i Ergoterapeuten #1, 2019