14. jan 2020 KL 14:31

Salam Aleikum…

Amel Abdeddaim taler arabisk, fransk, dansk og engelsk og bruger sine sproglige kompetencer til at arbejde ergoterapeutisk med arabisk- og fransktalende familier, hvor børnene har sociale og psykiske udfordringer.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Anni M. Wiecka

”Salam Aleikum Ana ismi Amel,” lyder det fra Amel Abdeddaim, da hun indleder samtalen med den arabiske familie Ahmed.

Dialogen, som efterfølgende udspiller sig, spiller en afgørende rolle for, hvordan Amel Abdeddaim hilser, når hun senere skal møde familiemedlemmerne ansigt til ansigt: om det bliver med kindkys, et håndtryk eller en flad hånd på brystet assisteret af et foroverbøjet buk.

- Det kan jeg typisk afkode gennem den tone, de taler til mig i: om den er formel eller mere afslappet. Der er nogle særlige koder i sprog, som giver en forståelse for, hvilke mennesker man har med at gøre – og når det er på plads, kan mine ergoterapeutiske kompetencer komme i spil, fortæller hun.

Amel Abdeddaim er nemlig både sprogkender og ergoterapeut. Hun er født og opvokset i Danmark, men taler arabisk og fransk, fordi hendes forældre kommer fra Algeriet. De sproglige og kulturelle færdigheder bruger hun i sit job hos den private virksomhed Memox, hvor hun hjælper familier med anden etnisk baggrund, hvis de har udfordringer med deres børn.

Amel Abdeddaim har fuldtidsjob i socialpsykiatrien, men rykker i ekstrajobbet hos den private virksomhed også ud, når en arabisk- eller fransktalende familie har brug for hjælp.

- I princippet ”behøver” jeg ikke det job, men det giver mig noget, at jeg kan gøre en forskel for familier – og ikke mindst børn - der på forskellig vis er tabt i systemet, fortæller Amel Abdeddaim.

Hendes sprogfærdigheder spiller en vigtig rolle, men det er hendes ergoterapi, der virkelig betyder noget for familiens udvikling, siger hun.

Sprogets betydning  

- Hvis man kommunikerer med en familie via tolk, får man ikke samme fornemmelse for, hvordan familien har det, fordi man ikke hører, hvordan de fortæller om tingene, siger Amel Abdeddaim og forklarer, at nogle forældre beskriver deres børns problemer med en skamfuld tone, andre med en opgivende tone eller en nysgerrig tone.

Sproget er dog kun en del af arbejdet med at forstå en familie, påpeger hun.

- Før jeg kan arbejde med familiens og barnets motivation, skal jeg vide, hvilke faktorer i omgivelserne, som kan have betydning for barnets trivsel, og derfor laver jeg allerede i starten en PEO-analyse. Derfra kan jeg så give råd og vejledning til aktiviteter, der kunne være gavnlige for både barn og forældre, siger hun.

En vigtig del af hendes arbejde med familierne og deres børn er at komme med forslag til ændringer i hverdagen. Det kan være i forhold til barnets skole eller institution; at der skal tages nogle særlige hensyn i form af læringsværktøjer, at barnet kunne have gavn af en specialklasse eller -skole, eller at der er brug for nogle særlige hjælpemidler til hjemmet f.eks. en kugledyne eller sansestimulerende redskaber.

- Men jeg ser også på, om der kan justeres på de psykiske rammer for familien. F.eks. om forældrene har brug for psykoedukation eller læring om sanseintegration, siger Amel Abdeddaim.

”Det er ikke en straf”

Psykoedukation er et vigtigt punkt i Amel Abdeddaims arbejde med udenlandske familier. Hun oplever, at der kan være stor sorg forbundet med at have et barn med en psykisk sygdom.

- Nogle arabiske forældre har den opfattelse, at de har fået et barn med psykiske problemer, fordi de skal straffes af Gud. I disse tilfælde forklarer jeg dem, at det er en sygdom, ikke en straf og tydeliggør over for dem, at andre står i samme situation, fortæller Amel Abdeddaim.

Hun bruger sin ergoterapi og sin viden om psykiske diagnoser til at fremme håb og accept hos familien. Men hendes kendskab til, hvilke tankegange, der kan være i arabisk kultur, har hun fra sine erfaringer med sine egne forældre og arabiske venner.

En visuel familie

Først når forældrene i tilstrækkelig grad har accepteret deres barns psykiske sygdom, kan Amel Abdeddaim påbegynde sin egentlige indsats med barnet. Det handler om at familien opnår viden og accept. Derefter bliver de mere modtagelige over for indsatsen.

F.eks. arbejdede hun med en arabisk dreng med autismespektrumforstyrrelse. Han havde sproglige udfordringer og lærte visuelt gennem piktogrammer, konkrete ord og sætninger. Qua de observationer ergoterapeuten havde gjort i dialogen med familien, havde hun erfaret, at familien lærte visuelt.

- Derfor viste jeg, at jeg kunne arbejde visuelt med drengen, og jeg gik rundt med ham og brugte hans nysgerrighed til at få ham til at pege på ting, og så først fortælle ham, hvad de hed, og derefter bede ham gentage, hvad jeg sagde, fortæller hun og forklarer:

- Han ville så gerne fortælle mig, hvad han så, men manglede ordene, og derfor graduerede jeg aktiviteten ”at tale” inden for hans nærmeste udviklingszone.

Ergoterapeuten fik på den måde allerede under sine første besøg hos familien udvidet drengens ordforråd og samtidig givet forældrene håb for hans udvikling.   

- Samtidig fik familien nogle konkrete tilbud om råd og vejledning f.eks. daglige rutiner og konflikthåndtering, og det betød, at forældrene fik en helt anden ro over sig, siger Amel Abdeddaim.

Et felt for ergoterapeuter

Amel Abdeddaim kunne godt tænke sig at arbejde fuldtid med en lignende funktion inden for familiebehandling og -støtte.

- Jeg er glad for mit arbejde i socialpsykiatrien, men den følelse, det giver mig at arbejde med familier frem for enkeltpersoner – og så endda i deres egne, trygge omgivelser – er noget helt særligt, siger hun.

  

Medlemmerne af familien Ahmed ønsker ikke at blive omtalt med navn, og derfor er de i artiklen anonymiseret. ”Ahmed” er altså ikke familiens rigtige efternavn.