13. jul 2020 KL 16:58

Når jeg løber, er jeg ligesom alle andre

Siden Christian Ottosen fik en hjerneskade, er løb blevet den røde tråd i et forandret liv, som han stadig forsøger at acceptere. Udviklingsergoterapeut Hanne G. Lauridsen er en af dem, der har hjulpet ham på vej, og det har ind imellem været en ergoterapeutisk udfordring, fortæller hun.
Skribent: 
Trine Vu
Foto: 
Martin Bubandt

Søndagen bider og blæser, og dagslyset er underligt fraværende, da Christian Ottosen løber sit niende maraton. Det er Holger Danske Maraton i Helsingør, og egentlig er det bare opvarmning til hans 10., som han skal løbe i Jerusalem til foråret. Men et maraton er et maraton, og efter en vandpost i Gilleleje, må den 29-årige løber kæmpe for at nå i mål.

Hans bedste tid er 3:38, men i dag siger chippen 4:11:21, da han og hans hjælpeløber fra løbeklubben Sparta endelig når de 42,195 kilometer. På den anden side af målstregen venter Christian Ottosens mor, og en kammerat er netop nået i mål efter sin første 10-kilometer.

Der er high fives og ”godt gået”, inden en træt Christian Ottosen får sin medalje om halsen.

— Det var hårdt, der var modvind det sidste stykke, men jeg gennemførte, og det var min ting i dag, så nu er jeg klar til at træne til Jerusalem.

Han smiler et karakteristisk, lidt kejtet smil og bøjer sig forover for at få vejret. Han ligner enhver anden træt løber, og umiddelbart kan man ikke høre på ham, at hans hjerne ikke er tip-top. Han er velformuleret og høflig. Først idet samtalen strækker sig, viser hans begrænsninger sig som pludselige huller i sammenhængen eller gentagelse af fraseagtige sætninger.

En rød tråd

Løb er blevet det, Christian Ottosen er god til. En rød tråd i et liv, der netop da han var på vej ind i voksenlivet, blev forandret af en uforklarlig hjerneskade, som sendte hans drøm om en karriere som børsmægler til tælling.

Han spillede badminton i mesterrækken, golf på højt niveau og gik på handelsskole, da han som cirka 19-årig begyndte at få det dårligt. Diagnosen sagde ”svær depression”, og han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, fik medicin, tog 30 kilo på og blev med egne ord "helt zombieagtig". Han endte på sin mors sofa. Efter to år viste det sig, at han ikke var psykisk syg, men havde en hjerneskade. Lægerne kunne dog ikke forklare, hvordan skaden var sket. Måske var han født med en skrøbelig hjerne, måske skyldtes skaden noget toksisk. Selv mener han, at det var depressionsmedicinen.

Siden 2016 har han boet på Selma Marie – et højt specialiseret neurorehabiliteringscenter, hvor 12 unge med erhvervet hjerneskade bor sammen i et bofællesskab, og hvor rehabiliteringen sker gennem daglige aktiviteter og med fokus på udflytning til egen bolig samt beskæftigelsesafklaring.  

Det er her, Christian Ottosen har trænet sig op til at kunne løbe maraton, her han forsøger at lære at acceptere, at han ikke længere er den samme som før, her han får hjælp til at bygge sig en ny identitet.

— Hvis man siger hjerneskade, tænker folk, at man er sådan en, der sidder og slår sig selv i hovedet. Men jeg vil helst bare være én, som der ikke skal tages særligt hensyn til, og når jeg løber, så er jeg ligesom alle de andre, der har den passion til fælles, siger Christian Ottosen og kommer i tanke om et løb, hvor han dog måtte forklare sit handicap.

— Det var et hyggeløb på Bakken. I skoven faldt jeg, og en af de andre hjalp mig op og foreslog, at jeg skulle få et par briller. Det var sødt af ham, men jeg måtte svare, at det ikke ville hjælpe, for det er ligesom hjernen og øjnene, der ikke bonder voldsomt godt. Hjernen opfatter ikke, hvad øjnene ser, så brillerne ville ikke gøre den store forskel.

Hjerneskaden betyder, at de forskellige dele af hans hjerne ikke arbejder sammen som de burde. Han har ikke samsyn på øjnene og har derfor svært ved at se niveauforskelle i terrænet. Hvor alvorlig hans skade er blev dog først klart, da han for godt tre år siden flyttede ind på Selma Marie, hvor udviklingsergoterapeut Hanne G. Lauridsen blev tovholder for den dengang 25-årige Christian Ottosen.

Der gik noget tid, inden det blev klart for hende, hvor hårdt han var ramt.

— Christian er meget høflig og god til at dække over sit handicap. Han ser upåfaldende ud, når man møder ham, og han er rar og omgængelig og kan en masse fraser, så det snyder lidt. Men fordi vi hos os har de unge så tæt på, ser vi, hvordan de faktisk har det, forklarer hun.

Christian Ottosen og de 11 andre unge beboere har egen lejlighed og skal selv gøre rent, vaske tøj og lave mad. Behandlingen tilrettelægges i et tværfagligt samarbejde mellem de højtspecialiserede medarbejdere og sker primært via træning af hverdagsaktiviteter, men også samspillet mellem de unge bofæller gør en forskel, og det er det, som stedet selv kalder ”Selma-effekten”.

Målet med behandlingen er, at de unge kommer til at klare sig selv så godt som muligt, og ved at lægge behandlingen i selve bofællesskabet, får man skabt et miljø, som er meget tæt på det, de unge vil møde, når de flytter i egen bolig, forklarer Hanne G. Lauridsen.

Et stort kaos

Det første, der mødte hende, da hun begyndte at arbejde med Christian Ottosen, var en kaotisk lejlighed.

— Han havde gang i fem tuber tandpasta, fordi han ikke kunne finde tingene og derfor blot tog en ny tube. Det skyldes, at han har problemer med det visuelle, så hvis der står mange ting på et bord, kan han ikke skelne dem fra hinanden. På grund af hjerneskaden har han også svært ved at lære at lægge ting på bestemte steder, så selv om jeg mærkede af og gjorde alt muligt, lagde han bare tingene alle mulige steder. Det var virkelig en ergoterapeutisk udfordring at finde ud af, hvordan vi fik system i det, fortæller Hanne G. Lauridsen og tilføjer, at endnu en udfordring viste sig, første gang de to gik ud for at handle.

— Han kunne ikke finde rundt i supermarkedet, og han kunne ikke finde tingene. Vi begyndte med tre ting: En agurk, en citron og nogle tomater. Han gik og ledte og læste på mærkaterne, men kunne ikke. På et tidspunkt spørger jeg: Hvilken farve har en citron, og han svarer: Den er lilla.

— Wau, tænkte jeg, og så gik det op for os, at han slet ikke havde billeder af tingene i sit hoved. En agurk kunne han ikke beskrive som aflang og grøn, og en kat var bare sådan en med fire ben. Når man ikke kan skelne tingene fra hinanden, og man ikke har billeder af dem i hovedet, bliver det jo umuligt, konstaterer Hanne G. Lauridsen med empatien siddende dybt i stemmen.

Hun og kollegaerne på Selma Marie måtte tænke kreativt for at hjælpe Christian Ottosen.

— Vi arbejder primært på aktivitetsniveau, men det er komplekst at oparbejde den visuelle perception, som hos Christian har taget skade, og derfor valgte vi med ham at gå på kropsniveau, og vi kørte et langt forløb med en neurooptometrist, der også arbejder med kroppen. Ligesom børn lærer ved at bruge deres krop, arbejder neurooptometristerne med kropslige øvelser, og det har rykket Christian, så han i dag kan holde sin lejlighed ordentlig og kan handle otte hverdagsting — og det er jo megafedt, siger Hanne G. Lauridsen og bryder ud i et stort smil.

Drømmen om at løbe

Filosofien i arbejdet med de unge er at skabe motivation ved at gribe deres egne ønsker og drømme. Så, da Christian Ottosen sagde, at han gerne ville at løbe udenfor, satte Hanne G. Lauridsen og hendes kollegaer alle kræfter ind på at få det til at lykkes.

— Først tænkte jeg: Å-å, det bliver svært, for Christian havde kæmpe synsmæssige udfordringer. Når jeg fulgtes med ham til Netto, gik han stift inde ved kantstenen med små, trippende skridt, fordi han havde svært ved at se ujævnheder på vejen. Men jeg talte med vores fysioterapeut om det, og 1-2-3, så havde han og Christian afprøvet det, og det viste sig, at man ved løb får en anden rytme end ved gang, så Christian kunne faktisk løbe. Det var fantastisk, og det var en stor dag, da han gennemførte sit første maraton. Det gav ham virkelig noget på hans identitet.

Vejen til det første maraton var dog langt fra bare 1-2-3. Det krævede en hel del af både medarbejderne og af Christian Ottosen selv. Først trænede han en lille strækning igen og igen. Gradvist blev strækningen øget, og til sidst kunne han løbe de fem kilometer til den nærmeste løbeklub for at træne med andre fritidsløbere.

Han er stadig udfordret visuelt, og derfor har han en ledsager med, når han deltager i større løb, hvor han ikke selv kan finde rute og vandposter. Men løb giver ham en fornemmelse af at være normal, og det betyder meget for ham, fordi han stadig er i erkendelsesfasen, forklarer Hanne G. Lauridsen og tilføjer, at ergoterapien i arbejdet med løbetræningen dels ligger i planlægningen, og dels i dét, at løb er en fritidsaktivitet:

— Vi havde f.eks. trafiktræning, da Christian skulle finde ud af at komme hen til løbeklubben, og når han deltager i større løb, arbejder vi med at forudse, hvad det kræver og planlægge turene. Det er der meget ergoterapi i.

Den svære accept

Den manglende forklaring på hjerneskaden er noget af det, der gør det svært for Christian Ottosen at acceptere sin situation.

— Vi har lige været på La Santa Sport, hvor jeg forsøgte at spille badminton, men det var helt hul i hovedet. I gamle dage spillede jeg i mesterrækken, nu kan jeg ikke ramme fjerbolden. Det er jo til at sukke over, at man bare er blevet helt ….

Sætningen løber ud, men han holder tråden til fortiden.

— Min drøm var at blive børsmægler, for min farmor var lidt af en aktiehaj, og i en ung alder prøvede jeg at investere lidt. Jeg ville gerne være blevet god til det, men det bliver nok først i mit næste liv, smiler han med lige dele ærlighed og selvironi og tilføjer:

— Jeg dvæler tit i fortiden, hvor alt kørte på skinner. Det er ikke fordi, jeg var så meget anderledes - jeg gik på handelsskole og var ikke super til det boglige, men kørte lidt på charmen og festede. Men det er nok ligesom med en gammel kæreste, hvor du tænker tilbage og så var alt fantastisk, fordi du glemmer det, du bandede over.

Han tager en dyb indånding.

— Men der er ikke noget at gøre. Jeg kan ikke lige få mig et andet liv, selv om jeg nok godt kunne finde på noget bedre end det her. Men det ville være rart, hvis jeg i det mindste vidste, hvad der var sket med mig. Hvis jeg nu var blevet kørt over…, det er også trist, men så havde jeg da en forklaring.

En ny identitet

Netop udfordringerne med at acceptere en ny livssituation går igen hos mennesker med erhvervet hjerneskade. For Christian Ottosen har det hjulpet, at han blev god til at løbe, og spørger man ham, hvordan han vil beskrive sig selv som løber, lyder svaret: ”Den smilende løber”.

— Jeg bliver jo helt smadret, men jeg smiler altid. Dengang jeg lige var startet, løb jeg en dag tre gange rundt om søerne, og så hørte jeg nogle englændere sige ”Oh, he can still smile”. Det er blevet min catch frase.

I hverdagen på Selma Marie er det dog et stærkt tværfagligt samarbejde, der hjælper de unge med accept og identitet, fortæller Hanne G. Lauridsen:

— Sammen med neuropsykologen har Christian sat ord på nogle af de gode egenskaber, han trods sin hjerneskade stadig har. Øvelsen er at holde fast i de tanker, og ved at dele Christians stikord tværfagligt, kan vi støtte ham optimalt, fordi vi i alle, men i forskellige sammenhænge, kan tale med ham om, hvem han er – nu og i fremtiden. Dét, at det ikke kun er én, der siger tingene, men at det kommer fra forskellige kanter, det er utrolig vigtigt.

Christian Ottosen selv ser ikke fremtiden klart for sig. Han ved, at planen er, at han til foråret skal flytte ind i en udslusningslejlighed, og at han fortsat vil få støtte fra Selma Marie. Men han kan ikke se en ny hverdag for sig — bortset fra, at han ved, at han fortsat vil løbe.

— Løb er bare så befriende. Du kan løbe alle steder, og man bliver bare glad af det, smiler han.

 

BLÅ BOG

 

FAKTA

Neurorehabilitering Selma Marie

  • Et bo- og neurorehabiliteringstilbud til unge mennesker med erhvervet hjerneskade
  • Fungerer som et bofællesskab, hvor den højt specialiserede neurorehabilitering foregår i de daglige aktiviteter i bofællesskabet
  • Nøgleord for det daglige arbejde: Neuropædagogik, neuropsykologi og tværfaglighed
  • 12 beboere
  • 18 faste medarbejdere, heraf seks ergoterapeuter
  • Selvejende institution i Ølstykke, tilknyttet Fonden Mariehjemmene