2. dec 2020 KL 7:52

Når bivirkninger spænder ben

RELATIONER - JULEN 2020: Fik du læst artiklen om antropolog Nynne Uldal Meisners undersøgelse af, hvordan ældre mennesker oplever dét at få et hjælpemiddel? Artiklen, som vi bragte i Ergoterapeuten #3, 2018, handler blandt andet om bivirkninger i form af stigmatisering ved det at få et hjælpemiddel. Læs eller genlæs artiklen her.
Skribent: 
Trine Vu
Foto: 
Martin Bubandt

Ergoterapeuter skal være bevidste om hjælpemidlers bivirkninger og tage højde for, at en rollator tit skal ”bage færdig”, inden den bliver taget i brug, mener antropolog Nynne Uldal Meisner. Ergoterapeuter kan nemlig gøre en forskel, når det gælder hjælpemidlers bivirkninger.

Jeg ville ikke gå på gaden med den, så folk skulle tænke: Se der kommer en af de der gamle idioter, sådan en handicappet en.

Citatet er fra antropolog Nynne Uldal Meisners nyligt afsluttede specialefeltarbejde og stammer fra interviewet med en ældre mand, som lod sin nye rollator stå i skammekrogen i et halvt år, inden han endelig tog den til sig og tog den i brug.

Antropologen har undersøgt, hvordan ældre mennesker oplever det at få et hjælpemiddel, og hvordan de adopterer det og lever med det. Samtidig har hun set på ergoterapeuters rolle i formidlingen, og en af de ting, der går igen i hendes materiale er, hvor meget bivirkningerne ved at få et hjælpemiddel fylder for de ældre.

- Ergoterapeuternes opgave er at formidle et fysisk hjælpemiddel, men for de ældre er det ikke bare et fysisk hjælpemiddel, for dem fylder mange andre ting ofte enormt meget. En måde at se det for sig på kan være, at se det som om hjælpemidler kan have en slags ”bivirkninger” på samme måde som medicin, men i modsætning til bivirkninger ved medicin, bliver hjælpemidlers bivirkninger tiet ihjel, siger Nynne Uldal Meisner, der er specialestuderende og tilknyttet forskningsgruppen ”Center for Sund Aldring” ved Antropologi på Københavns Universitet.

Bivirkninger ved hjælpemidler skyldes især den stigmatisering, som ældre mennesker oplever, når de bliver afhængige af et hjælpemiddel. Flere faktorer spiller ind, og Nynne Uldal Meisner bruger et billede af hjælpemidlet som porten ind til den sidste tid i et menneskes liv:

- Mange ældre har et afklaret forhold til selve døden, men de er bange for den sidste tid inden døden, fordi de har en kæmpe frygt for ydmygelser og smerte. F.eks. det at skulle blive afhængig af hjælp til personlig hygiejne og det at blive dement. Hjælpemidlet er porten ind til den sidste tid – det synlige bevis på, at et menneske nærmer sig denne frygtede periode.

- Jeg interviewede en dame, som fortalte, at første gang hun gik ud med sin rollator, og hun sit eget spejlbillede i et glasparti, gik det op for hende, at hun var blevet ”sådan en gammel krage”, som hun udtrykte det. En anden ældre dame fortalte, at hun på en af de første ture med rollatoren oplevede, at en far pludselig hev sit barn væk og sagde: Pas på ikke at gå i vejen for den gamle dame, fortæller Nynne Uldal Meisner og uddyber:

– På den måde oplever de ældre, at hjælpemidlet stigmatiserer dem: De skammer sig og føler sig affældige. Det kan betyde, at de begynder at isolerer sig - ensomhed er en af bivirkningerne ved brugen af hjælpemidler. En anden bivirkning er et forværret selvbillede – nogle får det slet og ret skidt, siger Nynne Uldal Meisner og tager en tur op i helikopteren for at se problemet i et større perspektiv.

Stigmatiseringen hænger nemlig sammen med samfundstendenser som rehabiliteringstendensen og den aktive aldring, hvor de ældre selv har ansvar for at blive ved med at holde sig i gang, mener hun.

Et personligt nederlag

- Den offentlige mening er, at hvis de ældre ikke sørger for at dyrke sport og holde sig i gang, har de tabt. Derfor oplever de det som et personligt nederlag, når de skal have f.eks. en rollator. Ofte prøver de at retfærdiggøre, at de har behov for et hjælpemiddel ved at dække sig ind og fortælle, at de har gjort alt, hvad de kunne for at undgå at havne i situationen. Nogle fortæller, at de bad om at få ekstra rehabilitering, men at det ikke virkede. Andre reagerer med vrede og argumenterer med, at nu har de bidraget hele livet, og nu vil de have lov til at være den, som andre skal tage sig af. Nogle ser det ligefrem som en rettighed i alderdommen ikke længere at skulle stå til regnskab for alting, siger Nynne Uldal Meisner og forklarer, at hun dog også ser den stik modsatte effekt:

- Nogle udbryder begejstret: Jeg kan gå igen, når de får en rollator. Det kalder jeg Messias-effekten, fordi de ældre i et eller andet omfang oplever, at hjælpemidlet giver dem livet tilbage. Når et hjælpemiddel virker, er det fantastisk, fordi det hjælper den ældre med at overvinde den stigmatisering, der ligger i ikke at kunne det samme som tidligere, siger antropologen og illustrerer kompleksiteten med et eksempel fra sit studie:

Pink til forskel

En dame på knap 70 år elskede at cykle, men kunne ikke længere holde balancen og skulle på hjælpemiddelcenteret prøve en trehjulet cykel. Det var en svær situation, for hun havde endnu ikke accepteret sin situation, men ville så gerne kunne cykle igen.

På hjælpemiddelcenteret var der to cykelmodeller: Én med to hjul foran og et hjul bagved samt én med et hjul foran og to hjul bagved. Damen ville helst have den model med ét forhjul.

- De fleste, jeg har snakket med om trehjulede cykler, foretrækker den med ét hjul foran og to bagved, fordi når de cykler på den, ser de ikke de to hjul bagved, og så ser det ud som om, de kører på en normal cykel - og så føler de sig mere normale. Cyklen med to hjul foran kommunikerer mere handicap, og det er de ældre bevidste om, siger Nynne Uldal Meisner.

Ergoterapeuten på hjælpemiddelcenteret lod den ældre dame prøve begge cykler, og det var tydeligt, at hun sad mest sikkert på den med to forhjul. Samtidig var det dog også tydeligt, at hun var ked af, at hun ikke kunne få cyklen med ét forhjul.

Da den ældre dame kom til anden prøvning, havde ergoterapeuten skaffet en pink udgave af cyklen med to forhjul, og den ældre dame slår begejstret hænderne sammen og udbryder: Neeej, den er da sød! Når man nu skal krybe til korset, så kan man ligeså godt se ud af noget.

- Ergoterapeuten havde læst den ældre kvinde godt og ved at skaffe den pink cykel hjalp hun kvinden med at overvinde den modstand, hun havde mod det nye hjælpemiddel. Kvinden fik faktisk vendt situationen til en form for empowerment. Der skete virkelig noget i hendes adoptering af hjælpemidlet, da hun fik en pink model, fortæller Nynne Uldal Meisner og tilføjer, at afprøvningssituationer generelt er svære.

Ergoterapeuten som dommer

- Det at ansøge om et hjælpemiddel er en prekær situation, fordi man på en måde søger om at få anerkendt sin alderdom og den smerte, man føler. Mange oplever afprøvninger som en slags eksamen, og ergoterapeuten som lærer eller dommer. De føler, at de skal bevise, at de har behov for et bestemt hjælpemiddel, og hvis de ikke får bevilget det, føler de, at de bliver afsløret i at lyve om deres behov. Mange siger det direkte, men det viser sig også ved, at mange inden en afprøvning tager ekstra medicin for at dulme nerverne, hvilket dog ofte kun gør situationen sværere, fordi den ekstra medicin påvirker deres reaktionsevne.

Ergoterapeutens rolle er derfor ret kompliceret, forklarer antropologen:

- Hvis hjælpemidlet er porten ind til den sidste tid før døden, bliver ergoterapeuten som formidler af hjælpemidlet og repræsentant for systemet jo portvagt og en slags dommer. Samtidig er det også ergoterapeuten, der overværer de sårbare ældres potentielle ydmygelser under afprøvningen og derfor også skal være en god ven i situationen.

Nynne Uldahl Meisner er dog imponeret af ergoterapeuternes evne til at forvalte de forskellige roller og støtte borgerne i svære situationer. Især ergoterapeuternes mikroopmærksomhed imponerer hende. I eksemplet med den ældre dame, der skulle have en trehjulet cykel, så hun bl.a., hvordan ergoterapeuten, selv om den ældre kvinde var pakket godt ind i sin vinterfrakke, lagde mærke til, at hun knugede styret på den ene cykelmodel mere, end da hun kørte på den anden.

- Ergoterapeuter har en enormt detaljeret måde at kigge på folk på, de er intenst til stede i situationen, og deres øjne er trænet til at se de små ting, som ofte har enorm betydning. I eksemplet med cykelprøvningen gik ergoterapeuten på et tidspunkt lidt til side, så hun kunne se den ældre kvindes ryg og lytte til hendes vejrtrækning for finde ud af, hvor meget kvinden anstrengte sig for at cykle, fortæller Nynne Uldal Meisner.

Hun tilføjer, at hun i en anden situation, hvor en ergoterapeut skulle hjælpe en ældre mand uden ben over i en ny kørestol, blev helt rørt over, hvordan ergoterapeuten ligeså nænsomt med rolig småsnak og fysisk støtte indgød manden ro og værdighed i den svære situation.

Sæt ord på bivirkningerne

Hvis ergoterapeuter samtidig bliver mere bevidste om de bivirkninger, der er ved brugen af hjælpemidler, mener Nynne Uldal Meisner, at de kan være med til at forebygge mange af dem.

- Hvis ergoterapeuten er opmærksom på bivirkningerne, kan hun sætte ord på det, der er svært – og det vil i sig selv virke forebyggende, fordi den ældre får anerkendt sin situation. Hvis ergoterapeuten f.eks. idet et ældre menneske får bevilget en rollator, fortæller, at mange har det svært med de første offentlige gåture med rollatoren, så ved den ældre, at det er en normal reaktion og kan slappe mere af.

- Ergoterapeuter er enormt dygtige til at møde mennesker, og de ved måske også godt, at der kan være bivirkninger ved brugen af hjælpemidler. Men der er forskel på at have noget på fornemmelsen og på at være bevidst om et problem og indarbejde forebyggelsen af det som en egentlig opgave i sin arbejdsgang. Det kan virkelig gøre en forskel, siger antropologen.

Hun er ved at lægge sidste hånd på sit specialeprojekt: ”Min ven og dommer – Hjælpemidler og velfærdsteknologier i hverdagspraksis” som skal forsvares i sensommeren.

  • Antropolog Nynne Uldal Meisner undersøger i sit projekt ”Min ven og dommer – Hjælpemidler og velfærdsteknologier i hverdagspraksis”, hvordan ældre (65+) oplever det at få et hjælpemiddel. Hun har observeret introduktionsprocessen og interviewet godt 30 ældre mennesker, nogle i et kortere interview, andre i længere forløb.