14. maj 2019 KL 12:55

Mimik, musik og mangotræer i Cambodja

Studerende søger nye stier: Fire piger fra ergoterapeutuddannelsen har været i udlandspraktik på et børnehjem i Cambodja. Her gik observation, kropssprog og mimik forud for verbal kommunikation, og det gav pigerne nye perspektiver på ergoterapeutisk praksis.
Skribent: 
Anni M. Wiecka
Foto: 
Privat

Da de fire piger, Cecilie Lybker, Mette Jasykiewicz, Emma Villsen og Monica Leisgaard, går ind i gården til National Borey for Infants and Children i Phnom Penh, Cambodja, erstattes en svagt skrattende gademusik af klare, cambodjanske toner, der vugger gårdens soloplyste gynger og mangotræer. En U-formet bygning i to etager udgør børnehjemmet, hvor pigerne skal tilbringe de næste seks uger.

De danske studerende bliver – på gebrokkent engelsk og med supplerende kropssprog – budt velkommen af direktøren. De får en rundvisning og bliver herefter delt op to og to til henholdsvis at arbejde med de lidt større og de lidt mindre børn. Og så er det ellers bare op til de fire ergoterapeutstuderende at få bragt deres kompetencer i spil.

Det bliver hurtigt klart, at fællessang, leg med instrumenter og en konstant lyd af up-beat-musik er en obligatorisk del af omgivelserne, og det bliver en af de ting, de må arbejde med, fortæller 23-årige Mette Jasykiewicz:

- Vi kunne se, at det ikke var alle børnene, der syntes, at lydene var rare, så dem fandt vi nogle roligere omgivelser til, og det fik dem til at slappe mere af i kroppen.

Observation og kropssprog

Cecilie Lybker, Mette Jasykiewicz, Emma Villsen og Monica Leisgaard studerer alle på ergoterapeutuddannelsen i Aarhus og valgte at tage valgfaget på 7. semester i udlandet på eget initiativ.

De tilbragte derfor februar og marts 2019 på børnehjemmet National Borey for Infants and Children (NBIC) i Phnom Penh, Cambodja, hvor hverken direktøren, pædagogerne eller børnene talte engelsk, så begge parter måtte ty til kropssprog og mimik for at forstå hinanden.

- Når vi ikke havde mulighed for at kommunikere med personalet, graduerede vi de forskellige aktiviteter på eget initiativ, fortæller 23-årige Cecilie Lybker.

Sproget var dog ikke den eneste udfordring. På børnehjemmet var der ingen ergoterapeuter ansat, så pigerne måtte selv sørge for at få bragt deres ergoterapeutiske kompetencer i spil.

Men værktøjer som COPM kunne ikke tages i brug, når hverken børn eller pædagoger kunne score verbalt på udførelse af aktiviteter. Desuden havde børnene på hjemmet alle et handicap af fysisk og/eller psykisk karakter, der besværliggjorde kommunikationen yderligere.

Observation blev derfor et vigtigt redskab til at finde ud af, hvad børnene havde behov for.

- Vi havde en lille pige i Emmas og min afdeling, som ikke kunne stå på sine ben og sjældent løftede sine arme, fordi hun lå ned det meste af tiden. Men vi observerede hurtigt, at hun løftede armene og pegede ivrigt, når hun så en barbiedukke, og hun var ivrig efter at røre ved dukkens hår. For at lade hende prøve at flette dukkens hår, forsøgte vi at holde barbiehåret i tre adskilte totter og lade hende føre totterne ind mod midten til en fletning. Vi graduerede aktiviteten ’at flette en fletning’ helt ned til det, hun kunne klare, fortæller 24-årige Monica Leisgaard.

- Fordi vi ikke kunne kommunikere verbalt, kastede vi os ud i nogle andre tilgange, end vi ellers ville gøre. Det har gjort os mere sikre på os selv, og givet os noget erfaring, vi kan bruge, hvis vi skulle komme til at stå i en lignende situation med en borger med sproglige udfordringer, tilføjer Mette Jasykiewicz.

Masser af musik

Musik og sang prægede opholdet i Cambodja. På gaden spillede de nedslidte højtalere på fuldt tryk, og det første pigerne gjorde om morgenen, når de mødte ind, var at synge morgensange.

- Børnene blev opfordret til at deltage så meget, de kunne, med de instrumenter de havde til rådighed, og når de ikke spillede på dem, kørte der konstant musik fra højtalere i baggrunden. Det er virkelig en stor del af kulturen. Man kan slet ikke forestille sig det, hvis man ikke selv har oplevet det, fortæller Cecilie Lybker.

Børnehjemmet havde flere sanserum og en sansehave i gården, hvor der var rig mulighed for at stimulere børnenes sanser. Men pigerne trak alligevel på deres ergoterapeutiske kompetencer i forhold til sanseintegration.

- Vi observerede, at nogle af børnene var sensitive over for de mange lyde, så dem forsøgte vi at skærme ved enten af tage dem hen til nogle mere lydisolerede områder, siger Mette Jasykiewicz.

Succesoplevelser

Om end der ikke var ergoterapeuter på børnehjemmet, var der til gengæld en fysioterapeut ansat, som trænede nogle af børnene enkeltvis i et træningsrum, og her fik Emma Villsen og Monica Leisgaard mulighed for at være med.

- De børn, som vi ellers ikke troede havde hverken et sprog eller fysiske evner, viste sig at kunne betydeligt flere ting i samspil med fysioterapeuten og os, end hvad de viste inde i legestuen, siger Monica Leisgaard, hvortil Emma Villsen tilføjer:

- Det gav virkelig god mening at arbejde klientcentreret og med nærmeste udviklingszone, men ressourcerne på børnehjemmet rakte desværre ikke så langt.

Personalet var åbne over for de initiativer, som pigerne bød ind med, og det gjaldt bl.a. tandbørstning, fortæller Cecilie Lybker:

- Pædagogerne børstede tænder på alle børnene uden undtagelse, men vi lærte nogle af de mere ressourcestærke børn, hvordan de selv kunne koordinere bevægelserne med tandbørsten eller efterligne vores bevægelser af tandbørsten i munden.

- Det var en succesoplevelse for børnene selv at klare aktiviteten, selvom det tog længere tid, end når pædagogerne gjorde det for dem, tilføjer Mette Jasykiewicz.  

Læring med i bagagen

Pigerne skulle selv sørge for at implementere ergoterapi i børnehjemmets praksis, men det har lært dem at stå på egne ben, mener de.

- På grund af sprogbarrierer og børnehjemmets manglende kendskab til ergoterapi har vi været nødsaget til at prøve forskellige metoder af uden at sparre med personalet først. Det har bidraget til, at vi ikke er bange for at bruge vores teori i praksis, siger Emma Villsen.

Opholdet i Cambodja har samtidig gjort pigerne bevidste om, hvor vigtigt det er med aktivitetsudførelse og klientcentrering, fordi de har set, hvad der sker, hvis man får de rette stimuli.

- Børnene blev mere motiverede til at deltage i aktiviteterne, når de fik de rette stimuli, og det på trods af, mange af dem var svært handicappede, siger Emma Villsen, hvortil Mette Jasykiewicz tilføjer:

- Derfor giver det også så god mening, at ergoterapeuter arbejder med rehabilitering, for det kan virkelig gøre en forskel for livskvaliteten, at man får de her succesoplevelser, som vi så at børnene f.eks. fik, når de udførte aktiviteterne selv.

På trods af det manglende kendskab til ergoterapi på børnehjemmet i Phnom Penh i Cambodja, er pigerne ikke desto mindre glade for, de tog afsted. Det har givet dem blod på tanden til at graduere aktiviteter, der kan vække ligeså stor glæde som det gjorde hos den lille handicappede pige, da hun flettede barbiedukkens hår.   

 

Sådan kommer du afsted

  • Det er på eget initiativ, at man kan tage et udlandsophold på ergoterapeutuddannelsen.
  • Man betaler derfor selv fly, ophold, eventuelle vaccinationer samt leveomkostninger.
  • Forskellige frivillligbureauer hjælper studerende med at finde et praktiksted i udlandet, og de studerende booker opholdet via bureauet. Bureauet stiller en kontaktperson til rådighed, der hjælper med vejledning i forhold til køb af flybilletter, vaccinationer, og som sørger for, at man bliver hentet i lufthavnen, får et sted at bo samt transport til og fra praktikstedet. De fire studerende fra Aarhus bookede via bureauet Save A Heart.

Studerende søger nye stier

  • Findes der ergoterapi i Cambodja? Kan virksomheder bruge ergoterapeuter? I en ny serie møder Ergoterapeuten en bred vifte af studerende, der søger nye stier og på den måde inspirerer til nye måder at tænke ergoterapi på.