27. aug 2021 KL 8:42

Mai fik hjælp til at takle hjerne- rystelsen

Tema om hjernerystelser: For 28-årige Mai Have er de ugentlige besøg af ergoterapeut Rosita Emiliussen uundværlige i bestræbelserne på at få styr på hverdagen efter hjernerystelsen for knap to år siden.
Skribent: 
Jakob Kehlet
Foto: 
Hans Christian Jacobsen

- Efter mit første møde med Rosita tænkte jeg, at jeg i trekvart år havde gjort alle de forkerte ting, konstaterer Mai Have.

Det var i juli 2020, at hun for første gang oplevede at få den hjælp og opmærksomhed, som hun havde brug for efter en voldsom hjernerystelse flere måneder forinden. Hun blev koblet til Vejen Kommunes BASH-Neuro-team (BASH: Bevar en Aktiv og Selvstændig Hverdag), og siden har hun med jævne mellemrum haft besøg af Rosita Emiliussen, der er den ene af teamets to ergoterapeuter med specialviden om hjernerystelser.

Selv om Mai Have stadig mærker voldsomme eftervirkninger fra hjernerystelsen, oplever hun små fremskridt, og frem for alt har hun nu fået en ”allieret”, der kan hjælpe hende med at få hverdagen til at hænge bedre sammen.

- Hvis ikke Rosita var blevet koblet på, tror jeg ikke, at jeg havde rykket mig – tværtimod var det nok gået den forkerte vej. Det har været afgørende for mig at møde en person, som har forståelse for min situation, og som er inde over alle beslutninger vedrørende min hjernerystelse. Hun er med til møder på Jobcentret, og hun hjælper mig med at bestille tid til synstest, høreprøve, og alle de andre ting, der kan virke uoverskuelige, når man har en hjernerystelse, fortæller Mai Have.

Ulykken

Traileren blev smadret til ukendelighed og bagenden af bilen blev heller aldrig sig selv igen, da en bagfrakommende bilist bragede ind i Mai Haves bil med efterspændt trailer på motorvejen en aften i oktober 2019. Hun var på vej hjem fra et personalemøde i den butik i Esbjerg, hvor hun arbejder som blomsterdekoratør.

- Ved ulykken slog jeg hovedet hårdt bagover mod nakkestøtten, men kom ellers ikke yderligere til skade. Jeg er et meget stædigt menneske, så jeg sørgede selv for at ringe efter hjælp og afslog at tage på skadestuen, fordi jeg ikke selv troede, at der var sket mig noget alvorligt. Men da jeg kom hjem, fik jeg en voldsom hovedpine, og den var der stadig, da jeg næste morgen stod op for at gå på arbejde, fortæller Mai Have.

De følgende dage tog hovedpinen til og blev suppleret med smerter i ryggen og nakken, synsforstyrrelser, lydfølsomhed og problemer med balancen. Da hun kom på arbejde på tredjedagen efter ulykken, beordrede hendes kollega hende til at ringe til lægevagten.

Lægevagten og senere hendes egen læge vurderede, at hun havde fået et piskesmæld, og hendes egen læge sygemeldte hende i en måned med besked om, at hun skulle slappe af, gå ture og lave enkle opgaver, som at lægge tøj sammen.

- Jeg fik det psykisk dårligt, for inderst inde vidste jeg godt, at den var helt gal med mit helbred. Jeg var lige kommet tilbage på arbejde igen efter at have været på barsel med min søn, siger Mai Have.

Ned i tempo

Erkendelsen af at skulle skrue helt ned for tempoet på ubestemt tid stod i skarp kontrast til det liv, hun levede inden ulykken: Bopæl på en nedlagt landejendom i Glejbjerg mellem Vejen og Esbjerg sammen med kæreste og to små børn på et og tre år, stor have, ridehest, fodboldtræning, tre ugentlige løbeture, fitness, yoga, bestyrelsesarbejde i idrætsforeningen, fuldtidsarbejde og masser af sociale arrangementer med veninderne.

I ugerne efter ulykken blev symptomerne værre og værre. Mai havde forsøgte at holde fast i sit aktive liv, men måtte modvilligt skære ned i aktiviteterne på grund af en mangfoldighed af symptomer. Efter en måned opsøgte hun et privathospital, hvor hun blev undersøgt af en neurolog, som ikke var i tvivl om, at årsagen til hendes smerter var en hjernerystelse. Tilbage ved egen læge blev sygemeldingen forlænget med foreløbig tre måneder, og hun blev tilbudt samtaler baseret på copingstrategi hver anden uge hos lægen. Desuden gik hun til psykolog for at få bearbejdet hændelserne omkring ulykken.

- Desværre var der ikke rigtig noget, der rykkede ved min situation. Jeg havde det stadig rigtig dårligt, og jeg fik det endnu værre af at være uvidende om, hvad jeg skulle gøre af mig selv, forklarer Mai Have.  

Trods den udeblivende fremgang begyndte hun på arbejde nogle få timer om ugen, men måtte opgive igen. Samme udfald fik hendes forsøg på at holde liv i de sociale arrangementer med veninderne. En aften med veninder kunne udløse flere dages migræne.

Rosita på banen

- I de første mange måneder efter ulykken havde jeg rigtig svært ved at acceptere, at mit liv havde ændret sig, men da jeg endelig begyndte at erkende, hvor dårligt jeg havde det, kom Rosita heldigvis på banen, siger Mai Have.

Via Jobcentret fik hun kontakt til kommunens hjerneskadekoordinator, og i juli 2020 bliver hun tilknyttet kommunens BASH-Neuro-team og mødte Rosita Emiliussen. I begyndelsen mødtes de hver anden uge og her lå fokus især på at skabe struktur i hverdagen ved hjælp af ugeplaner.

- Jeg skrev mine aktiviteter ned dag for dag, og så gik Rosita i gang med at strege ud - og strege ud - og strege ud. Hun forklarede mig, at mit hoved slet ikke kunne klare så mange gøremål. Hun pegede blandt andet på, at det var for krævende at have både en behandling hos fysioterapeuten og senere hos kiropraktoren på samme dag. Hun fortalte mig, at hjernen havde brug for hvile og pausen i hverdagen. Det havde ingen fortalt mig tidligere på så konkret et plan, forklarer Mai Have.

Ugeplanerne er stadig et vigtigt element i Mai Haves hverdag.

- Jeg er nødt til at kunne se min dagsplan sort på hvidt. Ellers glemmer jeg at holde pauser, siger hun.

I løbet af de kommende måneder kom der styr på hverdagen. Rosita Emiliussen fik overbevist Mai Have om kun at lægge én aktivitet ind i kalenderen hver dag, samt at en middagslur var obligatorisk, hvis hun skulle have energi og overskud til at hente børnene om eftermiddagen og være mor for dem. Det sociale samkvem blev skruet helt i bund, og Mai Have gjorde omgangskredsen opmærksom på, at hun ikke ville være kontaktbar på de sociale medier i nær samme omfang som tidligere, hvor mobilen sjældent var ude af syne i ret mange minutter ad gangen.

Bundkarakter ved synstest

Rosita Emiliussen testede også Mai Haves syn og konstaterede, at hendes score lå helt i bunden af skalaen.

Gradvist i løbet af de følgende måneder aftog Mai Haves symptomer, og hun begyndte at kunne overskue at sætte aktiviteter i værk.

- Jeg begyndte at vinterbade og kunne mærke, at det gjorde noget godt for mig. Rosita tilskyndede mig også til så småt at begynde at ride igen, selv om det kan give smerter i nakken, men ridning er godt til at styrke balancen, forklarer Mai Have.

Siden maj er hun begyndt at synstræne sammen med Rosita Emiliussen hver uge.

- Jeg skelede i forvejen en smule, og det er blevet værre efter ulykken. Derfor fik klap for det højre øje, når jeg skulle gennemføre forskellige øvelser i forbindelse med synstræning. Desuden har jeg haft en planche med bogstaver hængende i stuen, hvor jeg skulle kigge på et bogstav, dreje rundt om mig selv og pege på bogstavet, forklarer Mai Have.

Rosita Emiliussen har også sørget for at sende Mai Have til optiker, som har bygget et sæt letvægtsbriller med prismer og toner i, så hun bliver skærmet for skarpt lys.

Efter samme skabelon er Mai Have også blevet sendt til audiolog, der har udformet et sæt særlige ørepropper, der reducerer skarpe lydindtryk.

Samtidig er hun gået i gang med at træne balancen. Efter ulykken kunne hun for eksempel ikke holde balancen, når hun stod i kø i supermarkedet, og hun blev svimmel, hvis hun foretog en hurtig drejning af hovedet.

Nu er hun begyndt at træne på et balancebræt, og sammen med Rosita Emiliussen øver hun blandt andet helt simple øvelser med at flytte hovedet fra side til side og op og ned. Når de går tur, skal Mai Have desuden forsøge at svinge armene og træne sig i at gå baglæns.

På job 2,5 timer om ugen

Sidst i maj vendte Mai Have så småt tilbage til jobbet som blomsterbinder. Hver torsdag møder hun ind i to en halv time, hvis ellers helbredet tillader det. Om håndleddet har hun et WatchMinder-påmindelsesur, som Rosita Emiliussen har udstyret hende med. Uret giver hende besked om, hvornår hun skal holde pauser.

- Uret er uundværligt for mig, fordi jeg ellers ikke kan finde ud af at holde de nødvendige pauser i løbet af arbejdstiden, siger Mai Have.

I knap to år har hendes tilværelse holdt næsten stille på et sidespor, og i dag er Mai Have forsigtig med at lægge for mange forhåbning ind i de små fremskridt, hun trods alt oplever.

- Jeg sætter hele tiden små delmål, og jeg arbejder på at mindske begrænsningerne i min hverdag. Lige nu er det store mål: At komme mig helt – dog for langt væk, siger hun.

Under alle omstændigheder figurerer Rosita Emiliussen som et vigtigt element i Mai Haves vej frem mod at reducere begrænsningerne i hverdagen.

- Inden jeg fik hjælp af Rosita, var jeg i rent overlevelses-mode. Nu har jeg fokus på at leve livet, som det er, og få det bedste ud af min begrænsede hverdag, siger Mai Have.