29. mar 2020 KL 9:24

Klædt på til corona- patienter

Ergoterapeut Louise Düwel er udtaget til at arbejde på et særligt Covid-19-afsnit på Sygehus Sønderjylland. Hun har været på kursus i brug af værnemidler og er blevet klædt på med seneste viden om coronavirus, statistik og landets respiratorstatus. Hun er mentalt forberedt på det værste, men håber stadig på, at det ikke bliver så slemt.
Skribent: 
Trine Vu
Foto: 
Privat

Til hverdag arbejder ergoterapeut Louise Düwel på Afdelingen for Hjerne- og Nervesygdomme på Sygehus Sønderjylland i Sønderborg. Men på grund af coronasituationen er hun blevet udtaget til at være en del af et team, der på et særligt Covid-19-afsnit skal tage sig af de coronapatienter, man forventer vil blive indlagt i den kommende tid.

- Mit speciale er de neurologiske patienter, men jeg har arbejdet på sygehuset i 12-13 år, og har tidligere været på både intensivafdelingen og i akutmodtagelsen, så jeg tror, at jeg har mødt alle patientgrupper, fortæller Louise Düwel over telefonen.

Egentlig skulle hun være mødt ind på sin første Covid-19-vagt i torsdags den 28. marts 2020, men vagten blev udskudt til i morgen mandag den 30. marts 2020, fordi der endnu kun var en enkelt coronapatient indlagt.

- Vi ved jo ikke ret meget om, hvad der kommer til at ske, vi skal bare være klar – og det er vi også, jeg har fået at vide, at jeg kan blive kaldt ind med 12 timers varsel, siger Louise Düwel, som tidligere på ugen var på kursus for at blive klædt på til opgaven.

Her fik hun viden om selve coronavirusset, informationer om, hvad hun og kollegaerne på det nye afsnit kan forvente i forhold til antallet af indlagte patienter, hvordan Danmark er rustet med antal respiratorer og meget andet. Hun fik at vide, hvordan man behandler henholdsvis milde, moderate og svære tilfælde af Covid-19 ligesom en del af dagen gik med instruktion i brugen af værnemidler.

Louise Düwel er ikke nervøs for den anderledes opgave, hun er blevet bedt om at løse.

- På Covid-19-afsnittet ved vi præcis, hvad vi har med at gøre, fordi alle patienter her pr. definition er smittet med coronavirus. På en almindelig afdeling kan man ikke vide, om en patient, der for eksempel kommer ind for at få taget en blodprøve, kan være smittet med coronavirus, siger hun og tilføjer:

- På kurset forleden fik vi faktisk at vide, at vi er i større risiko for at blive smittet, når vi bevæger os rundt ude i samfundet, end vi er på Covid-19-afsnittet.

Rent praktisk fungerer det sådan, at patienter med mistanke om coronasmitte først bliver indlagt i isolation på en særlig afdeling i sygehusets fælles akutmodtagelse, FAM. Her står 12 senge klar. De patienter som viser sig at have Covid-19 bliver overflyttet til det nye Covid-19-afsnit, hvor der lige nu er plads til 36 patienter.

Ukendt opgave

Præcis hvad hendes opgave med Covid-19-patienterne bliver, ved Louise Düwal ikke.

- I virkeligheden betyder det ikke så meget, hvad mine opgaver på afsnittet bliver, for det handler primært om, at vi skal løfte den her opgave i flok. Men jeg tænker da over, at det bliver spændende at se, hvad jeg kan bidrage med som ergoterapeut. Jeg forestiller mig, at det nok primært bliver i forhold til luftvejs- og dysfagiproblematikker, at jeg kommer til at bidrage. Men afhængigt af, hvor hårdt ramt patienterne er, vil jeg også kunne byde ind med aktiviteter. Som ergoterapeuter er vi rigtig gode til at tage en snak med patienterne om, hvor vigtigt det er, at man holder sig i gang, selv om man er syg - og så skalere aktiviteterne, så det er noget, de kan overkomme.

- Jeg tror også, at der kan blive mere med psyken, end vi lige tænker på, for hele den her situation er meget indgribende, og f.eks. det med, at man ikke kan få besøg af sine pårørende, det kan være svært at håndtere, og derfor tror jeg, at der kan blive behov for at arbejde med at aflede patienternes tanker på en eller anden måde – og der må man være lidt kreativ, når man er på et lukket afsnit.

Louise Düwal er foreløbig den eneste ergoterapeut til et team på 10, der er udtaget til at passe patienterne på Covid-19-afsnittet. Ud over hende er der syv fysioterapeuter og to portører. Men det kan ændre sig i takt med at situationen udvikler sig, mine ergokollegaer er varslet om, at de også kan blive indkaldt, understreger hun.

- Vi kan ikke få svar på alle vores spørgsmål, og det er der nogle, der har det svært med. Men jeg tager det som det kommer og stoler på, at sygehusledelsen og min daglige ledelse har styr på situationen. Og så holder jeg mig naturligvis opdateret via medierne, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og med myndighedernes udmeldinger.

- Vi bygger den vej, vi går på, siger hun.

  • Følg med: Ergoterapeut Louise Düwel har lovet, at hun løbende vil fortælle om sit arbejde på Covid-19-afsnittet, og vi følger derfor op her på siden og på Facebook.