Jette Kaae Rosendahl (tv.) og Rachel Møller (th.) har netop modtaget efterårets velfortjente bachelorpris for deres projekt "Borger uden bolig" Jette Kaae Rosendahl (tv.) og Rachel Møller (th.) har netop modtaget efterårets velfortjente bachelorpris for deres projekt "Borger uden bolig"
10. sep 2014 KL 13:42

Hjemløse ønsker også en fremtid

Bachelorprojekt tager fat i et overset område for ergoterapeuter. Det har udløst Etf's Bachelorpris.
Skribent: 
Karen Kjærgaard
Foto: 
Henrik Frydkjær

Miljø-intentionalitet og personlig udviklings-intentionalitet. Det er to nye begreber i arbejdet med socialt udsatte, som to ergoterapeutstuderende ved UC Syddanmark i Esbjerg har sat ord på.

I deres bachelorprojekt fra juni 2014 har de på Esbjerg Forsorgshjem undersøgt fem hjemløses hverdagserfaringer, og hvordan de hjemløse selv mener, at deres hverdagserfaringer kan have betydning for opnåelse af en ønsket fremtid.

Her viser deres research, at de hjemløses bevidsthed er rettet mod et behov for at sætte fokus på miljø eller personlig udvikling. Inden for fænomenologiens verden arbejder man med begrebet "intentionalitet", der omhandler bevidsthedens "rettethed" mod noget.

- Alle havde eller havde haft et misbrug, som gav dem den erfaring, at de havde brug for at holde sig ude af misbrugsmiljøer og tage en dag ad gangen. Deres tidligere erfaringer havde således bevirket, at deres bevidsthed var rettet imod behovet for at holde sig væk fra et miljø, der kunne friste dem til et tilbagefald, fortæller Rachel Møller, der står bag vinderprojektet sammen med Jette Kaae Rosendahl.

De hjemløse udtrykte også et stort behov for at udvikle personlige sider af sig selv, såsom at styrke selvværdet, lære at sige fra, tage bevidste valg og fravalg. Alle fem hjemløse havde haft en almindelig opvækst med arbejde og uddannelse, men oplevet tab af arbejde, netværk og fritidsinteresser på grund af misbrug.

- Ergoterapeutisk kan man sige, at med det ergoterapeutiske aktivitetsperspektiv kan man gå ind og se på de betingelser, de står over for og kigge på deres aktiviteter og arbejde med deres roller, vaner og omgivelser og få skabt nogle sunde aktiviteter, så kan de skabe en ny identitet. Det er vores formodning og en del af vores perspektivering i forhold til vores teori om ergoterapi og hverdagslivet. Det håber vi kunne gøre en forskel, og det kunne være spændende at arbejde med i et nyt projekt.

Jobsøgende men flere studieprojektideer

Jette Kaae Rosendahl og Rachel Møller har også tænkt i velfærdsteknologi til hjemløse og udviklet et præprojekt om dette, men det kræver nogle flere studier og dermed økonomi. Indtil videre er de dog henholdsvis i jobrotation og jobsøgende, så at bringe hjemløseprojektet fagligt videre må vente lidt.

- Vi har blod på tanden til at fortsætte, men vi er lige nødt til at have en fast indkomst, inden vi kan springe ud i at udvikle en model eller nye teorier om, hvordan man som ergoterapeut kan gribe arbejdet med socialt udsatte an. Der findes ikke særlig meget om det, fortæller Jette Kaae Rosendahl og Rachel Møller.

Lige her og nu glæder de sig enormt over at modtage bachelorprisen på de 15.000 kroner og den faglige anerkendelse, som følger med. Men det er ikke den eneste gevinst.

- Prisen gør, at vi kan formidle vores budskab på en god måde, som man forhåbentlig kan bruge. Det gør også, at der kommer mere fokus på hjemløse-området, og det var det, vi ville med projektet. 

Etf's Bachelorpris